Weekenden den 6. og 7. august holdt vi vores eget stævne, altså hos DcH Næstved. Jeg følte lidt, at vores del af planlægningen ikke havde været optimal, fordi vi havde været på ferie, og jeg synes ikke rigtig vi havde præmier nok - men alt gled som sædvanlig som smurt. Kæmpe tak for det gode samarbejde til Rune og Christian. Og mindst lige så stor tak til alle vores klubmedlemmer, der var super seje hjælpere hele weekenden.
Det er nemlig sådan, at når man som medlem af DcH Næstved melder til stævnet, så er man automatisk på hjælperlisten. Det vi tjener på stævnet går til alles fælles bedste, og det er den måde, vi kan bidrage. Alle sammen. Det er dog altid planlagt sådan, at man kan nå sine egne løb. Jeg ved godt, at der er klubber, hvor reglen er, at man ikke løber til klubbens eget stævne, men det synes jeg er noget fis. Hvis ikke vores knap så stævnevante medlemmer skulle kunne starte på hjemmebane, så giver det ingen mening for mig. Det er jo der, de er trygge og kender forhindringerne.
I år var vi så heldige, at 2 af vores sponsorer havde valgt at komme med en stand. Sara fra Dogz.dk har i flere år nærmest været en fast bestandel af vores stævne, sammen med hendes søde familie. I år var standen udvidet med en lille bod med flotte håndmalede sten, kreeret af Sara's datter. Hun skal nok blive til noget stort!
Ud over Sara havde vi også besøg af Land og Fritid, som havde givet en masse dejlige præmier. Og tak for besøget.
Minna og Thomas havde været så søde at sætte den store pavillon op til os, så vi havde det største sekretariatstelt, vi nogensinde har haft. Rune's lille smarte indtastningssystem fungerede fint, så vi igen i år kunne dele præmier ud så snart klassen var færdig og resultaterne var checket.
Og selv om de 2 herrer her ser vældig koncentrerede ud, så gik det rigtig nemt og fint.
Rent resultatmæssigt skal jeg bestemt ikke klage. Hazel har masser af energi p.t. (tak #Henne Pet Food), og hun løb sig til flere rigtig gode resultater. Vigtigst var dog, at den sidste DM-udtagelse kom i hus, så jeg nu kan deltage i DcH-DM for 13. gang i træk siden 2009, kun afbrudt af Corona-året 2020, hvor DM var aflyst. Ingen tvivl om, at jeg elsker DcH DM. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, og der er mulighed for at se masser af flot hundearbejde.
Christian var gået totalt roset-amok (på den gode måde) og havde genindført en "gammel kending" for os, der har været i det her game i mange år, så der var fantastisk flotte rosetter til "bedst i 2 åbne løb" og "bedst i 4 åbne løb". Det sjove er, at det ofte ikke er den der lynhurtige hund, der vinder den ene klasse, men mere den stabile hund, der måske har 4 halvgode placeringer. Der var i hvert fald en hundefører i mellemklassen, der fik sig en kæmpe overraskelse, og det var så fedt at se!
Og efter en god stævneweekend, så er vi jo så heldige, at vi har nogle hundeførere på vores hold i Næstved, der har klaret sig godt. De har fået pinde (som i øvrigt i år blev markeret med de fineste små pinde med sløjfer på, hvor der stod: tillykke med pinden), eller DM-udtagelser - og så er det jo klart, at der er en bestemt ting under opsejling: KAGE! Og vi blev heller ikke snydt den første mandag efter stævnet, hvor vi kunne sætte tænderne i den her lækkerbidsken.
Der er altid noget særligt med det første stævne efter vi selv har afholdt. Det giver det et ekstra lille kick, bare at være almindelig deltager og ikke skulle bekymre sig om noget som helst andet. Og så giver det nok også det der lille ekstra overskud til lige at gå ind og hjælpe med at sætte springhøjden op eller ned - bare fordi man ikke behøver at gøre det.
Stævnet i Nykøbing var vores debut med vores lille "Henne Pet Food-reklame-stand", og vi fik uddelt en masse smagsprøver på godbidder, lakseolie og pemmikan. Jeg skal helt klart ind og læse lidt mere på lektien, så jeg kan svare bedre på de spørgsmål vi får, men det var super populært og meget hyggeligt.
Igen denne weekend gav Hazel gas. Desværre betyder det også, at der ryger et felt ind imellem, men hellere det, og så vi har farten og glæden. Så skal felterne nok komme tilbage. Det blev også til et par præmier, men det var en voldsomt varm dag for både hunde og førere, så vi droppede AG3 og vred det sidste "krudt" ud af benene i Sjællandsmesterskabsfinalen i stedet for.
Også i år gik 2 af pokalerne til DcH Næstved, nemlig klassen for små hunde, som blev vundet af Pia og Izmoo,
Og seniorklassen, som blev vundet af Anja og Spotty. Kæmpe stort tillykke til Pia og Anja. Selv om det havde være cool, hvis Næstved havde snuppet alle 4 pokaler, så er det nu alligevel flot at vi tager 50%.
Kæmpe stort tillykke til de nykårede Sjællandsmestre: Anja med Spotty, Lis med Chicca, Laila med Summer og Pia med Izmoo. Flot løbet i den varme. Bent var dommer sammen med Tom, og hele dagen forsynede de os med gode baner med masser af flow. Det var en fornøjelse at løbe dem. Og der var en rigtig dejlig stemning, både blandt deltagerne og med hjælperne. Tak til Vibeke og hendes mandskab for en fint afviklet stævnedag.
Og endnu en gang tillykke til Anja og Pia, som var med til igen at sætte DcH Næstved på landkortet.