Så fik vi hentet Ayra

Endelig var det blevet den tid, hvor jeg kunne hente min Ayra hjem fra Tyskland, og da Bent jo skulle starte nyt job mandag den 5/1, ja så måtte Pia igen agere turmakker og co-pilot.

Charme, selvtillid og lækkert hår. Pause på rasteplads på vej hjem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været meget spændt på at købe en hvalp på 15 uger. Jeg følte nok, at jeg gik glip af nogle meget vigtige uger i hendes liv. Ville det være svært at ”finde hinanden”? Hvordan tager flokken imod en hvalp på 15 uger contra en hvalp på 8 uger? Hvad kan hun? Masser af spørgsmål vrimlede rundt i mit hoved.

Men lørdag morgen, den 3/1 kl. 6.30 kom Pia kørende med sine hunde. Hundene kom ind til Bent, og vi pakkede bilen med kaffe, nybagte boller, slik, frugt og – heldigvis – masser af godt humør, for det fik vi brug for. Iflg. gps ville turen tage et sted mellem 10 og 11 timer, så vi plussede med lidt tid til tissepauser og påfyldning af diesel, og satte i gang, med en forventning om at kunne spise vores aftensmad i restauranten på Hotel Becher, Donzdorf. Altså de lukkede først kl. 21.00, så der skulle være gode muligheder.

Men det er da pænt at se på

Det første stykke – faktisk helt til Hamborg fik super fint, men så begyndte det. Sne! Masser af sne! Først prøvede vi med ja-hatten godt ned om ørerne. Ej, det var flot at se på. Meeeeen, som timerne gik, ja så kneb det lidt med humøret. Vi lå en lang periode på en hastighed mellem 10 og 60 km pr. time. Det var ikke sjovt at regne på, hvornår vi var fremme, og middagen i restauranten var for længe siden taget af bordet. Der var nok et par hundrede kilometer der midt i det hele, der kostede os nogle ekstra timer. Heldigvis blev det bedre igen, men aldrig rigtig godt. Jeg ringede til hotellet og fik dem til at lægge nøglen ud, da forventet ankomst var omkring kl. 23.00. Phew.

I det tempo tager det lang tid at komme til Donzdorf

Vi kørte ind på en cafe/restaurant/kiosk og fik noget aftensmad, og købte en flaske rødvin i kiosken, som vi planlagde at indtage siddende i vores senge med dyner und alles. Og ganske rigtigt – ca. kl. 23 kunne jeg pille nøglekortet ud af en skuffe på hotellets terrasse, og vi kunne låse os ind på værelset. Vi indtog et par glas af den anskaffede rødvin, også selv om den duftede lidt eddike-agtigt, for vi havde brug for virkningen.

16½ time tog det. Godt, at Pia og jeg altid har noget at snakke om - og godt, at vi begge er i besiddelse af en god portion ”syg” humor, for ellers var det aldrig gået. Og vi begyndte allerede at forberede os mentalt på 16½ time hjem igen.

Her har Ayra boet de første 15 uger af sit liv

Efter morgenmaden satte vi kursen mod Ayra’s opdrætter Sigrid samt hendes datter Line og svigersøn Kai. Jeg var super spændt, både fordi jeg glædede mig vanvittigt meget – men også fordi jeg vidste, at det blev hårdt for dem, at skulle af med Ayra efter 15 uger. Ayra har boet hos Line og Kai sammen med sin mor Mellow og ”tante” Maddie. Hun har være elsket, som var hun deres egen. Og hun har fået en fin portion opdragelse, både af hundemor og menneskemor.

Der blev skrevet papirer, betalt og udvekslet gaver. Så gik vi en lille tur, for at Ayra kunne være lidt træt til turen, og så græd vi vist nok lidt, de fleste af os. Men uundgåeligt måtte vi af sted, og vi satte kursen nordpå.

