Lydighedsprøver - skal det nu være moderne?

Da jeg fik Hazel - for ca. halvandet år siden - var det helt klart med det formål, at vi skulle løbe agility.

Det viste sig dog hurtigt, at Hazel er er hund med flere talenter, og da jeg efterhånden havde snuset en del til DcH's lydighedsprogram, så blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det stå sin prøve. 

Jeg meldte rask væk til 5 lydighedskonkurrencer hen over foråret, og med masser af sommerfugle i maven og rystende ben tog jeg afsted til min første konkurrence i Jyderup den 18. marts. Der var ting jeg vidste, at vi havde helt styr på - og der var også ting jeg vidste, at her var vi usikre - men det måtte prøves af.

Hazel og jeg startede i C-klassen, og dommer Kirsten var super sød og god til at sikre dig, at jeg havde forstået øvelsen, inden jeg gik i gang. 

Vi startede med lineføring. På trods af, at jeg "tabte" Hazel lidt undervejs, så blev det alligevel til en fin karakter på 8,6.

Så kastede vi os ud stå og sid - begge til de dejlige max 10 points.

Så blev det tid til spring. En øvelse, der altid er lidt risikabel, når man nu har en hund, der også løber agility, og som har stop-felter. Men vi har arbejdet meget med at komme ind og sidde fint foran, og den gav også max points. 

 

.... og tilbagespring. 10 points.

Apport - endnu en af Hazels favoritter - 10 points.

Og så til dæk, hvor vi missede et halv point p.g.a. en lille skævsidning. 9,5.

Så var vi ligesom igennem de øvelser, som jeg følte mig rimelig sikker i. Den mest frygtede øvelse er rundering. Hazel er i bund og grund en lille blød pige, og hun synes det er lidt overvældende at skulle gå ud og gø ad et fremmes menneske (i det her tilfælde en 2 meter høj mand) der stod inde mellem træerne. 1 point. ........
Feltsøg kan gå begge veje. Dommeren havde lagt 7 af de 9 genstande i et bestemt område, så jeg tænkte at der var den nok igen. Men Hazel mente noget andet. Og lynhurtigt kom hun ud med vanten - og så begyndte festen. Hazel opførte sin lille "jeg-har-fundet-vanten"-dans og nægtede at komme og aflevere. Hm.... Det måtte jeg lige hjælpe hende med. Men hun er nu sød når hun gør det, og jeg er meget opmærksom på, at hun skal synes at det er er det sjoveste i verden, så selv om vi måtte tale lidt om afleveringen, så får hun stadig ros som om hun lige var blevet verdensmester.
På det tidspunkt var hun dog så træt, at hun sådan set var ligeglad med både legetøj og kylling.

Så går det store regne-apparat i gang. Der er forskellige kofficienter til hver øvelse, afhængig af sværhedsgraden. Men udregnet med X og Y og moms og skat, endte vi på 123,45 points, og det rakte til en flot 3. plads. Hold nu op, hvor er jeg lige stolt af min lille brune chokoladeknap. Vi var så meget ude af vores komfortzone, Hazel og jeg, og så alligevel at ende med så flot et resultat.

Det gav oven i købet det, der hedder en halv oprykning. Når man har fået 2 halve oprykninger inden for et kalenderår, så må man rykke til næste klasse næste år.

Ud over en dejlig oplevelse med min hund, ja så fik vi også mange nye venner den dag. Søde folk, som vi kommer til at mødes med flere gange. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

I dag har vi gentaget hele showet igen. Denne gang øgede vi vores points med 2,5 og endte på 125,9. Og det bedste af det hele var, at hun glad løb ud til figuranten og gøede som om hun blev betalt for det. Så missede vi nogle andre ting, men sådan er det jo, når vi har at gøre med levende dyr.

Det blev igen til en tredieplads efter søde Trine med lækre Tesla, der scorede 146 points efter et mega flot program, og Bjarne og Balou, som også kom igennem med mange flotte points. Tak for en hyggelig dag.

Færdige i Haslev kørte vi tilbage til Næstved, hvor Bent sammen med Morten holdt træningsweekend for en flot kommende agility-dommere. Da de var færdige og næsten alle var kørt, ja så fik hundene lige en fræse-tur på pladsen. Og det var tydeligt at se på Hazel, at selv om hun var mentalt træt, så nød hun at få lov at strække ud i vildt løb sammen med Blitz og drengene.

Næste weekend er det så Faxe, og jeg glæder mig allerede til en ny dejlig oplevelse med chokoladeknappen - uanset resultatet.

Når forandringernes vinde blæser .......

I oktober 2012 blev jeg ansat i det daværende Maskincenter Sjælland's bogholderi, primært med henblik på at passe debitorerne. Det udviklede sig dog, så jeg efterhånden fik flere og flere forskellige bogholderimæssige opgaver, hvilket passede mig rigtig fint, da jeg jo elsker at arbejde med tal og systemer.

