Her, hvor juleferien synger på sidste vers, har jeg bladret i min foto-dagbog og nydt de mange hyggelige, afslappende, dejlige stunder, der har været. Egentlig havde vi seriøse planer om renovering af vores baggang (loftplader ned, vægbeklædning ned, tapet op, maling og den slags), men løbende sneg der sig en del små arrangementer ind, hvoraf nogle så alligevel ikke blev til noget...... Så det har bare været en dejlig fredelig afslappende juleferie - lige hvad vi trængte til! 

Juleferie dag 0, 23. december

Eftersom vi nåede hjem, mens det stadig var dagslys, så nåede jeg en dejlig tur med tøserne. Jeg bliver stadig ydmyg og glad over, at have gode tur-muligheder 5 minutter fra min gadedør. 

I vandet langs skovkanten bag bådene er Zippo's aske faktisk spredt. Så det er et helt specielt sted for mig. Pigerne nød at få dyppet tæerne, og tog sig nogle ordentlige spæneture langs stranden.

På vej hjem fik vi lige et kig til den flotteste solnedgang. 

Naboen bankede på og spurgte, om vi kunne lide røget ål? Oh yes - det kan vi godt. Det er faktisk en af Bents livretter, så den blev vi meget glade for. 

23. december, så traditionen tro kom juletræet ind i stuen, klar til at blive pyntet. I år havde vi købt det flotteste juletræ af spejderne i Sørby. Det var dog noget bredere, end vi huskede det, da det kom ind i stuen.

Anden bliver også stegt den 23. Sådan har jeg gjort i mange år. Så er der mindre arbejde den 24. og ikke noget med at stå med varm fedtet andesteg. 

Julepyntningsmesteren over dem alle, Andreas, kom og pyntede træet. Vores julepynt er en masse gamle ting, der næsten alle sammen har en historie med sig. Og så skal der lidt nyt på hvert år. 

Juleferie dag 1, 24. december 

Vi elsker at tænde juletræet den 24. om morgenen, så vi kan fryde os over det smukke træ, mens vi spiser morgenmad. 

Det havde været frost om natten, så planterne blev til små kunstværker. 

Jeg fik lavet ris a la mande, og køkkenskriverne hjalp med opvasken.   

Vi hentede Pia og Samu, og så kørte vi en tur til Christiansholm, så de der tossede border collier kunne få løbet lidt, inden julefreden sænkede sig.

Juleferie dag 2, 25. december 

Andreas, hundepigerne og jeg snuppede lige godt 10 km i tågen. Det var hårdt, men også dejligt. 

På "Fodsporet" var der masser af flotte blå slåen.

Næsten i Sandved kom vi forbi Sandved hundeskov, som er fin og overskuelig og har en masse muligheder for at kravle/springe og løbe. Faktisk er jeg ikke fan af hundeskove, men når jeg kan se det meste af, hvad der foregår, så er det ok. Jeg ønsker ikke at give mine hunde en dårlig oplevelse. I øvrigt undrer jeg mig over, at Keeper slet ikke ser træt ud? 

Tilbage i varmen var der dømt hygge og spil. Jeg synes lige I skulle have de her to flotte fyre i deres nye julesweaters. 

Vi spillede "Ticket to ride", og sandelig om det ikke lykkedes i 2. omgang at banke både mand og barn. Jeg er en dårlig taber, når vi spiller .

Det her fine skilt var en del af mandelgaven, som jeg jo faktisk vandt i år. Det er nu hængt op!

Juleferie dag 3, 26. december 

2. juledag fik jeg lokket Bent med i skoven med hele slænget.

Og bemærk venligst, at Liam faktisk sad - og blev siddende temmelig længe! Dygtig lille fyr. 

Dagens bær var snebær. De er da flotte i sådan en kedelig grå skov.

Og til frokost mæskede vi os med røget ål. Hvor heldig har man lov at være. 

Liam synes nu godt nok, at det er noget anstrengende, når vi har ferie, og han bliver pisket rundt hele tiden, så han ikke kan passe sin skønhedssøvn.

