lørdag den 28. marts 2015

Weekend på Vilhelmsborg

Et af de mest sikre tegn på, at foråret er på vej, er DcH Risskov's stævne på Vilhelmsborg - om end vi har været der i meget forskelligt vejr, lige fra 16 graders frost til det mest vidunderlige forårsvejr.

Min weekend startede nu allerede onsdag :-)  Jeg har i år været i den helt usædvanlige situation, at jeg ikke har brugt alle mine feriedage, så der er masser at tage af her i foråret. Onsdag havde jeg derfor planlagt at besøge min søster Ina. Ud gennem mit køkkenvindue kunne jeg se den flotteste solopgang bag naboens hus, så det tegnede til at blive en flot dag.

Efter en god kop kaffe gik Ina og jeg en dejlig tur med Fanta og Zippo. Vi gik syd for Jyllinge langs stranden i det flotteste vejr.

Men selv om vejret var flot, så blæste der en rigtig stritøre-vind :-)

Undervejs på turen kom vi til et udsigtstårn. Zippo drønede op ad trappen som om det var det mest naturlige i verden.

Fanta skulle have lidt mere betænkningstid - men endte dog med at bestemme sig for at komme op til os andre. Dygtig lille fyr!

Udsigten fra tårnet var rigtig smuk, ud over Roskilde fjord og Eskilds Ø.

Vel tilbage hos Ina faldt der ro over hundene. Fanta fandt sig en god plads på måtten lige inden for døren.

Og Zippo gik omkuld lige midt på stuegulvet. Det er en fornøjelse at have de 2 drenge med på besøg. Og Fanta var næsten ikke oppe i sofaen .........

Torsdag startede lige så smukt som onsdag - om end noget mere kold. Der var i hvert fald frost på bilen.

Og jeg skulle jo bruge bilen :-) så "stakkels" Bent måtte af sted på arbejde til fods og med bussen.

Formiddagen bød på masser af ting, der længe var blevet udsat: bl. a. skulle brillerne rettes og håret skulle klippes. Efter frisøren havde Karin og jeg aftalt at gå en tur med vores hunde, og vi mødtes ved Rådmandshaven for at gå en tur langs Susåen. Himlen var bare så flot blå.

Og de 4 sheltiedrenge hyggede sig. De kender jo hinanden godt, både de små og de gamle. Og hvor er det sjovt at se, at når vi bare gik hen ad stien, så gik de i 2 små grupper: Karin's hunde sammen og mine hunde sammen - men når vi så mødte en fremmed hund, ja så rykkede de sammen. Hej du, kom bare an, hvis du tør, for vi er nemlig 4 gutter, der holder sammen. De er bare så søde.

Efter traveturen kørte jeg til Tappernøje for at besøge vores søde sponsor. Bent skulle have et par bukser, og der er jo altid lige noget man mangler fra den butik. :-)))  Heldigvis var Goofy med på arbejde, så Zippo, Fanta og Goofy hyggede sig.

Sådan to fridage forsvinder hurtigt. Aftenen gik med at pakke bilen og gøre klar til turen til Jylland, for vi skulle af sted tidligt fredag morgen. Vi havde nemlig en aftale som vi glædede os rigtig meget til, for vi skulle besøge Fanta's opdrætter Bianca.

Det blev en rigtig hyggelig dag. Fanta fik hilst på sin mor (herunder) og en masse anden familie, og vi fik hygget, spist frokost og snakket en masse hundesnak.
 Vi havde også lovet Bianca at forsøge at hjælpe med at tage billeder af nogle af hendes hunde. Og det kan vist godt slås fast med syvtommers-søm, at nogen stor fotograf bliver jeg aldrig. Jeg tror ikke et eneste af billederne kunne bruges! Men min stil som kanonfotograf, den er god. Det ser da prof ud, ikke sandt? Det skal bemærkes, at jeg ligger på kanten af en grøft - med vand! Så nøjagtig som de rigtige proffer, så vovede jeg livet for et godt billede.

