En hård men fed uge med en fantastisk slutning - Hazel er blevet DKAGCH

Som nogen måske ved, så er jeg ansat i et firma med hovedsæde i Nufringen, Tyskland. Det er et firma, der lægger stor vægt på de sociale og familiære værdier, på bæredygtighed, på minimering af forurening og på at passe på vores miljø og vores jord. Firmaet har filialer i store dele af verden, og en gang imellem så mødes man med sine kolleger indenfor sit område (f.eks. salg, indkøb eller som for mig: økonomi). Derfor var der i uge 26 inviteret til Global Management Meeting, hvor alle vi økonomifolk havde møder onsdag og torsdag. Det har været vildt hårdt og samtidig super hyggeligt og meget spændende. 



Jeg fløj til Stuttgart tirsdag morgen kl. 8. Jeg hader at flyve, men det gik nu snildt, og i lufthavnene blev jeg samlet op sammen med 3 amerikanske kolleger og kørt til fabrikken. Der fik vi frokost og en rundtur. Efterfølgende blev vi kørt til vores hotel, Hotel Therme, et rigtig lækkert hotel, hvor der var tid til en lille gåtur inden aftensmaden.

Tirsdag aften blev vi kørt til det hotel, hvor ledelsen havde haft møder mandag og tirsdag. Der var lagt op til den helt store fest med 180 mennesker, DJ og en rullende bar, hvor de mixede de bedste drinks. 

Der var også en selfie-box, hvor man kunne tage de mest åndsvage billeder. Her er det min yndlings-superbruger Ute og mig, der giver den gas. 

Onsdag morgen gik det løs med foredrag, præsentationer og diskussioner hele dagen. Meget spændende, men også meget hårdt. Ikke alle taler engelsk lige godt, og ikke alle er lige gode til at tale ud til forsamlingen, hvis f.eks. de er nervøse. I pauserne gik snakken lystigt, og for mig - som var ny - føltes det hurtigt som om jeg havde kendt de her mennesker i mange år. 

Onsdag aften var der grill i en hytte langt oppe ad et bjerg. Phew, det var en hård tur op, men til gengæld kom man hurtigt ned. Og maden var dejlig.



Torsdag morgen skiftede vi til et lokale på vores eget hotel, meget smukkere, bedre mad og bedre alt muligt i det hele taget. 

Og vi startede dagen med foredrag af Klaus Ensinger omkring bæredygtighed. Klaus er søn af firmaets stifter. Det er virkelig fantastisk at lytte, når en så begavet og engageret mand holder foredrag. Det er helt tydeligt, at det er noget, der står hans hjerte meget nær. 



Torsdag aften var der middag for dem, der først skulle hjem fredag. Igen havde vi masser af sjove og interessante diskussioner, f.eks. omkring ferie, pensioner og den slags. Jeg hyggede mig bl.a. med Leo fra Kina, Edwin fra Malaysia, Yoko fra Japan og Ute og Manuel fra Tyskland. 

Og maden var igen fantastisk: Sandartfilet, ravioli og pure af æble og selleri. 



Fredag gik det igen via fabrikken i Nufringen til lufthavnene i Stuttgart. På hjemturen havde vi det flotteste vue over Øresundsbroen, lige inden vi landede.

Jeg tog toget til Ringsted og blev hentet af Bent ved 17-tiden.
Egentlig havde  vi planlagt at vi begge skulle til stævne i Højme i weekenden, Bent skulle dømme, men jeg var så træt i hovedet, at jeg bestemte mig for at blive hjemme. Så jeg brugte lørdagen på ........ ingenting, mens Bent tog Hazel med til Højme. Sidst på dagen kom der dog en melding fra Bent om, at han og Hazel havde haft et ret godt fejlfrit løb i AG3, så jeg måtte lige ind og følge med på Agilityevents.dk. Desværre var der ikke skrevet nogen tid på Bents løb, for da Hazel jo var meldt til med mig, så skulle der lige laves en rettelse først. Phew, det var spændende, men til sidst kom forløsningen: Hazel fik sit 3. og sidste agility-certifikat og blev der med Dansk Agility Champion. Hold nu op, hvor er jeg stolt af Bent og Hazel. 