Juleferie dag 4, 27. december 

27. december smuttede vi en tur til Lyngby for at få scannet mit hovede. Ørelægen mener, at der sidder noget på min hørenerve, som han gerne vil have styr på. Og ja, jeg indrømmer gerne, at da jeg så navnet på hospitalet første gang, så læste jeg "Anicura" - lidt pudsigt, men man er vel hundenørd! Det var i øvrigt et underligt sted: dårlig information, lidt nusset og ikke særlig velholdte lokaler, i modsætning til hvad privathospitaler plejer at være. 

På vej hjem snuppede vi en bilvask, hvor man kunne blive siddende i varmen i bilen og hygge sig med sin medbragte kaffe, mens bilen blev fin udenpå. Ren win win. 

Det blev ikke til mange skridt på skridttælleren den dag.

Juleferie dag 5, 28. december 

Torsdag var der dømt stævne i DKK's nye sted nord for Ringsted. Bent løb med Gimli og jeg løb med Hazel. Vi nød begge, "bare" at være deltagere og så selvfølgelig at hjælpe. Det var jo vores klub, der arrangerede. Og vi bliver rigtig dygtige til "bare" at  være deltagere og hjælpere. Bent havde 2 gode løb med Gimli - desværre ingen resultater, men flotte løb.

Faktisk var vi begge manuelle tidstagere, så vi kunne stå helt tæt og hygge os med hinanden det meste af dagen. 

Keeper er jo stadig for ung til at stille op, men man er jo aldrig for ung til at øve sig på at stå på førstepladsen. Hun er klar til stævnet i april, og det glæder jeg mig til. Det bliver vildt. 

Hazel fik heller ikke nogen præmier, men for mig vil hun altid være en vinder. Hun prøver ihærdigt på at gøre, hvad jeg beder hende om. Og jeg tror, at den hvide slalom faldt i med den hvide bande, så det var derfor, hun havde slalomproblemer. Alt det svære klarede hun med bravour. 

Juleferie dag 6, 29. december 

Igen en af de dage, hvor der ikke blev lavet ret meget. Bent og Liam øver sig på at slappe af, og det går efterhånden rigtig fint. Men det er tydeligt, at det tager lang tid at komme af med gamle vaner, hvor der hele tiden har været mange planlagte aktiviteter. Jeg synes dog, at de bliver gode til det efterhånden.

Om eftermiddagen blev det til et besøg hos min søde gamle svigermor. Hendes liv er efterhånden ikke nemt. Hun er 98 år og nærmest totalt dement. Hun kan ikke rigtig gå, det kniber efterhånden også med at spise, hun forstår ingenting, og måske kender hun os ikke - det svinger lidt. Phew, det er sølle at blive gammel på den måde.

Om aftenen var vi på besøg hos Bent's bror og hans kone, og det betyder så også et gensyn med Chinook. Chinook er stadig på papiret min, men han har boet hos Steen og Bente i mange år, og han vil nok betakke sig for at være hos os nu. Han fik voldsomt early take-off syndrom da hans agility-karriere nærmest lige var kommet i gang. Men nu hjælper han Steen med at passe duer og have, og det er han rigtig dygtig til. Han har en rigtig dejligt liv.

Juleferie dag 7, 30. december 

Fredag den 30. havde jeg en date med hende her: Sif, islands hest, som jeg en gang imellem får lov til at få en skovtur på. Hun tilhører Gitte og Claus, som vi kender fra klubben, og jeg er vildt taknemmelig for, at jeg må komme og få en tur på Sif en gang imellem.

Jeg synes, at vi klæder hinanden, Sif og jeg.

Og der er nu noget ved at opleve naturen fra hesteryg. Det er som alting bliver mere intenst: farverne, stilheden, skoven. 

Juleferie dag 8, 31. december 

Nytårsaftensdag var der traditionen tro "træn din hund træt" i klubben. Hundeførerne blev udfordret på 6 forskellige "stationer", og jeg havde i år en hundefitnes-station Hazel var demohund, hvilket hun tog virkelig alvorligt. F.eks. ved at forsøge at spise alle godbidderne mellem de forskellige hold. 

Hazel er super dygtig til de forskellige fitnes-udfordringer. 

Først er der fælles opvarmning. Her er det Bent og Gimli på vej rundt. 

Og lille Totte fik lov til at blive lånt ud til søde Anne. De 2 hyggede sig vældig meget, mens Anna's far deltog med deres toller Oscar. Totten elsker alle mennesker - men mest dem med mange godbidder.