Skæbnen ville dog, at min arbejdsplads omkring årsskiftet 2015/2016 blev solgt til en noget større bilimport-koncern, som ud over biler nu også gerne ville importere John Deere maskiner. Det gav lidt udfordringer for mig, da alt mit arbejde blev flyttet til koncernens servicecenter i Højbjerg ved Århus, men jeg blev tilbudt andre opgaver, og i kraft af gode kolleger og masser af spændende anderledes arbejdsopgaver, så synes jeg, at jeg har haft en rigtig dejlig arbejdsplads de sidste år.

Men intet varer evigt - åbenbart heller ikke de gode arbejdspladser, og for ca. 3 uger siden fik vi at vide, at alt firmaets administration (som jeg var en del af) skulle flyttes til Vejrup, lige nord for Esbjerg. Og jeg fik da også tilbuddet om at flytte med !!!   Min første tanke var totalt panisk, at nu smuldrede hele vores liv. Men sådan var det jo ikke, og da først vi havde vendt situationen herhjemme, ja så faldt der lidt ro over tingene igen. Der var jo i hvert fald lige et stævne, der skulle overståes - og en influenza, der skulle ud af kroppen, før jeg kunne agere ordentligt.

Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at når forandringernes vinde blæser, så er der nogen der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller. Og da jeg først fik trukket vejret helt ned i maven, så kastede jeg mig ud i at bygge vindmøller. 

Jeg opdaterede mit cv og min profil på diverse jobdatabaser, og sidste lørdag stødte jeg så på det første interessante job. Faktisk lidt mere end interessant, for det var et regnskabskontor, der søgte en bogholder. Et job, som var "lige mig" - og som jeg nok også kunne have fundet på at søge, selv om jeg ikke var i den situation, som jeg nu var. Jeg elsker jo at arbejde med bogføring og regnskaber.

Så søndag sendte jeg en ansøgning afsted og allerede mandag blev jeg ringet op, om jeg ville komme til samtale. Om jeg ville ????  Ja for pokker!!

Onsdag var jeg til samtale - og onsdag aften blev jeg ringet op, at jobbet var mit. Sådan Marianne. 60 år og nyt job på mindre end en uge, da først jeg gik i gang. Jeg synes faktisk godt jeg kan tillade mig at være stolt af mig selv.

Oveni har min nuværende arbejdsplads været så large, at de har "sluppet" mig med udgangen af marts måned, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Så 1. april (nej, det er ingen aprilsnar) er jeg klar til at starte på nyt arbejde. Og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til tal og regnskaber og bogføring, for det er jo det, jeg brænder for.

Til alle andre, der måtte komme i den situation kan jeg kun sige: kom ud og byg nogen vindmøller. Det kan lade sig gøre. 

DcH Næstved - indendørs stævne 4/3 2018

Lige siden min border collie "Hazel" blev født den 20. august 2016 (det er hende til højre på billedet) har der været en dato, der har stået lysende klart for mig: 20. februar 2018 ville hun være gammel nok til at løbe konkurrence - hvis hun altså var klar til det.

Da stævnerne begyndte at tikke ind i stævnekalenderen for 2018, ja så stod det jo hurtigt klart for mig, at der ikke var meget at komme efter lige efter 20. februar, bortset fra DcH Vejle (hvor jeg alligevel kørte til) - så derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da jeg foreslog Bent, at vi forsøgte at arrangere et indendørs stævne selv.

Via en kursist på et af vores hold kom vi i kontakt med Baunehøj Ridecenter, hvor vi havde mulighed for at leje et ridehus. Vi var ude og se på stedet, og det så umiddelbart meget fint ud, men der var alligevel stadig ca. 1000 ubesvarede spørgsmål. Alligevel tog vi en dyb indånding og sagde: Yes - det gør vi. 

Forberedelserne gik fint. Vi endte på astronomiske 78 tilmeldte hunde (jeg havde været tilfreds med 40 - og begejstret for 60). Rigtig mange havde meldt sig som hjælpere (luxus). Vi havde udliciteret køkkentjansen til Rideklubbens venneforening (Yeaha - det gør vi igen). Med så mange hunde måtte vi ud og hente en dommer mere, og heldigvis sagde Inger Jensen ja, så Bent ikke skulle køres helt i sænk. Kæmpe tak til Inger for at træde til med så kort varsel.

Og så skulle der vel ikke være mere, der kunne gå galt .........