Jeg bestemte mig så for at tage med til Højme om søndagen, for den præmieoverrækkelse måtte jeg da være med til - og så følte jeg mig efterhånden også frisk nok i hovedet til at løbe med Keeper. Og jeg må nok indrømme, at det var lige før der trillede en lille glædeståre, da Bent fik cert, vin og rosetter. Så her er et billede af en stolt og glad mand og en meget tilfreds og glad hund. 💖💖

Jeg fik løbet mine 3 løb med Keeper, og selv om det blev til 3 disk, så var det mega gode løb. Hun har bare lige rykket siden vi løb Sct.Hans aften. Slalom, felter og starter sidder lige, hvor de skal. Jeg er så stolt af, hvad hun kan, min lille Keeps, når jeg tænker på, at hun stadig kun er lige godt 20 måneder. Jeg glæder mig til alle de oplevelser, vi skal have sammen de næste mange år. 

Foto: Tina Hindsgaul

Så fløj maj og juni af sted

Så har stævnerne kørt på højtryk de sidste par måneder, og tiden flyver så hurtigt, at vi ikke når meget andet end arbejde, træning, sove, arbejde, træning, sove, arbejde .....

I den situation er det bare dejligt at vide, at vores hunde får godt foder, som giver dem masser af energi. Tak for det til Henne Pet Food, som i øvrigt ved Kronch Cup i Ribe præsenterede os for deres nyeste tiltag, nemlig laksemousse. Det duftede simpelthen så godt, at det var lige før jeg havde lyst til at smage - og hundene elskede det. Jeg brugte det som belønning til stævnet, og det fungerede fint. De sælges fra webshoppen på henne-pet-food.dk for 19 kr. pr. stk og 6 for en hund. 

Ud over alle de andre ting, så var det så super hyggeligt, at Beatrix og Peter fra Henne var til stævnet med salgsstand. Hazel lærte hurtigt, at når man har løbet og været dygtig (og det er hun jo altid, uanset resultatet), så skal man skynde sig hen til Beatrix, for så vanker der gode guffer. 

I øvrigt må jeg nok konstatere, at 5-6 løb om dagen er lige toppen for mig, selv om jeg prøver at slappe af ind imellem, så Bent fik et par løb med Hazel og et enkelt med Keeper. Og efter en del weekender, hvor Bent har været dommer, så nød han bare at være "Bent og hans hund til stævne". 

Næste weekend var det Fakse. Der fik jeg desværre ikke taget ret mange billeder, Det var heller ikke fordi jeg skovlede gode resultater ind. Keeper bliver meget "selvstændig" når hun opdager, at det er stævne og ikke træning, så det går meget stærkt og med meget lyd. Stadigvæk er hun så ung, så det skal nok komme. Hun kan rigtig mange ting, og jeg er super stolt af hende. 

Da Bent var optaget med dommeruddannelse fulgtes jeg med Pia, og vi havde det som sædvanlig super hyggeligt. Pia løb også et enkelt løb med Hazel :-)

 

Om søndagen havde de nye dommer-aspiranter brug for at kigge på nogle hunde for at se i det virkelige liv, hvordan der f.eks. er forskel på hvor en stor og en lille hund lander, og hvor linierne kommer til at ligge - så Pia og jeg var på igen. Bent fik lov til at løbe med Pia's Zoomi. Det var virkelig sjov at se - det var som at se Bent og Dazzler, i Dazzlers storhedsdage, Og det var tydelig at se, at Bent nød det meget.

Dagen efter var grundlovsdag, og vi havde en aftale med Andreas om frokost. Jeg kørte til Karrebæksminde om formiddagen for at hente fisk til frokost. Det var en rigtig dårlig ide, for det var der ca. 1.000.000 andre mennesker, der også gjorde. Men projektet lykkedes, og vi fik en rigtig hyggelig grundlovsfrokst. Andreas havde medbragt Rød Tuborg - det var et rigtigt "walk down memory lane", for både Bents og mine forældre var glade for Rød Tuborg, dengang det blev produceret regelmæssigt, og vi har spist mange frokoster med vores forældre, hvor der blev drukket Rød Tuborg og Rød Ålborg. 