Til vores store forbavselse viste det sig, at vejene var bare og der var praktisk talt ingen sne, bortset fra lige en lille periode før Hamburg. Og tjuhej det gik, og inden vi fik set os om, var vi hjemme i Bisserup. Hvor heldig har man lov til at være?

Hvordan er det så gået? Jamen det er gået helt fantastisk. Ayra er super sød og meget meget cool. Hun har været med til træning i en ridehal og i Hund 360-hallen. Hun vil gerne arbejde, men hun synes også, at det der agility så helt vildt sjovt ud. Herhjemme er hun gået ind i flokken så fint, at vi ind imellem glemmer, at vi har en hvalp i huset. Hun lærte at gå ud og ind ad klaplemmen på ingen tid, og hun har helt styr på at gå ud i haven og tisse. Hun holder sig, når hun er alene hjemme og om natten, undtagen den første nat, hvor hun græd og måtte ud 2 gange.

Den der dame har guffer i lommen ;-)

Jeg er jublende lykkelig for min hundehvalp, og jeg glæder mig til at se, hvor vores rejse sammen fører hen.

Kæmpe tak til min søde mand for at holde skansen herhjemme og passe hunde – igen. Og endnu større tak til Pia. Vores ture har være ret fede, også den sidste - på trods af vejret. Jeg er helt rolig og tryg, når jeg kører med dig. 

2025 – et anderledes år

Januar og februar gik stille og roligt. Et par indendørs stævner, opstart på træning og ellers bare, som Dan Turell ville have sagt: ”Jeg holder af hverdagen”.

I marts var vi en tur på Bornholm. Bent skulle dømme agility i Hønsehuset, og som sædvanlig tog vi et par dage ekstra. Den uundværlige tur til Opalsøen, som stadig er mit absolut ynglings-sted på Bornholm. Især udenfor sæsonen, hvor der ikke er fyldt med badegæster. Denne gang fik vi dog et lidt anderledes selskab på en del af turen rundt.

April

I april indløste vi min fødselsdagsgave fra Bent. En intim-koncert med Bryan Rice incl. middag og overnatning på Sabro Kro. Det var en helt fantastisk oplevelse med lækker mad, fin håndtering af hotellet i forhold til at vi medbragte 2 hunde og en koncert, der virkelig var fantastisk. Bryan + 2 musikere, hvoraf især ham på guitar var fantastisk. Fortællinger fra Bryans karriere, og så selvfølgelig musikken, ikke mindst storhittet ”No promises”. En del af det var så rørende, at tårerne trillede ned ad kinderne på publikum. Vi sluttede weekenden af med et besøg hos en flok lækre sheltiehvalpe, hvor vi havde sagt ja til at passe en af dem, indtil den blev 15 uger og kunne flytte til England. En helt igennem dejlig weekend.

 

Og så blev Bent fyret. Onsdag den 16. april var Bent kaldt til et møde med sin chef. Om morgenen sagde Bent: ”Jeg tror, jeg skal fyres i dag”. Jeg slog det hen med, at man fyrer ikke nogen den 16. Det gør man den 30. eller den 31. Men den var ”god nok” – Tak for mere end 15 år med en fritstilling, 6 måneders løn + fratrædelsesgodtgørelse. Ikke fordi Bent havde gjort noget forkert – men de havde bare ikke brug for ham mere. Den var hård at sluge. Lige så stille fik vi en ny hverdag til at fungere, og jeg blev privilegeret med både at have rengøringshjælp og havemand. Men vi ville hellere have et arbejde til Bent, og det viste sig ikke at være nemt.  