Og dog - i ugen op til stævnet skete der faktisk to ting, der ændrede meget, men som heldigvis ikke fik ødelagt stævnet. Den første var: SNE. Så snart man kom nord for Næstved var der ikke meget af det, men fra Næsted og sydpå var der masser. Den anden ting var: INFLUENZA. Influenzaen kastede sig over mig torsdag aften med sådan en kraft, at jeg faktisk var fuldstændig ligeglad med stævnet! Jeg var også ligeglad med alt andet end min seng og min dyne. Hvis det ikke var "bad luck" for alle pengene, ja så ved jeg snart ikke......  Bent var heller ikke for rask, men han måtte lige samle trådene i løbet af lørdagen og så bare håbe på, at alting virkede søndag.

Se her kommer en tredie faktor ind i spillet, og det er

VORES FANTASTISKE KLUBKAMMERATER

Uden jer, var det ikke lykkedes at afvikle stævnet så flot. I er de bedste!!!  Alle jer, der var med til at hjælpe både lørdag og søndag:

😍  TAK  😍

Lørdag blev banen pakket ud af sneen og på to trailere kørt til ridecentret. 

På ridecentret blev der tømt trailere og bygget bane - og i øvrigt gjort klar, så der var mindst muligt arbejde søndag morgen.

Og på forunderlig vis - sådan som det altid er med stævner, at når først dommeren har fløjtet den første hund i gang om morgenen, ja så kører det jo.

Tak til Miriam fra DcH Jyderup for at snuppe opgaven med at skrive i bøger. Så havde Bent den opgave mindre.

Og alt mens det her foregik, ja så lå Hazel, Dazzler, Tough'Y, Fanta og jeg hjemme i soveværelset og måtte nøjes med små updates på mobiltelefonen. Det var jo ikke det, der havde været meningen!!! Men når nu det ikke kunne være anderledes, så er jeg kæmpe glad for, at det gik så flot.

Ca. en halv time efter at sidste hund havde fået sin præmie, ja så var det hele ryddet og pakket på traileren. Jeg har endnu ikke noget overblik over resultaterne, for nu ligger Bent nemlig med næsen i vejret. Men de skal nok komme så hurtigt som muligt. 

Så var det bare at køre tingene retur i klubben og tømme traileren. 

Med den slags klubkammerater er det ikke noget problem at afvikle et agility-stævne, selv om jeg manglede (hm.... stof til eftertanke ).

Og jeg tror godt jeg allerede nu tør sige, at vi gentager successen næste år. Men forhåbentlig med mindre sne og uden influenza.

Stævnedebut for Hazel og tøsetur til Hedensted

Tirsdag i sidste uge – altså tirsdag den 20. februar – nåede vi endelig til den dag, som jeg har set frem til i laaaaang tid: den dag, hvor Hazel blev gammel nok til at måtte løbe agility-konkurrencer.

Det har været en fantastisk rejse at nå hertil, hvor vi er nu, men jeg har nydt hvert eneste skridt på den tur, og jeg følte, at både Hazel og jeg var SÅ klar til vores første konkurrence. For at få afprøvet, om min mavefornemmelse nu var rigtig, så måtte vi lige et smut til Hedensted, hvor DcH Vejle afholdt konkurrence på Sannes Hundecenter. Men det er jo ingen sag, når vi samtidig kunne lave det til en super hyggelig tur sammen med Izmoo, Zoomi, Uha, Waboo og Pia.

 

Vi havde booket os ind på B&B hos Dannevangs Hesteri. Super hyggeligt sted med masser af islandske heste lige uden for vinduerne. Fine værelser, fint opholdsrum, pænt og rent. Helt klart et sted jeg kan anbefale, og perfekt, hvis man skal på Sanne’s Hundecenter. Der var ca. 5 minutters transport i bil.

Fredag aften hyggede vi med Pia’s medbragte lækre salat og X-factor på I-pad’en. Og det var ikke meget jeg sov den nat. Selv en gammel ”agility-rotte” kan altså blive nervøs. For selv om jeg var helt sikker på, at Hazel var på alle måder klar, ja så er det stadig et levende væsen, der er i den anden ende af snoren, og indtil man har prøvet det af, så ved man jo ikke, hvad der sker. Heldigvis synes Izmoo, at det var helt ok, at jeg var vågen, for så blev hun rigtig meget nusset den nat.

Solopgangen lørdag morgen.

Lørdag morgen var det op og afsted, og hurtigt var vi i gang med det første løb. Agility klasse 1! Vores aller første rigtige konkurrenceløb. Og selv om jeg havde forventet, at Hazel ville være cool og arbejde fornuftigt som hun plejer, så var det så sjovt at opleve, hvordan hun var. Mens vi ventede på at starte var der lidt knas med højttalerne, og der var en port som larmede, når den gik op og i, så hun var en lille smule trykket. Men så snart hun sad ved start og jeg gik fra hende – ja, så var hun helt som forventet. Arbejde koncentreret og fornuftigt. Ikke verdens hurtigste debutløb, men det skal nok komme. Det er jeg slet ikke nervøs for. Blev siddende i starten – fik alle sine felter – forstod mine anvisning er og min handling. Af en eller anden grund trak hun ud og løb forbi sidste spring (jeg har måske trukket hende ud), hvilket gav en vægring. Resten var fejlfrit. Det blev til en 9. plads, og det debutløb kan jeg kun være super tilfreds med.