Og ud over forældrene, så var der også andre, der tydeligvis var glade for at Andreas kom forbi. Blitz mente bestemt, at han skulle have et kæmpe snasket kys. Det var de åbenbart ikke helt enige om, Andreas og Blitz 😇😇 

Næste weekend var igen stævneweekend, denne gang hos DcH Nykøbing Rørvig. I Nykøbing Rørvig havde der været en del udskiftning i bestyrelse og udvalg, så dem, der stod for stævnet denne gang var ret nye i den disciplin. Det klarede de bare kæmpe flot. Dels gled tingene fint, og dels gik de alle 3 rundt med kæmpe smil på hele weekenden, det var så dejligt at se. 

Pigerne indviede vores nyeste investering: en overdækket hundeseng. Den blev flittigt brugt hele weekenden, og jeg tror ikke, at nogen af hanhundene fik lettet ben op ad den. 

En helt særlig ting ved at være på pladsen i Rørmosen er, at der ofte på den tid af året (inden Sct. Hans) er masser af nattergalesang, og denne gang blev vi heller ikke snydt for det. Nattergalen er en lille neutral fugl, og hannen synger kun indtil han har fundet en mage, og nattergalesang er for mig endnu et minde om dejlige oplevelser i min barndom, hvor min far og jeg stod op meget meget tidligt om morgenen (omkring 3 eller 4) og kørte op i Paradibakkerne. Så gik vi tur og fandt et sted at nyde vores medbragte morgenmad, mens vi lyttede til nattergalene. Da vi flyttede til Skovvænget for mere end 25 år siden kunne vi stadig høre nattergale af og til, men nu er de helt væk. Så jeg nyder altid at være i Rørmosen i juni.

Løbene lørdag gik rigtig ok, jeg fik endda en enkelt DM-udtagelse med Hazel, så søndag morgen glædede jeg mig til at komme i gang og måske være heldig/dygtig at få en mere - men da jeg efter banegennemgang bukkede mig for at snøre mine sko, ja så fik jeg næseblod igen! P.... irriterende, så resten af dagen tilbragte jeg på den her måde. Helt stille og med hovedet opad.

Forhåbentlig er det med næseblod overstået nu. Jeg blev brændt i næsen den efterfølgende tirsdag, og denne gang overholdt jeg alle restriktionerne, så nu satser jeg på, at næseblod er fortid.

En del af det, at være til stævne er det sociale, der følger med. I DcH Næstved har vi et fantastisk sammenhold, og når vi er ude til stævner, så er vi rigtig gode til at bakke hinanden op, glæde os over hinandens succes og hjælpe hinanden gennem de knap så gode oplevelser. I Nykøbing havde vi en aftale om fælles aftensmad, og vi havde det bare kæmpe hyggeligt. Lone og jeg handlede ind, og Susanne var grilmester. 

Og her er Næstved's bedste heppekor - eller en del af det. Selv om vi ikke alle træner sammen, så er vi gode sammen, når vi er ude. Tak for jer 💓

Fordi jeg nu var "nede" med næseblod, så havde Bent nogle gode løb med Hazel. De vandt faktisk 3 af klasse-3-løbene over weekenden. Det er nu rigtig godt gået med en hund, som du ikke træner regelmæssigt med. Jeg ved godt, at Hazel kan løbe med "hvem som helst", men der er mange specielle ting og kommandoer, når man løber med Hazel, og hun er meget anderledes end Bent's egne hunde.

I kreds 6 har vi nu indført et begreb kaldet "Guldhund". Det er et system, nogenlunde svarende til champions i DKK, og det er indført for at forsøge at fastholde løberne i klasse 3. Du skal bruge 3 guldspirer for at blive guldhund enten i spring eller agility - og det følger hunden, ikke ekvipagen, så Hazel fik 3 guldspirer denne weekend. Så må vi se, om vi kan få et par stykker mere til vores eget stævne i august. 