 

Både påske og pinse var vi i Tyskland, sammen med vores faste gruppe omkring Sabine, som har Keepers kuldsøster. Det blev til masser af god træning og 2 fede stævner. Indendørs i påsken, hvor Keeper så havde brillieret med at flå sin trædepude op lige inden vi skulle af sted, og i pinsen var det Nordseeturnier, hvor vi har været flere gange tidligere. Det var nogle helt vildt hyggelige weekender. Tænk, at alt det kom af at vi mødte hinanden, da vi hentede Keeper. Sabine og jeg kiggede på hinanden og vidste bare, at vi måtte se mere til hinanden – og det har vi holdt fast i – og udvidet med en gruppe af dejlige mennesker. Så vores Tysklandsture er helt specielle, og der er allerede gang i planlægningen af påsken i år.

Maj

Igen i år var vi i maj måned på Himmerlandsgården. Der var kun brug for 1 agility-instruktør denne gang, så Bent fik lov at knokle, mens jeg fik lov at deltage på et rally-hold med eminent undervisning af Heidi Kaarup Johansen. Rally med nye øjne, bl.a. alt det, der sker mellem skiltene. Godt, at jeg havde 2 hunde med, så jeg kunne skifte, for de blev godt nok brugt i deres hoveder. Ud over undervisningen brugte vi tid sammen med de søde mennesker, som vi har kendt fra agility holdet i snart nogle år. Det er bare en god gruppe, og der blev hygget max.

 

I midten af maj flyttede Hihi ind. Hun var en lille sheltie med det sødeste sind og alt alt for høj cutefaktor. Hun snørede uden problemer vores flok, og alle elskede hende. Hun charmede sig i øvrigt også ind hos alle mennesker, hun mødte. I 7 uger boede hun hos os, inden hun var klar til at flyve til Brussel og møde sin nye ”for-ever” mor, Marilyn. Hihi bor nu i England og er blevet en meget smuk næsten voksen sheltie, og hun er stadig både smuk og sød. Det med Hihi er endnu et eksempel på, hvordan vi gennem vores hunde møder mennesker, der pludselig bliver til venner. Igen en kæmpe bonus ved vores tossede hundeliv.

 

I maj måned kører stævnesæsonen på fuldt blus. Et af de hyggeligste plejer at være stævnet hos DcH Herrestrup. Det er velorganiseret, og der er styr på tingene. Plus det er 2 dage, så vi flytter ind fredag og kører hjem lørdag. I Herrestrup var vi sidste år del af en gruppe, der spiste sammen lørdag aften. Et stort sammenskudsgilde med masser af lækker mad. Og så blev der ellers hygget, snakket, grinet og fortalt historier. De der weekendstævner, de kan altså noget.

I maj måned deltog vi også i DcH Kreds 6 Hundeførerweekend i Jyderup. Vi havde prøvet konceptet et par gange tidligere både som deltagere og som undervisere, og vi glædede os til god træning og masser af hygge. Denne gang havde vi begge meldt os til rally. Et hold med søde mennesker, fin undervisning og masser af hygge. Kæmpe tak til Slagelses rally-slæng for at tage os med i jeres kreds. Det var vildt sjovt, givende og hyggeligt. I er nogle fantastiske mennesker.

Juni

I juni måned var Bent inviteret til at dømme hos DcH Vejen, men jeg havde andre planer den weekend. Vi har nu i nogle år været så heldige at være sponseret af Henne Pet Food. Sådan et sponsorat er jo et samarbejde, der kan udmønte sig på mange måder. Men vi har nu et par gange hjulpet med at stå på deres stand. Og den weekend, hvor Bent skulle dømme agility i Vejen, ja der skulle jeg stå på stand med verdens sødeste Beatrix på den store DKK udstilling i – nå ja, det var da praktisk – Vejen. Det er hårdt arbejde, men det er også mega sjovt. Man får virkelig snakket med mange forskellige mennesker, og når dagen er slut er man blæst i hovedet og træt i fødderne. Vi elsker det begge to, og det er en fed oplevelse at være med til at sælge rigtig gode produkter. Foreløbig har vi lovet at hjælpe et par gange mere i år, og det glæder vi os til.