Video af AG1: https://youtu.be/1UX46TT8VzU

Phew, så faldt nerverne så småt ned på plads, og jeg begyndte at trække vejret og sige andre sætninger end ”ej, hvor er jeg nervøs”. Pia var en uvurderlig hjælper! Jeg startede temmelig tidligt i de fleste klasser, og når jeg havde gået bane, ja så stod Pia med Hazel, så jeg kunne være klar til at løbe. Kæmpe TAK for det !!!

Næste klasse var Agility åben. Så var sværhedsgraden jo hævet, og så hævede mine nerver sig igen en smule. Dog på ingen måde i nærheden af, hvor de havde været om morgenen. Og Hazel kvitterede igen med et smukt løb. Røg forkert i en tunnel – shit happens. Alt andet sad lige i skabet. Alt det handlingsmæssige gik så smukt. De ting jeg forventede, at hun ville kunne – ja dem kunne hun. Så begyndte jeg allerede at glæde mig til næste løb, som var spring åben.

Video af AG åben: https://youtu.be/MRhvThYL8PE

Ind imellem blev der også tid til lidt leg med yndlingsveninde Waboo. 

Spring åben blev til et rigtig fint løb med en enkelt vægring fordi Hazel løb under et spring. Hvorfor? Ja, det er ikke til at vide. Det vigtigste for mig er, at alt det handlingsmæssige igen fungerede. Og vi blev endda stadig nr. 23 ud af ca. 60 hunde. Jeg kan se, at på de billeder, der er taget af mig den dag, så gik jeg rundt med sådan et fjollet/saligt smil på hele dagen. Hold nu op, hvor var jeg glad – og stolt af min hund. Nå ja, og også lidt stolt af mig selv.

Video af spring åben: https://youtu.be/PRFbnQA1Mu0

Vi sluttede dagen med spring 1, og jeg kunne godt se på Hazel, at hun var begyndt at skrue lidt ned på batterierne, så jeg havde besluttet mig for, at gik det i koks, ja så skulle vi bare fjolle lidt rundt og have en fest. Men vup vup – så løb vi et fint fejlfrit løb og blev nr. 2. Nå ja, så blev jeg nok sådan lidt tudefjæs-agtig-glad. Hazel viste virkelig i løbet af lørdagen, at hun har forstået opgaven. Og jeg er så mega stolt af hende, at Pia burde have en medalje for at kunne holde ud at være sammen med mig – først nervøs fredag, og så glad med fjolle-glad lørdag.

Video af spring 1: https://youtube.com/watch?v=RlBVlCG5pg0

Nu glæder jeg mig helt vildt til stævnet i Næstved på søndag.

4 venner på tur: Waboo, Izmoo, Zoomi og Hazel.

Så gik det ellers tilbage til det lille B&B. Det blev til en lille hyggelig luftetur, hvor vi alle sammen fik kigget lidt på heste. 

Og så var det ellers ind i varmen. Hazel og Waboo, som på turen blev bedste-veninder, tog en ordentlig lege-tur. Og endte med at falde om ved siden af hinanden på gulvet. Vi hentede mad på det lokale pizzeria, og kl. 21.15 var der lukket og slukket. Kulde, oplevelser og frisk luft havde pillet den sidste energi ud af os.

Søndag var for mig bare afslapningsdag. Jeg skulle hjælpe Pia og filme, men jeg havde også masser af tid til at gå ud og lægge nogle ting ind mellem træerne, som Hazel kunne finde. 

Hazel og jeg slapper af i stolen, mens jeg ser på agility. 

Vi fik også trænet lidt almindelige lydighedsøvelser, både udenfor og inde i hallen, mens der blev løbet på banen, og igen viste hun sit kæmpe format. For når vi træner, ja så træner vi. Og så er det ok, at de løber agility lige ved liden af.

Da Pia var færdig med at løbe sine løb, ja så ringede vi til Bent og bestilte aftensmad, pakkede sammen og satte kursen mod Sjælland igen. Vel ankommet til Bisserup lukkede vi de 5 hunde vi havde i bilen sammen med de 5, Bent havde haft derhjemme. Fuldstændig problemløst. Det er altså bare så dejligt, når det kan lade sig gøre. Bent havde tryllet dejlig mørbradgryde, og med god varm mad i maven, ja så kom trætheden krybende.