Men der var mange fra Næstved, der fik præmier - og præmiepigerne stiller altid gerne op til fotografering. 

Og meget meget vigtigt: når man er så dygtig, at man rykker i klasse 2, ja så er det første ord, der kommer ud af trænerens mund: KAGE. Kæmpe stort tillykke til Louise og Cuba. Det har været en udfordrende kamp, men I er for seje, du og Cuba. Kæmpe stort tillykke med at være rykket i klasse 2 (og kagen var eminent god).  

Næste weekend var det planen, at jeg sammen med Inger og Anne skulle afslutte agility-instruktør-uddannelsen i kreds 2, men da jeg jo var blevet brændt i min næse, og denne gang havde lovet mig selv (og lægen og min søde mand) at holde mig i ro den foreskrevne uge, ja så valgte jeg at springe fra. jeg kender mig selv godt nok til at vide, at selv om jeg har planer om at sidde stille og ikke lave noget - ja, så fiser jeg pludselig rundt alligevel. Så jeg tog med Bent til Svendborg - uden agilitysko i tasken, bare for at være helt sikker! Så det blev igen Bent, der løb med Hazel, mens Keeper fik fri. 

Til gengæld kunne jeg bruge lidt tid på at lege fotograf med Keeper. Der var en mega flot valmue-mark lige op ad pladsen. Hvad jeg ikke havde gennemskuet var, at selv om det så helt rødt ud på afstand, så var valmuerne så høje, at hunden totalt forsvandt i det grønne. Nå, men ideen var da god ......

Efter stævnet hentede vi sushi i Svendborg og kørte ud til en lille landsby, hvor vi havde fået lov til at låne et lille lækkert hus af Anne's venner, som bor i USA. 

Sidste weekend i juni havde Bent igen gang i agility-dommer-uddannelse, mens jeg tog til de årlige sommerlege i klubben. Det plejer altid at være super hyggeligt og sjovt. Først er der fælles opvarmning. Jeg havde bare taget Hazel med, og det nød hun rigtig meget. Men det gav mig også noget frihed til at hjælpe mine holdkammerater med f.eks. at holde hund eller andet, der kunne hjælpe i konkurrencerne.

Man ender som regel på hold med nogen, man ikke plejer at snakke med, og det gjorde jeg også denne gang. Vi var en rigtig godt hold med meget spredte kompetencer, og det er altid godt i den slags konkurrencer - og så fik vi ros for godt sammenhold og god opbakning til hinanden. 

Søde Isabella tog "en for holdet" for at skrabe så mange points sammen i Toves vandbassin. Da hunden ikke ville hente tingene op fra bunden, ja så stak Isabella da bare hele hovedet ned efter genstandene. Sejt gået.

Hvis man skal se helt firkantet på det, så er der 2 ting man kan vinde til sommerlegene. Det ene er selvfølgelig selve konkurrencen - og den vandt vores hold. Det andet er, at man kan vinde retten til at arrangere sommerlegene næste år. Den vandt vi heldigvis ikke. 

Når konkurrencerne er slut, ja så er der dømt grill og hygge. Claus og Charlotte stod for maden, og det gjorde de super godt. Jeg er allerede klar til næste år. 

Og sådan gik maj og juni, og nu er jeg heldigvis igen nogenlunde a'jour med bloggen og klar til lige en lille smule arbejde og så sommerferie. 

Stævne hos DKK Viby og en weekend med en anderledes slutning

Flyvende Keeper - foto: Tina Hindagaul

Igen i år satte vi kursen mod DKK Viby’s stævne i Kr. Himmelfarts-weekenden. Det er sædvanligvis et DKK-stævne med 3 baner, udenlandske dommere og masser af flot agility, og i år var ingen undtagelse.