Sidst på eftermiddagen satte vi kursen mod Århus og det årlige stævne på Vilhelmsborg, afholdt af DcH Risskov med Kurt Jensen i spidsen. Kurt og hans team er danmarksmestre i stævnafvikling på tid! De får et uhørt højt antal starter igennem, og de vinder faktisk næsten altid en time i forhold til tidsplanen. Igen i år lykkedes det for nogen at miste en klasse, fordi de troede, at de bare kunne møde op ca. et kvarter før.

Igen i år havde vi været heldige at booke et værelse, og fredag aften stod menuen på pizza og X-factor.
 
Blitz og Bent tog en slapper. Godt man kan bruge fars mave som hovedpude :-)
 
Og Fanta fandt et åbent bur, som han puttede sig i. Dejlige nemme hunde at rejse med og have med fremmede steder.

Fanta er jo ikke gammel nok til at løbe konkurrencer, så han brugte tiden på at gå rundt og møde gamle og nye venner. Her er det Tweety han hilser på.
 
Og dem her var ikke nemme at få gang i, men de var dygtige til at sidde stille mens de blev fotograferet.
 
Fanta fik også kigget lidt på agility. Bare vent min ven, næste år er det din tur!
 
Rent resultatmæssigt var det Bent, der havde mest med hjem. I landsholdsudtagelsesløbene om lørdagen havde Zippo en fejl i begge løb, hvorimod Bent og Dazzler leverede 2 fejlfri løb og fik gode points på kontoen. Og så fik Bent noget meget meget vigtigt, nemlig Dazzlers sidste udtagelse til DcH DM. Det er aldrig sket før i verdenshistorien, at Dazzler har været klar så tidligt på sæsonen, så Bent er glad, og jeg er stolt af dem. Til gengæld kvalificerede Zippo sig igen til finalen, hvor han endte på en flot fjerdeplads. Først så tænkte jeg, at en fjerdeplads var ærgerligt, fordi det er lige udenfor placeringsrækkefølgen, men da jeg så, at de 4 første hunde lå indenfor det samme sekund, ja, så synes jeg egentlig at det var ok.

Søndag fik Fanta mulighed for at brænde noget krudt af sammen med Kito. De to drenge leger så dejligt sammen. Der er lyd og fart på, men hold da op, hvor de har det sjovt.

 

Som sædvanlig var vi nogen af de sidste, der fik pakket sammen og sat snuderne sydpå.

Mandag aften stod den på udpakning, sortering af vasketøj og oprydning. Vi skulle også have hentet Ticket, som havde været på weekendbesøg hos sin plejefamilie i Klinteby. Så jeg benyttede lejligheden til at blive sat af og gå hjem sammen med Fanta og Zippo. Det blev til en dejlig tur langs stranden.
 
En perfekt afslutning på en lang og dejlig weekend.

søndag den 1. marts 2015

Forår :-)

På denne årets officielle første forårsdag, sidder jeg og gør status over endnu en dejlig weekend.

Weekenden startede fredag aften med agilitytræning med Fanta. Han er bare så glad og herlig at træne med, at man kun kan blive i godt humør af det. Og igen denne fredag  var han super dygtig. Vi har nu fået puttet alle forhindringerne på, og jeg nyder hvert eneste øjeblik, hvor jeg træner med ham. Han er ved at sprænge noget i sig selv af begejstring, og han hopper rundt som en anden kænguru. Gummibold er hans mellemnavn. Fanta Gummibold Blom.

Lørdag var der tidlig afgang til klubben. Fanta's lydighedshold skulle til Tappernøje og gå spor. Det er en af de ting, jeg elsker ved DcH-lydighed: alsidigheden. Der er både lineføring og sit og dæk, men også spor, frit søg og rundering. Sjove øvelser, som Fanta virkelig nyder.

Vi startede med at lægge et spor hver, og mens vi ventede på, at de havde ligget længe nok, ja så blev der hygget efter alle kunstens regler med kaffe og kager.