Efter sådan en weekend føler jeg mig som verdens mest privilligerede og taknemmelige menneske. Tak til Pia for en dejlig tur. Du er fantastisk at være på tur med. Vi er som et gammelt ægtepar (på den gode måde). Tingene glider nemt, ingen diskussion, masser af hygge og god snak. Tak fordi du er som du er. Den bedste ven man kan ønske sig.

Denne weekend har været kulminationen på og bekræftelsen af alt det jeg har drømt om siden Anne Kew i februar 2016 kom og fortalte mig, at hun agtede at lave hvalpe på Merry Hoppins, som jeg jo har været fan af lige siden hun var en lille hvalp. Tak Anne for at Hazel blev min. Som vi talte om i weekenden, så er hun den hund, jeg har ventet på i flere år. Jeg elsker hende til månen og tilbage igen. Og jeg glæder mig til alle de oplevelser vi skal have sammen.  

2 gode vinterweekender

Til min fødseldag i december fik jeg sådan et fint lys-skilt som symboliserede, at vi - d.v.s. Bent, Andreas, Signe og mig, skulle ind og se musicalen Chess fredag den 19. januar. Det har jeg glædet mig rigtig meget til, og det blev en super fantastisk aften.

Vi startede med at spise i Tivoli Food Hall - en slags marked, med masser af boder/restauranter og så lidt primitive bord/bænke midt i det hele. Vi fik lækker sushi mens vi hyggede os med at betragte menneske-virvar'et. Københavns hjerte fredag aften - der er godt nok mange sjove mennesker.

Efter maden satte vi kursen mod Tivoli's hovedindgang. Der var lavet en oplyst allé gennem Tivoli ind til koncertsalen, så det var en flot tur ind gennem Tivoli. Og det var jo også premiere-aften, så ud over os, ja så var der også alle de andre kendisser, som skulle fotograferes til Billedbladet.

Chess handler jo om den kolde krig og striden mellem USA og USSR. Musikken er skrevet af de gode ABBA-drenge, og enhver musical-fan kan synge "Anthem" - om end nok ikke lige så flot som Stig Rossen. Det var nemlig ham, der havde hovedrollen, og han passede perfekt til den rolle. Anthem kom lige før pausen, og jeg tror der må have været mange, der havde gåsehud under den sang.

I øvrigt var alle roller super godt besat, og så var det hele selvfølgelig krydret med et flot kor, der kunne både danse og synge. Derudover var scenen et kunstværk i sig selv. Lavet som et stort skakbræt, med glasvægge, der kunne laves om og lukkes op og i, så var det hele utrolig facinerende, med ganske få virkemidler.

Den kvindelige hovedrolle havde Xenia Lach Nielsen. Hende havde jeg ikke hørt før - men hold da lige op, hvor hun kunne synge. Fantastisk flot. Det var en kæmpe oplevelse at se og høre.

Det er jo dejligt, at have børn som deler ens musiksmag. Tak Andreas og Signe for en fantastisk aften.

Lørdag  var det tidligt op. Bent skulle til årets første DcH-agility-stævne i Højme, og han skulle køre med Rune denne weekend, hvor det var små- og mellem-hunde. Det var Tough'Ys tur denne weekend, og Totten kvitterede for turen med 2 DM-udtagelser, en i spring og en i agility. Dygtig lille Tot. I øvrigt var DcH Næstved fint repræsenteret på Fyn, og der kom et par DM-udtagelser mere ud af den weekend. Det bliver spændende, hvor mange vi skal af sted til DM i år.

Søndag kørte jeg med til Fyn. Jeg havde fået nogle penge i fødselsdagsgave, og dem havde jeg brugt på at leje Active-Dogs hallen og Ann-Britt i et par timer. For ikke at køre Hazel alt for træt, så delte jeg mit lille mini-kursus med Anne (kennelmutter), og det var rigtig sjovt at få lov at vise, hvad Hazel har lært. Nu glæder jeg mig sååååååå meget til stævnestart og til Dong Summercamp og til lydighedskonkurrencer og  masser af andre gode oplevelser med min lille brune stjerne.

Så var der lige en afslapnings-weekend i mellem, med normal træning og hygge, og denne weekend gik det så løs igen i Højme. Denne gang var det de store hunde, og Bent kørte sammen med Michael (så havde jeg stadig bil herhjemme). Også denne gang var DcH Næstved godt repræsenteret med hele 6 hunde den ene dag og 4 den anden dag. Det er rigtig dejligt, at der efterhånden er flere, der har lyst til at tage ud til stævner.

Blitz testede denne weekend Kingsmoor's nye energi-pølser. Det har nok været en kombination af den og de "minus 1,5 kg" der gav hende noget mere speed på end der plejer at være - så Bent's og Blitz' koordination var ikke helt i vinkel. Der blev desværre ikke nogen DM-udtagelser til dem, men til gengæld en masse flotte "lige-ved-og-næsten"-løb.