Juli

I 2025 var ugestævnet kommet til Fyn, og vi havde sagt ja til at være ringledere ved Fionia Cup. Det var en kæmpe opgave, da ringlederne ud over ringleder-tjansen også er indsendere. Indimellem ville vi jo også gerne løbe med vores egne hunde – plus vi havde vores tyske venner på pladsen, og dem ville vi jo også gerne se ind imellem. Men – når vi selv skal sige det – så løste vi faktisk opgaven flot, vi 2 ”gamle”. Vi forsøgte at få det til at glide, at være venlige, smilende og fleksible. Vi kom gennem ugen uden at blive uvenner, og vi havde en fantastisk uge. Søde deltagere, gode og dejlige dommere, fantastiske hjælpere. Det gør vi igen en anden gang.

I 2025 var vi selvfølgelig også på ferie med Hanne og Ivan på Järnavik camping i Sverige. Det var vores 5-års jubilæum, og det var igen en dejlig, afslappende og hyggelig ferie. Vejret var meget varmt den uge, så der blev ikke travet så meget. Til gengæld blev der badet en del. Det er bare så fantastisk at være der på campingpladsen midt i naturen. Vi har lavet vores rutiner, og vi hygger og spiser sammen med Hanne og Ivan. Vi glæder os allerede til ferien i 2026.

 

August

 

Midt i august tog vi sneglehuset på ryggen og kørte til Nordjylland, for Bent skulle dømme hos DcH Brønderslev. Vi indlogerede os på en hyggelig campingplads tæt på Vesterhavet, og så var der ellers dømt stævne-hygge. Brønderslev er et af de der hyggelige stævner med 1 bane, man kan overskue det hele, der er gode præmier og vi kender en masse søde mennesker. Bl.a. var vi på besøg hos Betty og hendes mand og jeg fik det årlige bad med Morgenbadeklubben Søstjernen. Det blev stævnet, hvor Keeper endelig sikrede sig den sidste manglende DM-udtagelse til DcH DM, og det blev også Bent’s sidste stævne som agility-dommer. Bent valgte at stoppe ”mens legen var god” – inden han kørte helt træt af det. Det blev til 17 gode år med masser af dommer-opgaver både herhjemme, men også et par i udlandet. Og der kom også flotte hilsner fra både DKK og DcH med tak for mange års indsats.

September

I september er ferietiden for alvor forbi, og stævnesæsonen kører igen for fuldt tryk. Vi startede med at stå på stand med Henne Pet Food til Store Hestedag i Roskilde. Det var 2. år vi var med der, og det er så sjovt, for der dukker masser af ”gamle” hundevenner op. Rigtig mange hundefolk har også hest. Eller er det omvendt?

Vi var også i Randers og holde kursus for 3. gang. Det er et fantastisk sted med de bedste mennesker, utrolig lækker mad og masser af hygge. Det er også sjovt at få lov at komme igen, så man kan følge udviklingen af deltagerne og deres hunde, og måske have været en del af den udvikling.

Og så er der selvfølgelig stævnet over dem alle: DcH DM. Jeg elsker DcH DM. Det er fest, farver, masser af fedt hundearbejde. Det var mit DcH DM nr. 16 i streg (bortset fra det år med Corona, hvor det var aflyst), og jeg satser på et par år mere. Vi kom ikke hjem med store resultater selv, men DcH Næstved havde da 2 hunde på podiet i agility i år. Det var stort!  

Oktober

I oktober startede jeg et hold op på agility-overbygningen i kreds 5 (på Fyn). Det blev en rigtig god oplevelse. 8 meget forskellige mennesker, og deres agility-kundskaber var også rigtig meget forskellige, men alle knoklede på, det bedste de kunne, og heldigvis (også for mig) så bestod de alle deres eksamen i starten af december.