Efter et par timers træning var der bobler i kaffekrusene og kransekage. En rigtig dejlig tradition.

Vel hjemme igen, gik jeg på jagt i haven, og sandelig, om ikke det lykkedes mig at finde de første forårsbebudere. Nu glæder vi os til lysere tider og forårsblomster.

Vi var hjemme og hyggede os nytårsaften. Det ikke til at vide, hvordan de 2 "små" ville reagere, så vi tænkte, at det var bedst, at de var i vante omgivelser. Vi havde bestilt mad hos FDB, som vi hentede i Kvickly i Næstved. 4 retter, lige til at varme/gøre færdige. Det var super lækkert. Eneste lille ting var, at der var godt nok brugt meget plast-emballage, i de her miljøbevidste tider.  

Appetizer: Citron blinis med trøffel artiskokpuré. Yammi, hvor det var lækkert.

Forret: koldrøget laks, ravioli, orange hollandaise i sprød skal og syltede gule beder. 

Hovedret: oksemørbrad, braiseret gris, forskellige løg, Ratte de Touquet kartoffel, bimi, syltede svampe og portvinssauce. Kødet var fantastisk - ja, det var det faktisk alt sammen. Og der var minimal tilberedning med en klokkeklar vejledning. Intet at være i tvivl om.

Dessert: Yuzu-bar med hvid chokolade, mango coulis og hindbær. Lidt sødt, men meget lækkert.

23.59-selfie. Lidt trætte, meget meget mætte. Det har været en rolig nytårsaften, godt hjulpet af silende regn. 

Juleferie dag 9, 1. januar 

Julens kedeligste dag, hvis man spørger Bent. Der hvor alt julepynten skal ned igen. Den gamle pynt bliver omhyggeligt pakket ind, så den kan holde mange år endnu, f.eks. juletræstoppen, som i hvert fald har fulgt mig hele mit liv. Og som mine forældre har haft, før jeg blev født. 

Det er et større puslespil at få det hele pakket i de rigtige æsker og ned i de 3 flyttekasser, som så kan gemmes godt væk, indtil det bliver jul igen. 

Blitz mente nu nok, at juletræstæppet, som vist nok er lavet af mine søstre, godt kunne forfremmes til hundetæppe, hvis alle grannålene blev fjernet. 

Mine ømme ridelår fra den 30. havde behov for at komme en tur ud og blive rørt, så de 2 "små" fik en tur. Det var godt nok lige på det tidspunkt, hvor resten af Bisserup's befoldning med hund også havde besluttet at lufte deres 4-benede, men det gik. Og vi beholdt flex-linerne på, for måske blev der stadig skudt fyrværkeri af. 

Til gengæld fik vi endnu en smuk solnedgang. 

Og så kan jeg jo sige som Dan Turell: Jeg holder af hverdagen! Og dagen i dag har jo været sådan næsten en almindelig søndag, med vasketøj, oprydning, forberedelse til i morgen. Nu kan julesweateren gemmes væk til næste år, og jeg glæder mig til at komme på arbejde, se mine kolleger, få styr på slutningen af december, spise et stykke med karry-sild til frokost. Jeg holder af hverdagen! 

Klubmesterskabsweekend

Årets klubmesterskab er altid en meget hyggelig dag hos DcH Næstved - men tag ikke fejl: vi er stadig konkurrencemennesker! Nogle mere end andre, men en del af os deltager faktisk for at vinde 😜😜 

Vores 3 hunde deltog i både lydighed, begynder-agility og klubmesterskabsagility

En af de rigtig gode ting er, at vi nu er en del, der gerne vil stille op i både lydighed og agility, og det kan sagtens lade sig gøre. Selvfølgelig giver det lidt ventetid for nogen - men så bliver der snakket, drukket en øl på bænken eller kigget på det, der nu lige foregår på pladsen. 

I år skulle Bent og jeg i aktion med Gimli i C-lydighed, Hazel i B-lydighed, Keeper i begynder-agility og selvfølgelig både Gimli og Hazel i agility. 

Formanden byder velkommen til de morgenfriske

Bent og Gimli gik en rigtig flot C-prøve. Nok det flotteste de har lavet til dato. 120 points ud af 150 mulige, heraf 5 øvelser med max points.