 

Solen skinnede, himlen var blå og lærkerne sang, mens vi lagde vores spor. Det er da lige til at blive glad af.

En efter en gik vi så vores spor, og så snart vi var færdige lavede vi et nyt spor, så alle fik nået at gå 2 spor i løbet af formiddagen.
Her er det Malene og Otto, der er i aktion. Otto er en Bichon Havanese (måske stavet rigtigt). Ikke umiddelbart en hund man forbinder med spor, men der bliver I snydt, for Otte er super til både spor og de andre øvelser.

Da alle var færdige med første spor havde Lone lavet et til sin egen hund Sally. Sally (og Lone) elsker at gå spor, og hun er ved at gå ud af sit gode skind af begejstring, når spor-selen kommer frem. Det er virkelig en fornøjelse at se.

På vej hjem nåede vi lige forbi Shop til dyr, som havde åbent hus i anledning af indvielsen af deres nye show-room for agilityredskaber, gulve og outdoor-tøj. Det er bare blevet så flot. Tillykke med den nye afdeling. Jeg glæder mig til at komme forbi en dag, hvor jeg har mere tid.

Tilbage i klubben fik vi lige løbet lidt agility, inden der skulle pakkes sammen. Så var lørdagen gået, og vi kørte hjem til Bisserup med røde næser og kinder og godt optankede med D-vitaminer fra solen.

Søndag startede med regn, så vi hyggede længe med morgenmad i sofaen. Dejligt, synes Dazzler.

Da regnen holdt op over middag kom Andreas. Bent havde lidt arbejde, han skulle nå, så Andreas og jeg havde planlagt en lang tur. Bent kørte os til Hyllinge, hvor vi startede på fodsporet mod Sandved. Vi fortsatte ud på den anden side af Sandved, så skal vi et lille stykke ad landevejen (ca. 500m), og så kan vi gå i skoven resten af vejen hjem til Bisserup. 15,51 km blev det til i det hele. Zippo var træt, da vi nåede hjem, men Fanta ....... han er så overskudsagtig hele vejen, at der både bliver leget og hoppet, selv på de sidste kilometer.

Når jeg nu havde trukket den stakkels Andreas rundt ude i naturen, så måtte vi hellere sørge for, at han også fik noget aftensmad, så vi kørte til Næstved og kastede os over en gang Running Sushi.
 
Eneste ulempe ved det, er at man spiser alt for meget!!!

Og så bliver jeg lige nødt til at nævne, at det i dag, den 1. marts, er nøjagtig et år siden, at vi kørte til Nordjylland og hentede denne lille fyr. Her sidder Fanta med sin far og undrer sig over, hvad det dog er for noget, vi har kastet ham ud i.

Tak Bianca for denne lækre lille hundedreng. Han er en ener - en helt Fantastisk en af slagsen.

Så det var den forårsweekend. Nu er vi klar til en ny arbejdsuge.

søndag den 15. februar 2015

Zippo klar til DcH DM

Men vi må hellere begynde med begyndelsen :-)

Fredag var vi forholdsvis tidligt hjemme, så mens Bent forsøgte at få burene placeret ordentligt i den nye bil, så stak Zippo og jeg af på årets første udendørs løbetur. Zippo har nok ment, at Fanta har fået temmelig meget opmærksomhed i den periode, hvor jeg har indlært slalom med ham, så bare det, at det kun var ham og mig, fik Zippo til nærmest eksplodere af begejstring.
 
Lørdag stod vi meget meget tidligt op. Bent skulle endelig langt om længe på sidste modul af træneruddannelsen i DcH, og han havde skaffet sig kørelejlighed fra Rønnede kl. 6.30. Phew !!!
 
Hjem igen, hygge lidt, og så af sted til klubben. Først en times lydighedstræning med Fanta, og i forhold til sidste lørdag havde han faktisk fundet det meste af sin teenage-pubertets-hanhundehjerne igen. Især lavede han en stå-øvelse super flot. Men generelt er det bare så dejligt at træne med ham. Han er glad og ivrig, men også super fokuseret på mig. Jeg har sagt det før, men jeg bliver nødt til at sige det igen: hundetræning er sådan en slags euforiserende stof for mig. Jeg bliver helt høj af sådan en times træning.
 