Vi holdt også klubmesterskab i DcH Næstved. Klubmesterskabet er en af de bedste dage i klubben. Der blev i år konkurreret i DcH programmet, rally og agility. Alle vores hunde deltog i mindst en disciplin – så vi havde en lidt hektisk dag. Men også en dag med gode resultater. Hazel blev årets rally-hund, Keeper blev årets agilityhund for de store hunde og Liam blev agility klubmester for mellemhunde.

I oktober startede Bent på uddannelsen som rally-instruktør. I løbet af sommeren stod vores rally-hold uden instruktør. Bent og jeg overtog holdet, som blev til et delvis selvtræningshold, men vi har brug for en ”rigtig” instruktør, så Bent tog udfordringen op.

 
November

Min nye hundehvalp var født i september, og jeg valgte at køre hele den lange vej til Syd-Tyskland for at besøge hvalpene, da de var 6 uger gamle. Pia viste sig som verdens bedste veninde og kørte med, så Bent ikke skulle ud i rod med dagpenge og ferie. Vi havde en fed tur, og jeg er mega taknemmelig for, at Pia gad køre med, også fordi hun som erfaren opdrætter måske så nogle ting, som jeg ikke lagde mærke til. Jeg havde behov for at møde de mennesker, der havde hvalpene, og jeg havde behov for at se hvalpene – rigtigt – altså ikke bare på billeder og video. Opdrætteren viste sig at være super sød og fornuftig, og hvalpene endnu sødere. Deres måde at holde hund på svarede meget godt overens med vores. Så jeg kørte hjem igen med ro i maven.

I november skete der også det forfærdelige, at vi mistede Gimli. Gimli blev syg med dårlig mave. Rigtig syg. Han blev scannet i Rude, og de anbefalede, at vi kørte til Københavns Dyrehospital med ham. De beholdt ham over natten, og fik heldigvis rettet ham op igen. Han blev scannet i København næste formiddag, men de fandt ikke noget alarmerende, så vi hentede Gimsen hjem igen. I løbet af de næste dage kom han sig fuldstændigt, og så blev han pludselig syg igen. Rigtig syg. Vi kiggede hinanden dybt ind i øjnene og var enige om, at hvis der var noget grimt, så skulle han ikke holdes i live for vores skyld, og en fornyet scanning viste desværre en stor kræftsvulst. Vi sendte Gimli over regnbuebroen – for hans skyld. Han skulle ikke trækkes gennem mere. Efterfølgende bad dyrlægen om lov til at obducere ham, så de også kunne lære af det – hvad ser vi på scanningen, og hvad er der i virkeligheden. Det viste sig, at der var en stor svulst i hans tyndtarm og der var kræft i hans lymfer. Sødeste blideste Gimli, der har givet os så meget – tak for dig. Du er vildt savnet, både af os og af flokken. Liam mangler dig!

 
December

Med hele flokken, der nu pludselig var skrumpet ind til 3, tog vi i midten af december på besøg hos Sabine. Det blev igen til masser af hygge, god mad og vin, træning og snak. Og, da vi nu alligevel var halvvejs nede gennem Tyskland, ja så tog vi lige turen til Donzdorf, 600 km. længere sydpå. Så kunne Bent også møde Sigrid – og ikke mindst Ayra, da de andre hvalpe nu var flyttet hjemmefra. Ayra var bestemt ikke blevet mindre sød. Hold nu op, det var svært at køre derfra uden hende. På det tidspunkt var hun 12 uger, men vi turde simpelthen ikke smugle hende med hjem. Og nå ja, når vi nu var så tæt på Stuttgart, så valgte vi lige at besøge mine kolleger på Ensingers hovedkontor på vejen hjem. Min søde kollega Ute havde fået arrangeret en sær-rundvisning på fabrikken, bare for Bent. Og det var bare så hyggeligt igen at møde flere af dem, jeg arbejder sammen med i hverdagen, men mest snakker med over Teams. Og pyt, de der ca. 1100 km hjem om natten, det gik jo.

