Farvel min elskede Meghann

I dag måtte vi så igen gå den tunge vej til dyrlægen - denne gang med Meghann. Kun knap en måned efter at vi måtte sige farvel til Bessie. Hold da op, hvor det er hårdt.

I et stykke tid havde hun døjet med "hurtig" mave. Vi havde prøvet diverse håndkøbsmidler samt en antibiotika-kur fra dyrlægen, men totalt uden virkning. Men da hun stadig virkede frisk og energisk gik der nogen tid før vi indså, at dette var nok ikke bare "hurtig" mave.

Lørdag til stævnet i Hillerød for 1½ uge siden løb hun med Julie. Hun rev godt nok et par pinde, men ikke noget alarmerende. Men da vi kom hjem var hun totalt drænet for energi. Aldrig før har vi set hende så flad, og derfra gik det kun nedad bakke.

Hos dyrlægen tog de en blodprøve for at checke hende, men det eneste der var entydigt var, at hun ikke optog protein. Hendes protein-niveau var alarmerende lavt. Vi fik fat i noget medicin, som skulle kunne hjælpe, men efter 5 dage var der intet opmuntrende resultat, og der skulle helst have været bedring efter 2-3 dage. Meghann's appetit blev mindre og mindre. Hun spiste en frikadelle, lidt kogt fisk eller lidt leverpostej, men kun fordi jeg madede hende med hånden, og kun for min skyld - ikke fordi hun havde lyst.

Her til morgen nægtede hun totalt at spise, og jeg vidste nu, at der måtte ske noget drastisk. I samråd med vores egen dyrlæge kontaktede vi dyrlæge Annette Spohr på Faxe dyrehospital. Annette er specialist i tarmsygdomme, og hun undersøgte Meghann og foreslog, at vi tog et røntgenbillede og derefter evt. scannede. Røntgenbilledet var utydeligt og svært at tyde - hvilket sammen med hendes ind imellem lidt hektiske vejrtrækning kunne tyde på væske i kroppen, hvilket scanningen til fulde bekræftede.

Hun havde væske i brystkassen og hele bughulen. Samtidig var hendes tarmvægge, som normalt skal måle mellem 2 og 3 mm, helt oppe på at måle mellem 5 og 6 mm. Diagnosen var galopperende cancer i tarmene, og vi valgte derfor at stoppe hendes lidelser med det samme. Det var helt klart for os og alle andre, som kender Meghann, at hun var meget meget dårlig, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har haft smerter. Der var ingen grund til at hun skulle lide mere.

Da vi kørte hjem fra Faxe skinnede solen samtidig med at det regnede. Det har selvfølgelig været fordi Meghann skulle bruge regnbuen. Min elskede smukke hund er nu gået op over regnbuebroen for at mødes med Bessie og Siffer og alle de andre gamle venner. Tak Meghann, for alle de fantastiske oplevelser du har givet mig. Du har virkelig lært mig fornøjelsen ved at arbejde med hunde. Og du har mange venner rundt omkring, der også vil savne dig.

Sov godt min ven - og hils de andre.