Tilskuere og konkurrenter følger med i, hvordan det går

Hazel gik en fantastisk B-prøve. Indrømmet: vi bliver reddet af, at der ikke er spor til klubmesterskabet, for ellers var det ikke gået helt så godt. Vi mister 3,5 point undervejs og ender med 151,5 points ud af 155 mulige, og vi "napper" Thomas, som meget fortjent vinder, lige i haserne hele vejen. Jeg er mega stolt af min alsidige hund. 

Uha, vi regner på points og spekulerer på, hvem der fører, mens vi venter.

Vi havde Pia med i bilen, og hun fik jo lidt ventetid, da hun ikke skulle op i lydighed. Til gengæld blev ventetiden brugt på at ordne poter på Liam og Tough'Y. Kæmpe tak for din hjælp, søde Pia. De 2 sheltiedrenge er nu smukke og lækre! 

Liam er faktisk dygtig til at stå og få ordnet poter.

Næste punkt for os var agility, og her skulle Keeper for første gang stille op i en konkurrence. I begynder-klassen er der ikke vippe og slalom, og A-bræt og balance er sat ned til lav højde. 
Keepsen klarede sin debut super flot. Det blev til 2 disk, men der var rigtig mange gode momenter. Hun blev fint siddende i start og kunne sagtens søge fremad mod forhindringerne selv. Jeg er så stolt af min lille hund, og jeg fryder mig over hendes udvikling. 

Fokuseret og hurtig. Keeper 💖

Bent og Gimli blev disket i spring-løbet og kom igennem AG-løbet med 10 fejl. Bent er begyndt at løbe hurtigere, og det gør, at han har bedre mulighed for at støtte Gimli undervejs. Det gør, at der faktisk bliver mere ro i deres løb, og det giver rigtig godt flow. Det skal selvfølgelig arbejdes med og forfines, men det virker!

Hazel havde et stjerne godt springløb (fejlfrit og hurtigst af alle), men i AG-løbet reagerer hun for hurtigt på en kommando (irriterende, når hun gør, hvad jeg beder hende om 😇), og det giver lidt rod, der desværre ender i en disk. Men resten af løbet var godt! Indrømmet - jeg er da p.... irriteret. Jeg er der jo for at vinde! Men når det så er sagt, så fryder jeg mig over den gode stime vi er inde i. Især, når jeg tænker på, hvor dårligt vi løb i foråret. Jeg håber, det fortsætter, og at vi får endnu et par gode stævneår, inden hun skal være senior. 

Dagen blev afsluttet med præmieoverrækkelser og til sidst dejlig hjemmelavet kartoffelsuppe.

Under præmieoverrækkelserne præmierer vi også årets hunde i C, B og A-lydighed samt i agility. I år vandt Hazel præmien for Årets agility-hund, og præmien var et smukt hjerte, som samtidig var en lille lampe. Virkelig opfindsomt - og jeg er mega glad for den (og stolt over at have vundet). 

I forbindelse med uddelingen af præmier til årets agility-hund havde jeg kigget på lidt statistik. Da jeg begyndte at føre listerne med årets hunde i 2012, var vi 6 hunde, der gik ud i agility-konkurrence for DcH Næstved, og heraf havde de 5 tællende resultater. Bortset fra corona-året 2020, så er kurven steget lige siden, og vi har i 2022 havde 34 hunde i konkurrence for DcH Næstved, og 26 af dem havde tællende resultater. For første gang i år havde uddelt præmier i alle 3 størrelser (fordi vi nu er så mange), hvor vi ellers har uddelt 1 præmie. Det gør mig super stolt som træner og medlem af klubben. Vi gør os bemærket, når vi er ude. Vores sammenhold er tydeligt - vi hygger, spiser sammen, hepper på hinanden. Jo, det er altid godt at være ude til stævne, når man er fra DcH Næstved. 

Tak til alle, der har knoklet, for at vi kunne få et godt klubmesterskab.

Skulle vi måske så bruge søndagen på at slappe af og hvile ud? Nope - vi havde tid hos Channie. 2 timer, som vi normalt deler med Pia. Desværre havde Pia meldt afbud i dag, så vi fik løbet ret meget, kan jeg godt mærke på min krop her sidst på dagen. Men vi elsker timerne hos Channie. Det er Bents og min egoist-tid, hvor vi får input, som kan bruges både på egne hunde og i vores undervisning af andre. Tak Channie, for din dejlige måde at være på. Du har en kæmpe del af æren for, at vores hunde er der, hvor de er i dag. 😍

Keeper holder øje med Gimli, og Hazel smiler over hele hovedet. 