 

Det bedste, der er sket i december, er dog, at Bent igen har fået arbejde. Mandag den 5. januar starter han i VKST i Sorø, og det tegner indtil videre rigtig rigtig godt. Så mister jeg min rengøringshjælp og min havemand – men PYT!!!!!  For nu skal Bent igen ud og føle, at der er nogen, der har brug for det han kan.

Og ud over alt det her, ja så passer vi selvfølgelig vores træning hos Channie ca. hver anden uge, og de modsatte uger kører vi i hundesvømmehallen. Bent er stadig i DcH’s aglity-udvalg, og jeg er stadig i redaktionen på DcH bladet. Vi har også været til en del rally-stævner i løbet af året, og det sidste nye på den front er, at Bent nu går rally med Hazel, så han stadig har en rally-hund. Det skal nok blive godt.

I ”vores” klub, som jo er DcH Næstved har der været en del træner-afgang i løbet af året af forskellige grunde, så vi har nu igen skruet lidt op for undervisningstimerne. Men det giver jo så meget retur på mange måder. Der er ikke meget, der kan måle sig med 4-5 timer en formiddag i solen med glade mennesker og hunde, kaffe på kanden, og måske har nogen medbragt en kage. Jeg elsker det sociale sammenhold, vi har i DcH Næstved.

Jeg arbejder stadig, selv om jeg nu reelt set kunne gå på folkepension. Men jeg elsker mit arbejde, udfordringerne, kollegerne og hverdagen. Jeg arbejder 23,5 timer om ugen, og jeg er ret hurtigt kommet til at elske mine fri-onsdage.

Og så kom vi igennem 2025. Stille og roligt, selv om de skød som bare ………. udenfor. Vi spiste lækker mad fra Skagenfood.dk. Og nu er vi klar til at Pia og jeg i overmorgen kører til Donzdorf igen (1100 km hver vej) og henter Ayra.

Så 2026, bring it on – vi er SÅ klare.

DcH DM 2025

Ja ja, den opmærksomme læser har nok for længe siden konstateret, at jeg blev ikke Danmarksmester i agility i år! I hvert fald ikke til DM - men derudover har jeg jo stadigvæk Danmarks dejligste og dygtigste agility-hund! Det kan der ikke laves om på. 

Traditionen tro startede vi i DcH Næstved et par uger før DM med fotoshoot og uddeling af fine t-shirts fra klubben. I år var vi 1 fanebærer, 1 dommer 6 hundeførere og 7 hunde, der skulle af sted. 2 af dem for første gang, så der var rigtig meget snak om, hvor fed en oplevelse, det plejer at være. 

Ud over t-shirten fra klubben fik Keeper og jeg et rigtig fint vedhæng fra Pia. Det hang i hendes halsbånd hele weekenden, og nu sidder det i min nøglering, som minde om DcH DM 2025. Bent havde købt en halskæde til mig, som desværre ikke var nået frem, så jeg måtte nøjes med en rød rose og et billede af halskæden. Den hænger så til gengæld på mig nu. Tak til både klubben, Pia og Bent. Det betyder alverden, at have den opbakning, når Keeper og jeg skal af sted. 

Bent var såååååå tæt på - og alligevel sååååå langt fra at kvalificere sig, men til gengæld blev han spurgt, om han ville gå med kredsfanen til ind- og udmarchen. Det gjorde Bent selvfølgelig gerne - og så hyggede han sig ellers med Freddy i ventetiden. 

Ud over t-shirts fra klubben fik vi også t-shirts fra kredsen. Det så rigtig flot ud, da hele den blå-klædte flok fra kreds 6 kom gående. Heldigvis var det om lørdagen så varmt, at vi kunne gå i t-shirts. Det havde været ærgerligt, hvis det havde være koldt. 

Vel ankommet og igennem diverse taler, blev fanerne sat i de 2 faneborge. Jeg var lige henne og finde vores fane, der heldigvis er nem at finde med det trykte logo på. 