Thorleif og hans stab af hjælpere fik igen afviklet stævnet til UG. Ja, der manglede en hjælper hist og pist, men pyt med det. Planlægningen passede. Der var boder, hvor vi kunne trøsteshoppe eller glædesshoppe, der var en massør til hundene, og der var masser af dejligt vejr. Hvad kan man ønske sig mere?

Tough'Y fik osteopatisk behandling

Jo, jeg har faktisk et enkelt ønske. Det er jo DKK’s nye præmie-politik, at der er præmier til nr. 1, 2 og 3, uanset hvor mange deltagere, der er i klassen. Det synes jeg er smadder ærgerligt – af 2 årsager, så den kunne jeg godt ønske mig, at klubberne ville glemme igen.

Dels synes jeg, at vi bør give de nye klasse 1-deltagere lidt anerkendelse for at have startet op. Det kan måske være helt nye mennesker, der aldrig af løbet agility før. De burde have en eller anden form for anerkendelse for en placering som f.eks. nr. 4-5-6, når der er omkring 30-40 hunde i klasserne.

Alle hunde synes, Bent skal have et morgenkys

Flotte rosetter for certifikat og placering som nr. 2

Og dels ærgrer jeg mig også på egne vegne. Hvis vi som eksempel tager den spring klasse 3 om fredagen med den super svære slalomindgang. Rigtig mange deltagere, også af dem, som jeg personligt synes er super dygtige, havde svært ved den, og mange blev disket. Jeg kom faktisk igennem – og endte på en 5. plads. Det er jeg da sk… stolt af, og jeg vil have elsket at blive kaldt op og blive klappet af. Egentlig vil jeg sige pyt med selve præmien (de var alligevel ikke vandvittig spændende), men anerkendelsen – den ville jeg gerne have nydt.

Jeg synes det er en flad og lidt fedterøvsagtig præmiepolitik. Jeg ved da godt, at klubberne lever af de penge, de tjener på sådan et stævne, men jeg ved også fra min egen klub, hvor mange sponsorpræmier, men kan skrabe sammen, ved en ihærdig indsats. Så kom nu ind i kampen igen, og lad os få nogle sjovere præmieoverrækkelser tilbage, hvor vi kan få lov at hylde  de flotte præstationer fra lidt mere end 3 deltagere!  Det er mit store ønske.

Rent resultatmæssigt, så var mine egne præstationer nok præget af, at jeg har været syg med forhøjet blodtryk og masser af næseblod i de sidste 14 dage. Men alligevel er jeg super stolt af mine hundepiger og deres præstationer.

Keeper og Hazel med deres rosetter

Keeper havde sin 3. stævneweekend siden hendes debut, og hun rykker for vildt. Ja, der er stadig meget kaos i vores løb, men der kommer mere og mere kontrol over kaos, hendes slalom sidder lige, hvor den skal, hun får sine felter og hun bliver i start. Så skal resten nok komme. Jeg elsker at løbe med hende. Hun overrasker mig gang på gang, og hvis vi kan holde tempoet, når samarbejdet bliver bedre, så skal hun nok blive til noget.

Keeper i slalom - foto: Tina Hindsgaul

Hazel løb det bedste hun kunne, med mig på slæb. D.v.s. hun løb faktisk også et enkelt løb med Pia. Pia og Hazel har aldrig løbet sammen, men de satte ikke en pote eller fod forkert og kom fejlfrit igennem et flot AG3. Wauw, hvor var det fedt at se. Hazel fik også et par løb med Bent, og der er helt klart mere tempo på, end når hun har mig på slæb. Men det var mig selv, der fik lov til at skaffe det springcert, som tilfaldt Hazel i weekenden. Hold nu op, hvor er jeg stolt af min hund, og også lidt af mig selv, for alt det hun kan – det har jeg lært hende. Nu mangler vi kun 1 AG og et spring cert, så er championatet hjemme, og nu tror jeg faktisk på, at det nok skal lykkes.

Hazel var flyvende

Bent var primært dommer de 2 første dage, så det blev bare til et par løb med Gimli om lørdagen. Men det var til gengæld et par rigtig gode løb, hvor mange ting fungerede. Selv om man kunne frygte, at Gimli ville eksplodere efter 2 dage uden løb, så var han super lydhør og artig.