Jeg holdt skansen herhjemme. D.v.s. Hazel og jeg var til træning lørdag formiddag, hvor vi gik spor. Der var vi nok lidt rustne i mælet, så den skal lige graves frem igen. Agility var aflyst, da banen er for glat, så det blev til hyggesnak og kaffe hos Pia, og så hjem og slappe af i sofaen. Søndag brugte jeg på at træne lydighed i sneen med Hazel og nogle gode venner. Jeg bliver aldrig træt af at træne med den hund!!!  Efterhånden har vi styr på de fleste øvelser i C-programmet. Det bliver spændende at komme ud og få det testet af.

Næste weekend står den på agility-kursus i Ringsted. Det skal nok blive sjovt.

Så gik 2017 - status og planer for 2018

Ny sponsor

2017 blev året, hvor vi fik en ny sponsor. Vi er super glade og stolte over at være ambassadører for Kingsmoor Petfood. Vores hunde har spist Kingsmoor i mange år, og det har de fungeret godt med. Vi er også rigtig glade for i 2018 at fortsætte vores aftale med Kingsmoor. Og så har jeg i øvrigt altid været vild med Kingsmoor's flotte logo, som nu er på vores stævnetøj.


Zippo

Som tidligere år gik januar og februar mest med træning, vinterhygge med familien og et par enkelte indendørs stævner. Vejret artede sig nogenlunde, og Zippo havde det faktisk rigtig fint, efter sin store operation i sommeren 2016. Men 29. januar fik vi lige en ordentlig mavepuster, da jeg igen fandt et stort brok på Zippo. Det blev bekræftet hos vores egen dyrlæge, og torsdag den 2. februar blev Zippo opereret på Faxe Dyrehospital. Denne gang dog uden restriktioner for hans fremtid, forstået på den måde, at når operationen var helet efter 4-5 uger, så kunne vi begynde genoptræning - og ikke mindst agility. Så jeg var kisteglad, og Zippo endnu mere. Til stævnet på Bornholm i marts fik han lov at "re-debutere" i seniorklassen, og han nød det bare så meget.



Resten af foråret og sommeren fik vi masser af gode stævnedage - men 2 store operationer havde sat sine spor i hans godt brugte krop. Problemer med stofskiftet gjorde, at han tabte sin pels, men heldigvis ikke sit humør og sin energi. Men i slutningen af august slukkede hans krop ned i lyntempo. Fra at have løbet stævne om søndagen til at være væk tirsdag. Tak for 10 fantastiske år. Du var en ener min ven. Nu bor du for altid i mit hjerte 💗

Dazzler

Dazzler har også haft en fin senior-sæson. Han var med Jannie Dibbern til Dania-Cup, og de har også løbet lidt DKK-stævner i løbet af året. Tikkie har løbet lidt DcH-stævner med ham, og så har han selvfølgelig løbet med Bent. Faktisk var det sådan, at i DcH's konkurrence om at blive årets senior i mellemstørrelsen, der blev Zippo nr. 1 - og Dazzler nr. 2. Foulapower. Planen er da også, at Bent og Dazzler skal ud og have nogle senior-løb i 2018, afhængig af, hvor meget han kan holde til.

Blitz

Blitzepigen har haft en rigtig fin stævnesæson. Hun lagde hårdt ud med at blive springchampion på Bornholm i marts, og derudover fik hun 2 AG-certer i løbet af året - så nu mangler der kun det sidste. 

Blitz fik også kvalificeret sig både til DKK-DM og DcH-DM. Men hen på efteråret blev hun faktisk lige så stille lidt for tyk. Ikke så meget at vi selv så det - men pludselig vejede hun alt for meget. Det er jo ikke særlig godt, når man er en agility-hund. Så da vi i efteråret havde fået hende checket for alt muligt andet (primært fordi Bent synes hendes mave føltes mærkelig), så kom hun på Kingsmoor Chicken, low energy. På 2 måneder har hun tabt sig 1,5 kg. - og det går stadig den rette vej, hvilket kan ses både på energi og fart. Godt det ikke var andet, selv om det er dumt ikke at få øje på det! 

I november opdagede vi pludselig en underlig lille "dut" på Blitz' ben.Ca. en halv centimeter stor, men alligevel nok til at vi blev mistænksomme. Så af sted til dyrlægen igen. Peter dyrlæge tog en nåleprøve fra knoppen, og i den fandt han mastceller, hvilket som regel betyder, at der er cancer i knuden. Bom, en maveplasker vi fik der. Nå, men 2 dage senere kom knuden væk, og efter hvad der føltes som års ventetid, men som i virkeligheden kun var en uges tid, ja som kom svaret, at der ikke var cancer i det, der var sendt in. Phew - så skulle vi bare have benet lægt igen efter operationen. Det er jo ikke nemt at fjerne så meget som muligt på en ben, og så stadig have noget at sy i - men lige så stille gik det den rette vej, og nu er der kun et lille lyserødt ar tilbage. 