Den lille sorte skal ikke gå glip af noget. 

Channie og Bent drøfter "taktik"

Hjemturen gik via Sorø, for at hente noget medicin til Bents mor, som desværre igen er på sygehuset. Derfra videre til Slagelse for at besøge farmor. 

Da vi endelig nåede hjem, var det heldigvis stadig lyst, så jeg kunne nå at træne slalom med Keeper. Vi har hegn på, men er begyndt at fjerne sektioner. P.t. har vi 2 sektioner væk. Og Keeper elsker det. 

Så gik der endnu en weekend med hund! Næste weekend er heldigvis helt almindelig træningsweekend. Det er nu heller ikke så dårligt. 

En helt almindelig weekend i november - eller .....

Søndag aften - roen falder på mennesker og hunde - maden er i ovnen, og der er "Carmen Curlers" i fjernsynet lige om lidt. Det har været en helt almindelig weekend i vores liv, og dog......

Fra onsdag til søndag passede vi 2 af Pias hunde. Det er i sig selv ikke noget problem. Livi og Uha flytter ind som den naturligste ting i verden. Livi er glad, bare Bent er der - og Uha, ja hun er jo dronning, så hun styrer huset med fast pote: får den bedste stol i stuen og sover på vores hovedpuder, mellem Bent og mig. Eneste større udfordring er logistikken, når der skal spises. Men det klarer vi også. 

Lørdag fejrede jeg en milepæl i mit liv, da det var 3 år siden, jeg blev ablateret for 2. gang og slap af med mit hjerteflimmer. Om jeg nogensinde slipper af med skrækken for, at det kommer igen - det ved jeg ikke, men jeg nyder hver dag, hvor jeg ikke er nødt til at proppe min krop med betablokkere og alligevel ligge vågen flere timer hver nat, fordi hjertet fiser rundt og danser vildt. Jeg sender masser af gode tanker til privathospitalet Mølholm i Vejle, hvor jeg blev behandlet af Peter Steen Hansen, som både er en dygtig hjertekirurg og et yderst sympatisk og empatisk menneske! Tak for at give mig mit liv igen. Billedet er fra min første ablation for 2½ år siden samme sted. 

Lørdag tilbragte vi i øvrigt i klubben. Undervise og løbe med begynder agility holdet, Bent var på hvalpehold med Liam, og så undervisning af resten af agility-holdene. Det var som sædvanlig en fornøjelse, og det var umanerligt godt vejr, og det hjælper jo også med til den gode stemning på pladsen. 

Vel hjemme igen så blev der slået græs! Jep - her første weekend i november slog vi en del af græsset, så jeg kunne træne slalom med Keeper, uden at alting drukner i højt græs. Det kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har gjort før. Men som sædvanlig hos os, så kan man godt se, hvor man er kommet til. 

Søndag havde vi tilmeldt os agilitystævne på Garbogaard. Jeg havde aldrig løbet der, men jeg kunne godt se, at det var ikke en kæmpe stor hal, og der var ikke voldsomt mange konkurrenter i klasse3, så måske der ud af 4 muligheder var en reel chance for bare et enkelt cert? Oh yes! Hazel vandt den ene ag-klasse og fik sit agility-cert nr. 2. Nu tror jeg faktisk på, at hun kan blive champion, før hun skal løbe senior. 

Jeg elsker jo at løbe med Hazel, og selv om vi havde en virkelig dårlig start på året, hvor vi ikke rigtig trak på samme hammel, så har det i det sidste halve år bare været mere og mere sjovt at løbe med hende, og jeg kunne næsten ikke klare tanken om, at vi ikke skulle løbe stævne igen før næste år. Godt vi tog chancen. Og i øvrigt tak til alle, der var der i dag, for en hyggelig dag. Vi har løbet agility, grinet, sunget og hygget! Det var en kæmpe fornøjelse. 

Sidst - men ikke mindst - tak til Henne Pet Food for at sørge for fantastisk mad med masser af energi til vores hunde. Det kan både ses og mærkes! Og selvfølgelig også tak til min søde mand, der altid er klar på noget agility. Flotte løb, du havde med Gimli i dag. 
Nu glæder vi os bare til klubmesterskab næste weekend.