Derefter havde jeg fået lov at lege med Bent's agility-hold. Jeg var meget spændt på, hvordan banen ville være, for sidste lørdag var den ekstremt fedtet - men det var faktisk ikke slemt, så vi fik lavet en times fornuftig træning. Fanta fik lidt slalom og felt-træning indimellem, og han koncentrerer sig fint, selvom han lige har trænet lydighed.
 
Endelig en time med det øvede hold, hvor vi ikke var så mange, men til gengæld er det verdens dejligste og sejeste hundeførere. Inden træningen kom der en sms fra Mathilde, der løber med sin border collie Kaiser på holdet: "Hej Marianne og Bent, Kaiser er syg, men jeg vil så gerne ned og træne med holdet - kan jeg låne en hund?" Selvfølgelig kunne hun det, så Blitz fik en hyggelig time med Mathilde, som til gengæld kom ud og løbe stærkt! :o)
 
Godt fyldt op med sol og frisk luft, hentede jeg Bent i Rønnede, og så var det hjem og gøre klar til søndagens agility-stævne i DcH Fakse, hvor Bent skulle være dommer. Jeg kan kun sige, at selv om formanden i Fakse havde lagt sig syg, så klarede resten af Fakse-folkene stævnet til UG med kryds og slange. Banerne var fine, og der var en rigtig dejlig stemning.
 
Fanta var også med. Han brugte tiden mellem mine løb til at træne lidt "fri ved fod" mellem de andre hunde og så til at lege med Zoomi. Jeg prøvede at tage billeder af dem, mens de legede, men det er helt umuligt, så her er et billede af to "uskyldigheder". Os, vi laver da ingen ballade! ........
 
De to hilste også på et par meget meget store hunde. Det var de nu ikke specielt imponerede af. Det var jo bare en hund.
 
Bent klarede flot at løbe 2 løb med Dazzler, 4 løb med Blitz og være dommer. Blitz havde nogle flotte løb, og vandt spring åben og fik sin første DM-udtagelse. Jeg synes også, at hun ser meget glad og tilfreds ud.
 
 
Dazzler løb begge sine løb fejlfrit, og lagde dermed 2 DM-udtagelser til de 3 han havde i forvejen. Han mangler så nu kun en. Der er simpelthen sket noget med hans felter i år - de sidder bare så flot stort set hver gang. Og så vandt han i øvrigt spring åben. Jeg tror, at Bent er ved at få sin gode gamle kondition igen.
 
Zippo var min stjerne. 4 fejlfri løb, 3 førstepladser og 2 DM-udtagelser. D.v.s. Zippo er nu klar til DcH DM 2015. 2 x 3 udtagelser på 3 stævnedage. Zuuuuuuuper Zeje Zippo - 8 år til sommer og klar til sit DcH-DM nr. 7.
 
I øvrigt blev der jo i dag uddelt diplomer for årets DAL-placeringer. Da man jo kun kan være et sted ad gangen, havde Louise lovet at være stand-in, så på tirsdag får Zippo sit flotte diplom som nr. 2 i årets DAL-løb.
 
Så nu er der dømt den sidste rest af søndagshygge. Vaskemaskinen kører og vi venter på sidste afsnit af Arvingerne. Hundene er trætte og bobler rundt omkring, hvis de ikke ligger ude i haven og gnaver på resterne af deres ben fra i går.
 
Tak for en dejlig weekend til hunde, mand og dem jeg har været sammen med.

 
 


mandag den 26. januar 2015

Dejlig start på stævnesæsonen

Ja ja - jeg lavede jo en slags nytårsfortsæt om, at mine blogindlæg fremover skulle være forholdsvis aktuelle, så her er årets første af slagsen - dagen efter, at weekenden er overstået. God start!