Nu satser Bent og Blitz på, at alle genvordighederne er over, så de målrettet kan gå efter en plads på landsholdet igen i år. 



Fanta

Vi er helt stoppet med at løbe agility med Fanta. Det er ikke fordi han har problemer med springene som sådan. Vi har haft "Early take-off" i flokken, så det ved vi godt, hvordan det ser ud. Det er bare som om han ikke kan håndtere "friheden" i at løbe agility. Så er det som om han kammer helt over og bare løber forvirret rundt. Det var ikke sjovt - hverken for Fanta eller os. Så nu går han lydighed med Bent. De bliver stadig bedre og bedre. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det aldrig har været Bent's yndlingsdisciplin - men vi går på et hold, hvor der også er plads til den slags. De hygger sig, og de er dygtige. Det er helt klart, at Fanta's yndlingsøvelse er spor. Han elsker det, og han er god til det. Og vi har det fint med, at det er sådan, det er.

Sandsynligvis skal han være far her i begyndelsen af det nye år. Vi går i hvert fald spændt og venter på sikre tegn på drægtighed hos den tæve, han var på besøg hos i juleferien. Det bliver søde dejlige lækre og sunde hvalpe, og vi glæder os til at byde Fanta's første børn velkommen til verden.

Tough'Y

Der er ingen tvivl om, at han kan tage det velkendte "charme, selvtillid og lækkert hår" til sig som sit valgsprog. Han er kommet godt i gang med sin agility-karriere, og rykkede i løbet af året op i klasse 2, både i DcH og DKK. Det er tydeligt at se, at han synes det er sjovt. Men det er også tydeligt, at han løber ikke hurtigere end hans fører gør, og der kom jeg lidt til kort. Så derfor er det nu Bent, der løber med Totten. Så kan Bent jo også hele tiden huske, hvordan små hunde løber, når han nu som dommer sidder og kreerer baner. 

Hazel 

Åh ja, hun er hunden jeg har drømt om i flere år, og hun lever til fulde op til min drøm. Ingen tvivl om, at jeg elsker mine sheltier, men hold nu op, hvor er det fantastisk at træne border collie. 

Hazel elsker at arbejde, og hun har helt fra hun var ganske lille kunnet holde koncentrationen helt vildt længe. Hun er lige glad med, hvad vi laver, bare vi laver noget. Spor, lydighed, agility, tricks - alt hvad jeg har præsenteret hende for har hun bare taget til sig. Hun har startet sin agility-lærdom op hos Channie, og det har været et vildt trip - allerede nu. Jeg glæder mig så meget til at vi skal ud og starte stævner. 

Vi har trænet lydighed i DcH-regi, og det er jeg faktisk blevet ret så grebet af. I sommers var vi til kredsens hundefører-weekend på 2 dages lydighedskursus med dygtige Peter Knudsen som instruktør, hvilket i øvrigt affødte mange bemærkninger som "Er det ikke en fejl, at du står på lydighedsholdet?" Men nej, det er ikke nogen fejl. Vi stillede op til klubmesterskabet og blev rent faktisk nr. 5, og nu har jeg meldt mig til 3 lydighedsprøver her i det tidlige forår. Så må vi se, hvordan det går. Jeg er jo i den heldige situation, at jeg aldrig har konkurreret i DcH i lydighed tidligere, så jeg får lov at starte i C-klassen. Lucky me! 

Til gengæld er Hazel kedelig at bo med. Hun gider ikke nusse og kæle. Ligger hellere ude i haven og holder øje med flokken (incl. vejen og naboen). Hvis der sker for lidt, ja så kan hun sagtens fortælle os at hun keder sig - med lyd! Men alt det kan jeg sagtens leve med, for jeg ved jo, at i samme øjeblik jeg tager træningsvesten på, ja så er hun klar. Min lille stjerne. 

Årets sommerferie

I år fravalgte vi ugestævne til fordel for en udenlandsrejse. Vi havde talt om det længe, men der var hele tiden en masse stævner, som vi synes vi absolut måtte deltage i. Men i 2017 gjorde vi noget ved det. Google er min ven, og den vej fandt jeg frem til rejseselskabet Mountain Adventures, som faktisk solgte vandreture specielt beregnet på at have hund med. Både i Italien, Tyskland og Østrig. Vi fandt en tur i Østrig, der passede os fint, og det blev en fantastisk oplevelse. Vi valgte kun at tage borderpigerne med, så her skal endnu en gang lyde et kæmpe tak til vores hundepassere! Uden jer var det ikke blevet den samme ferie. 