Vi kom på plads ved ringsiden og fik pyntet op med flag og vores fine "beviser" fra klubben. 

Keeper løb fantastisk den weekend. Nej nej, vi blev ikke Danmarksmestre. Faktisk havde vi et løb med en slalomfejl, og 3 disk, men hun løb fantastisk. Vi havde ingen "no-brainer-løb", hun forsøgte virkelig at gøre, hvad jeg bad hende om. Måske var min tegngivning for langsom? Eller måske gik der lidt for meget "det-plejer-hun-at-kunne-derhjemme" i den, hvad ved jeg. Når jeg kigger på videoerne (tak Tanja!) så kan jeg så, at hun prøver. Og jeg havde også selv en god fornemmelse i alle løb.

Der var 3 professionelle fotografer på pladsen, som efterfølgende solgte deres billeder. Billedet herover er jeg faktisk voldsomt glad for. Ikke på grund af min lidt store delle på maven, men det her er fra agility løbet lørdag eftermiddag, hvor vi faktisk blev disket. Men se lige, hvor glad jeg ser ud! Det smil og det blik på min hund, det vil jeg bære med mig videre til mange stævner fremover, for det er sådan, det SKAL være! 

Vi boede på hotel Comwell, Middelfart. Det var en lidt pudsig oplevelse. Meget af det var super fint, især morgenmadsbuffetten var jeg vild med, men f.eks. ventede vi fredag aften tæt på en time på vores mad, lørdag serverede de så hurtigt, at vi næsten ikke var færdige med at tygge, før næste ret var på bordet, og badeværelset ved vores værelse var ikke så rent, som jeg kunne ønske mig, når jeg kommer på sådan et stort flot hotel. Til gengæld var hunde velkomne, og vi havde fint "kig" til Lillebæltsbroen på vores aftentur. Man kan ikke få det hele hver gang. 

Så nu er det bare i gang med træningen og stævneplanlægningen for 2026, så vi forhåbentlig begge kan komme med næste år, hvor vi skal helt til Frederikshavn. 

Og så skal man jo for alt i verden ikke lave om på noget, der fungerer. Så traditionen tro stod den på sushi på vej hjem søndag aften. Denne gang fra OMY Sushi i Skælskør. Det er 2. gang vi prøver den, og det var fantastisk lækkert. Det kan bestemt anbefales. 

DcH DM slut prut finale - jeg glæder mig allerede til næste år. 

Forlænget weekend i Nordjylland

Igen i år var Bent inviteret til at dømme stævne hos DcH Brønderslev. I år trak vi sneglehuset med, og vi havde indlogeret os på Grønhøj Strand Camping fra fredag til tirsdag. 
Grønhøj Strand Camping får 5 stjerner ud af 5 fra os. Vi følge os virkelig velkomne ved ankomsten, og pladsen var indrettet i små nicher, så vi fik aldrig indtrykket af at være på en stor campingplads, selv om det var det, vi var. Pæne og rene servicebygninger toppede det gode indtryk. Prikken over I'et var dog senior-rabatten. Vi gav 776,- kr. for 4 nætter, incl. strøm og badepoletter. 

Det gjorde selvfølgelig heller ikke noget, at campingpladsen lå 700m fra Vesterhavet. Vesterhavet kan altså noget helt specielt. Også selv om der sådan en sommeraften er masser af biler og campere. Da vi havde været i Brønderslev og sætte telt op måtte vi lige ned og dyppe tæerne og strække benene efter den lange tur i bil. Det var lige noget der blev sat pris på. 