 

Rygterne siger ..........

 ….. at vi har meldt os ud af alting. Det er nu ikke helt korrekt! Så her kommer den sandfærdige beretning om, hvad der sker i vores liv lige nu.

Jeg arbejder som bogholder – og jeg elsker mit arbejde! Jeg trives med de udfordringer jeg har, og jeg trives med mine kolleger. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg hader at have revision. Så perioden fra maj til juli er hård for mig. Jeg er temmelig ærekær omkring mit arbejde, og jeg bryder mig ikke om, at nogen finder fejl, som jeg har lavet – eller finder noget jeg kunne have gjort bedre! Samtidig er det de måneder, hvor vi træner hunde om aftenen, og jeg vil gerne træne mine hunde! Så hvert år foregår der en kamp i mig med at balancere arbejde og fritid i de måneder, samtidig med at jeg skal forholde mig til revisors syn på mit arbejde. Heldigvis har jeg en god og forstående chef, som formår at hive mig op, når jeg sidder og føler mig som verdens dårligste bogholder! Og mine hunde elsker mig jo altid, uanset hvor meget eller lidt vi træner.

Hundetræning i solnedgangen

I den samme periode har Bent skullet forholde sig til, at hans arbejdsplads på forsyningen i Næstved skulle lægges sammen med den tilsvarende i Slagelse. Der blev lavet mange ”spilleregler” for, hvordan det skulle foregå, og rigtig langt hen ad vejen har Bent været super positiv i forhold til sammenlægningen. Jeg synes, der var nogen ændringer i Bents væremåde og har utallige gange spurgt, om han var stresset i forhold til sammenlægningen, men har fået et ”nej” hver gang.

Vinen slynger sig op ad udhustaget. Hvepsene har spist de sidste druer.

Så blev det sommer og vi havde en dejlig sommerferie med ZAC-camp, Jutlandia-Cup og en uge på Järnavik Camping i Sverige med Hanne og Ivan. Så der kom vi helt ned i tempo. Men tilbage på arbejde blev vi hurtigt hvirvlet ind i den vante trummerum: arbejde, træning, sen aftensmad, sove. Og så er vi færdig med den dag! Jeg fik med hiv og sving hevet min sidste DM-udtagelse i land, men så løb jeg mig til gengæld til en fibersprængning i venstre balle – 3 uger før DM!

Alle, der kender mig ved, at jeg elsker DcH’s DM. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, der er masser af flot hundearbejde, mange gensyn med folk, som man ikke ser så tit, mulighed for at købe en masse ting, man slet ikke vidste, at man manglede, og så selvfølgelig stemningen omkring aglity-banen. Hazel blev årets AG3-hund, hvilket jeg faktisk var super stolt over. Bent var dommer sammen med Gert Bruus, og de havde begge lavet super gode baner, synes jeg. Og det lykkedes faktisk også mig og min fibersprængning at komme igennem lørdagen uden at blive diskvalificeret. Det gik dog ikke længere  end B-finalen, og det er også helt fair, som min situation var. Hazel og jeg var med, og Hazel løb blændende godt!

Dronningebusken tror, at det er forår.

Efter DM havde vi en del hængepartier, som det var svært at få gjort færdige. Bent manglede at aflevere regnskaberne fra campen og klubbens stævne, og jeg havde noget til DcH bladet. Men det var som om energien og tiden bare ikke var til det. Samtidig var Bent begyndt at arbejde i Slagelse. Det er noget mere besværligt for vores 1-bils-logistik, og det viste sig måske også, at ikke alle de aftaler, der var lavet i starten, helt kunne overholdes. I sådan en sammenlægning vil der jo altid være en del ”hug en hæl og klip en tå”, men hvis hæl, der skulle hugges i, se det var jo en anden sag. Bent har i hvert fald i et stykke tid balanceret på kanten af en sygemelding p.g.a. stress.

I uge 38 artede Bents astma sig ikke helt efter aftalen, og han havde været hos sin læge og fået en kur med binyrebarkhormon. Det sker sådan cirka en gang hver andet år, og det plejer at hjælpe prompte. Men denne gang var det som om, det ikke helt slog igennem.