Keeper på tur ved Lillebælt

Et opstillet billede kan vi jo altid fikse 

Lørdag og søndag skulle jeg ud og undervise agility-træner-aspiranter i DcH-regi. Det gav nogle logistik-mæssige udfordringer, som Anne heldigvis var så sød at være med til at løse. Så fredag aften kørte Keeper og jeg med Anne hjem. Henrik havde lavet dejlig mad til os, og sluttede dagen af med en dejlig tur langs Lillebælt i dagens sidste solstråler. Lørdag morgen kørte Anne så mig til Nørre Snede, inden hun selv kørte videre til Viborg. Tak søde Anne, for din uvurderlige hjælp.

DcH Nørre Snede har en utrolig flot træningsplads

Da vi jo ankom temmelig tidligt i forhold til resten af gruppen, så gik Keeper og jeg en dejlig tur i morgensolen, og da der var kommet nogen i klubhuset, som havde lavet kaffe, så fandt jeg mig et spot i solen med min kaffe og min hund. Der sad jeg så og filosoferede over det sjove der sker, når man tager en flokhund ud af flokken og sender den alene på tur med mor. Det er en helt anden hund. Og det er tydeligt, at Keeper nyder at være alene af sted.

Keeper og jeg nyder roen, kaffen og morgensolen

Dagen gik med undervisning, hvor det denne gang var kursisterne, der skulle undervise fremmødte hundeførere. Desværre fik jeg pudset min næste, og så begyndte det irriterende næseblod igen. Jeg fik det heldigvis hurtigt stoppet, for nu ved jeg jo, hvad jeg skal gøre, men da det kom igen 2. gang, så gik jeg totalt ”i sort”. Jeg kunne ikke koncentrere mig om, hvad der foregik, og jeg tænkte bare på, hvordan jeg kunne komme hjem. Så jeg kastede håndklædet i ringen, meldte på kurset, at jeg kørte hjem og ringede til Bent.

Aspiranter og hundeførere går bane

Igen var logistikken vanskelig. Bent og Pia skulle lige have Pias nye A-bræt ind i campingvognen og i øvrigt pakke campingplads og stævnetelt ned. Og igen var der nogen, der hjalp os. Majken tilbød at hente mig i Nørre Snede, og derefter køre mig til Vejle, hvor vi kunne mødes med Pia og Bent. Det ville passe sådan nogenlunde med tiden. Kæmpe stort tak, søde Majken. Det var så skønt, at du gad køre for mig.

Der kan sagtens være et A-brædt i vores campingvogn

Bent og Pia samler Pias nye A-bræt

Resten af turen var heldigvis ukompliceret. Trafikken var jo ikke slem lørdag. Men vi magtede ikke at begynde at bøvle med A-bræt så sent, så vi koblede campingvognen af og efterlod den hos Pia. Så kørte vi hjem, fik lidt mad – og så begyndte nye løjer, for i campingvognen lå jo rigtig meget, som vi faktisk skulle bruge: medicin, briller, kontaktlinsevædske, telefonladere, Bents høreapparater….. Nå, men vi løste det – og det var mega dejligt at være hjemme og sove i sin egen seng. Heldigvis har jeg ikke haft mere næseblod i denne omgang, men jeg kommer nok til at kontakte øre-næse-hals-lægen i morgen og få en ætsning mere.

Åh, alt det vi skulle bruge lå jo i campingvognen

I dag har været afslapningsdag. Vi har hentet campingvognen hos Pia, fået handlet lidt, ryddet op, slået græs, startet minidrivhuset op, slappet af og drukket kaffe i haven. Kort sagt en helt almindelig hyggelig søndag. Bent har helt klart knoklet mere end mig! I morgen har jeg tænkt mig at prøve at gå på arbejde igen. Bare den halve dag, og så ser vi, hvordan det går. Jeg savner kollegerne og arbejdet – samtidig med at jeg er lidt spændt på, hvordan kroppen og hovedet reagere, men det skal prøves.