Lørdag morgen var det så tidligt op og af sted til Brønderslev (25 minutters køretur). Ud over at Bent skulle dømme, ja så var det den sidste weekend, hvor vi - på grund af andre aftaler - havde mulighed for at jagte de der sidste DM-udtagelser, hvor vi begge manglede 1. 
Desværre lykkedes det ikke for Bent og Gimli, trods nogle gode forsøg - men sandelig, om ikke Keepsen og jeg lige tog os sammen og fik den sidste AG-udtagele om lørdagen, hvor vi i øvrigt vandt AG åben. Det var i øvrigt en lidt pudsig oplevelse. Lørdag var Jysk Mesterskab, hvor seedningen til Jysk mesterskab foregik via 2 helt almindelige landsdækkende åbne klasser. Men fordi det var Jysk Mesterskab, så var der kun præmiering til dem, der blev jyske mestre. Det er vist første gang nogensinde jeg har prøvet at vinde en åben klasse, helt uden nogen for for erkendtlighed. Så har vi prøvet det. 
Og så måtte vi selvfølgelig lige forbi Meny i Saltum på hjemvejen, så vi kunne få en flaske bobler til at fejre, at Keeper, der er knap 4 år skal til sit andet DcH DM - og jeg skal til mit nr. 16 i streg. Det er jeg faktisk lidt stolt over.

Og nå ja, så vandt vi lige agility åben om søndagen også, så pludselig havde jeg faktisk overskud af udtagelser. 
Keeper har været en stjerne den her weekend. Kun en enkelt klasse, hvor hun var lidt vildere end sædvanligt. Ingen totale "no-brainere". 
Hazel har løbet sine springbaner med stor fornøjelse og kæmpe fest. Nogen gange var jeg inviteret med, og nogen gange var det en klar solo-fest, men det er bare helt ok. 

På vej tilbage til campingpladsen nåede vi lige en tur ned og se solnedgangen ved Vesterhavet. Smukt smukt smukt. 

Mandag morgen havde jeg igen i år fornøjelsen af - sammen med Betty - at deltage i Morgenbadeklubben Søstjernerne's morgenbadning. Præcis kl. 8.00 var vi ca. 40 mennesker, der fulgtes ad ud i bølgerne. Det var fantastisk igen at opleve den omsorg, man har for hinanden. Ud over at man bader, så er der også et helt klar socialt aspekt i klubben. Og så selvfølgelig Søstjernes Morgensang og en lille "skarp" til at slutte af med. 

Vi havde en aftale med Betty og hendes agility-hold mandag aften, så efter morgenmaden og de almindelige morgensysler, så besluttede vi os for at udforske Store Vildmose. Jeg har været i Lille Vildmose og ved, at der er stier til vandreture - så det tænkte vi, at der også måtte være i Store Vildmose. Men der blev vi snydt. 
Der var et fint udsigtstårn, men der var kun ca. 200m fra parkeringspladsen, så det gav ikke mange skridt på tælleren. 

Så havde vi tidligere kørt forbi "et eller andet" udsigtspunkt skænket af Aage V. Jensen's naturfond, så den opsøgte vi igen. Lidt underligt bygningsværk midt i den flade mose-natur, med trapper op til en udsigtsplatform - men stadig ingen vandreruter.

Men vi giver ikke op uden videre - så vi fandt et sted i udkanten af Vildmosen, hvor der var markeret en 2 km. vandretur. Endelig kunne hundene komme ud, også selv om det var en lille tur. Det var en fin tur med en masse broer og undervejs, bl.a. en solsikkemark. 

Efter vores længe ventede ikke særlig lange travetur vendte vi igen bilen mod DcH Brønderslev, hvor vi tilbragte aftenen med Betty's agilityhold. Søde mennesker, søde hunde, dejligt vejr. What's not to like? 

Og ja, så går sådan en forlænget weekend jo hurtigt. Tirsdag morgen var det tid til at pakke sammen ogsætte næsen sydpå igen. Hundene var glade, da de fik lov at komme i bilen, hvor de bare lagde sig til at sove. Og nu er der kun 2 timer og 5 minutter til vi er hjemme.