Weekenden den 30/9-1/10 gik det galt. Der var stævne i klubben. Super hyggeligt og godt arrangeret blåbær/klasse 1-stævne. Bent var dommer i klasse 1, og jeg var hjælper. På trods af silende regn det meste af dagen, blev stævnet alligevel afviklet fint og med masser af godt humør. Sådan en gang regn kan ellers godt gøre noget ved folk, men ikke her! Dagen efter var vi hos Channie til træning og forbi Saras nye butik på vejen hjem. Da vi kom hjem, gik jeg fluks videre med arbejdet med DcH-bladets DM-skriverier. En kæmpe opgave, men også en spændende opgave. Bent blev ved med at gå og sige, at han ikke synes han havde det rigtigt ok, og medicinen havde ikke hjulpet på hans astma, så han endte med at ringe til lægevagten, som bad ham komme forbi Slagelse og blive checket op.



Bent blev undersøgt for alt muligt, blodprøver, røntgen m.m., og der var ikke noget, der ikke var hamrende normalt. Han fik astmamedicin i maske og binyrebark i rigelige mængder intravenøst, og det var derfor de gerne ville beholde ham natten over. På sygehuset mente de, at hans astma var ”væltet”, og det kunne meget vel være p.g.a. stres. Næste morgen tidlig var han klar til at komme hjem, og jeg blev også hjemme mandag. Og der tog vi den der alvorlige lange snak om at rydde op i vores liv og prøve at geare lidt ned. Men det betyder jo ikke, at vi har meldt os ud af alt!

Temperaturen sneg sig op på 22 grader på terrassen

Jeg har meddelt bestyrelsen i DcH Næstved, at til generalforsamlingen i januar, hvor jeg er på valg, ønsker jeg ikke genvalg. Og det betyder også at vi begge trækker os fra de ting, der handler om ansvar for stævneafvikling, regnskab for stævner og den slags. Men vi er stadig trænere (og det bliver vi ved med at være), og vi vil stadig være aktive i klubben og hjælpe med stævner og hvor det ellers er nødvendigt. Det er jo ”vores” klub, og vi kan garanteret ikke helt lade være med at blande os.

Bent har besluttet at stoppe med kredsens agility-udvalg ved novembermødet. Arbejdet er ikke kæmpe stort, men en del af det er at finde dommere til stævner i de klubber, der ikke selv gør det, og når det ikke var til at finde dommere til alle stævner, så endte det ofte med, at Bent tog tjansen selv. Bent har bare også brug for at komme ud til stævner og bare være Bent og Gimli til stævne og koncentrere sig om sine egne løb! Bent fortsætter som dommer og i landsagilityudvalget, ligesom jeg fortsætter i DcH bladets redaktion.

Årets sidste høst af tomater. De grønne må syltes.

Så kan der være nogen der spørger, hvorfor i alverden jeg så er startet på uddannelsen til kredsinstruktør. Og svaret på det er, at det er noget, jeg har ønsket mig i mange år. Nu er det endelig lykkedes mig at blive optaget på uddannelsen, og ud over at jeg elsker at undervise, så synes jeg, at jeg har rigtig meget at byde ind med som underviser, både i agility, men også i andre fag.

Det er der, vores liv er landet lige nu – og vi har absolut ikke meldt os ud af alt! Vi skulle have været til Norwegian Open og forbi Hanne og Ivan i Perstorp på vejen, men omstændighederne taget i betragtning (og en spirende forkølelse hos mig), ja så valgte vi at blive hjemme. Så nu har vi 3 dage, hvor vi skal forsøge at lave så lidt som muligt. Ikke noget vækkeur, ingen planer! Det er svært, for når man i lang tid har planlagt nærmest hver time af sin dag, så er det ikke nemt bare at lade stå til! Vi øver os, og vi skal nok blive bedre til det. Det vigtigste er, at vi har hinanden, vores hunde, vores arbejde, gode venner og et godt liv. Det der liv skal så bare lige omdefineres lidt.

Bent sørger for, at vi kan få varme i aften.

Læringen i det her er:
    ·         Tro ikke på noget, du ikke hører ”fra hestens egen mund”.
    ·         Husk at stoppe op og revurdere dit liv en gang imellem. Vi har været heldige! Der er ikke nogen, der alvorligt syge eller døde, vi var bare ”tæt på” at køre os selv ud over kanten.