Faktisk kick-startede jeg weekenden med en rimelig spontan fridag fredag. Kørte Bent på arbejde og gik ud derfra. Det blev til 9,5 km. i morgendisen, rundt om Ydernæs på hjertestien. Vi så rigtig mange fugle - men mødte kun en enkelt kondiløber og en snakkesalig pensionist i et område, der ellers har et (dårligt) ry for at have mange løse hunde.

 
Dette træ var næsten en skulptur at se på. Desværre lå der også meget affald, men mit gæt er, at stormene har slæbt en masse l... på land.
 
Zippo og Fanta var med i udtrækslinerne, og de hyggede sig vældigt på den lange tur.
 
Efter turen, og en kop kaffe hos Bent, gik turen via frisøren hjem. I indkørslen opdagede jeg, at foråret så småt er begyndt at titte frem. Mon det holder?

Så af sted i bilen igen. Først hentede jeg Bent og kørte ham og Blitz til Sorø, hvor de besøgt farmor. Hos farmor må der ikke være hunde i møblerne i stuen, men i køkkenet er der en stol, hvor de godt må være. Det synes Blitz var mærkeligt, og hun havde lidt svært ved at falde til ro - så selvfølgelig hentede hendes far køkkenstolen ind i stuen, så de kunne tage sig en slapper, mens de hyggede med farmor og ventede på at blive hentet igen.

I mellemtiden var Fanta og jeg til agilitytræning. Åh, det er bare så sjovt! Og den fredag var vi kun 2 på vores hold, så der blev ordentlig løbet igennem.

Næste morgen var det op og af sted - og heldigvis var der jo ikke noget sne på Sjælland! Så vi havde fint kørevejr til årets første DcH-stævne hos DcH Højme. 2 dage, og kun små og mellem-hunde. D.v.s. vi havde kun Zippo, Dazzler og Fanta med. Tøserne blev hjemme, og så kom Andreas og hunde-sittede hos dem.

Lørdag aften havde vi indlogeret os hos Hanne Rudbeck i Ringe. Tak for husly og dejlig mad Hanne, det var simpelthen så hyggeligt. Men hold da op, hvor Zippo og Dazzler var trætte. Her er D gået helt i koma på Hanne's sofa.

Hos Hanne er der fantastiske luftemulighede på 2 store indhegnede folde, så drengene og jeg var ude og kigge stjerner ved midnatstid. Det var helt fantastisk. Frostklart og smukt.
 

Søndag morgen var det meget koldt, og Bent måtte starte med at skrabe en del is af bilen, før vi kunne køre tilbage til stævnet.

Fanta er jo stadig for lille til at løbe stævner, men han havde en fantastisk weekend. For der var jo mange andre unge hunde, som havde tid og lyst til at lege.

Og så havde vi taget vores øve-slalom med, så vi kunne holde træningen ved lige. Heldigvis kunne pindene stadig komme i jorden. Og det var sjovt at se, at han var fuldstændig upåvirket af, at omgivelser og underlag var anderledes og at der gik rigtig mange forbi mens vi trænede.

Og så var vejret søndag simpelthen bare så smukt.

Rent resultatmæssigt kan vi sandelig heller ikke klage. Zippo kom hjem med 4 ud af 4 mulige DM-udtagelser, og Dazzler med 3, hvilket er helt uhørt, for Bent og Dazzler plejer at bruge de sidste stævner på året til at hive DM-pindene hjem. Begge drengene fik flere gode placeringer, og vi havde mange af de gode præmier med hjem.

Vi fik ikke filmet ret meget, men her er dog agility åben fra om søndagen. Først Dazzler, som løb et super flot løb, og vandt klassen. http://youtu.be/duKq6yhRPrU
Og her er Zippo, som lige havde set en slalom, som jeg ikke havde set som nogen fælde, men trods udflugt blev det til en flot tredieplads http://youtu.be/5d8oTPiNW-I
Selv om det er længe siden, vi sidst har løbet i ridehal, så rev de faktisk kun ganske få pinde, så det blev en rigtig god start på stævnesæsonen.