Vi gik ca. 12-15 km. om dagen, kørte i bus, sejlede med små og større færger, kørte i tog, spiste på restaurant - og alt det tog pigerne i stiv pote. Vejene vi gik på var forholdsvis pæne, men alligevel lykkedes det for mig at falde i mine egne snørebånd og falde så uheldigt, at jeg brækkede venstre håndled, og nå ja, slog hele kroppen og hovedet, så jeg var gul og lilla flere uger efter. Men det afholdt os nu ikke fra at gå videre. Vi traf nogle lidt andre valg, men vi fik stadig en helt unik tur ud af det. 

På vej hjem havde vi fået lov at besøge Katja Pohlers, som bor i Sydtyskland, har kennel "Silent Storm" og ejer Hazels smukke far Smile. Det blev til et par helt utrolige dage sammen med Katja og hendes hunde, hvor vi både fik prøvet at hyrde, fik set lidt af omegnen og fik drukket rødvin på terassen i regn og torden, mens vi snakke om - nå ja - hunde, hunde og hunde. 

DM - både det ene og det andet 

Både Blitz og Tough'Y havde kvalificeret sig til begge årets DM'er. Og begge skulle til DKK-DM løbe både individuelt og hold. Der blev i år ikke nogen fantastiske resultater, men som altid nogle dejlige dage med alle hundetosserne. 

DKK-DM var henlagt til Vejen idrætscenter og arrangementet "Hund i fokus" - men fokus var i hvert fald ikke på aglity, som var puttet længst væk bag nogle træer, så vi ikke forstyrrede de andre discipliner. Banen var ikke særlig god, og området var meget vådt. Til gengæld brugte man den mest utrolig flotte græsplæne lige midt i arealet på "kom og få bedømt din hund af en udstillingsdommer, som måske kender din race - måske ikke". Det arrangement fik ikke mange plus-points fra mig.

DcH-DM var til gengæld som sædvanlig flot, festligt og fornøjeligt.  Vi var 4 hundeførere og 5 hunde af sted fra DcH Næstved til agility - og en til lydighed. Vi kunne i år brillere med årets yngste hundefører, idet Tikkie på 14 år var med og klarede sig rigtig fint. Faktisk kunne mange voksne hundeførere lære noget af Tikkie, for uanset hvordan hendes hund Falcor løb på banen, så var hun et stort smil og fuld af ros til hunden når hun kom ud af banen. Det er ikke altid det er tilfældet med de voksne, når det ikke går som man gerne vil. 

Bent og mig

Jamen vi har nok givet den lidt for meget gas - igen i 2017. Vi er rigtig gode til ikke at sige "nej" til ret meget, og derfor bliver vi nogen gange lidt for hårdt spændt for. 

Bent har været ude som dommer 23 dage i løbet af stævnesæsonen (både DcH og DKK). Ud over at han har løbet med sin egen hund. Så er der altså ikke meget tid til at sætte sig ned og smække benene op og slappe af, når man også ved siden af skal passe job, undervisning og træning. 
Og jeg har åbenbart løbet rundt med en achillessene, der har været lidt i stykker. For at kompensere fik jeg så lavet mig en overbelastningsskade på det modsatte knæ. Flot, Marianne. Men ikke så sært, at jeg har haft svært ved at løbe. Senen er som den er. Den skal nusses og masseres, men den er omgivet af en masse dumt og kedeligt ar-væv, som gør at det nogen gange gør ondt at løbe. Knæet går heldigvis bedre. Så jeg satser på 2018!

Afslutningen af året

Den næstsidste ting, der skete i 2017, var at jeg fyldte 60 år. En dag, som jeg havde glædet mig til i lang tid. Vi samlede venner og familie til brunch, og det blev lige præcis den hyggelige dag jeg havde ønsket mig. Jeg fik fantastiske gaver, både dem der stod på min ønskeseddel og nogen, jeg slet ikke vidste jeg ønskede mig, min søster holdt tale og havde lavet sang, og vi fik ud over dejlig mad også en helt fantastisk kage. Tak for alle gaver og hilsner. Det gør ikke ondt at blive rundt. 

Og så sluttede vi året som vi har gjort det de foregående 2 år, i sommerhus i Nordjylland. Igen år holdt vi både jul og nytår i Saltum. Det er bare "balsam for sjælen", selv om det tog et par dage, inden vi fik tempoet helt ned i "slow". 

Andreas var med, og verdens sødeste Signe dukkede op i løbet af ferien. Det blev gået ture, spillet spil og spist dejlig mad. Ren hygge og afslapning.

Sådan kom vi i god ro og orden ind i 2018. Vi ses derude.😍