onsdag den 28. juli 2010

Hurra - Ticket og Bent skal til Fælles-DM


Hvor er jeg glad på Bent's vegne, for i år er det for første gang lykkedes for ham at kvalificere sig til DM.

I alle de år vi har løbet agility, har Bent haft de "vanskelige" hunde: Bessie, Magnus, Paddy - og jeg har haft de "nemme" hunde: Siffer, Meghann, Zippo. Jeg har deltaget i det individuelle DM de sidste mange år, hvor Bent tålmodigt igen og igen har været med som publikum og entusiastisk fan.

Men endelig har Bent fået hunden, der passer perfekt til ham, nemlig Ticket. De er bare et rigtig godt match. Og i løbet af den tid I har løbet sammen, er I bare vokset med opgaven - sammen.

Så tillykke til Bent og Ticket med deres udtagelse til Fælles-DM. I skal nok give dem alle sammen kamp til stregen!



mandag den 19. juli 2010

FIONIA CUP 2010

Uge 28 var det tid for det årlige agility-uge-stævne, som i år igen var henlagt til Fyn. Fionia-Cup løb af stablen for anden gang, og vi tog afsted fulde af forventninger om en god uge.


Pia, Bent og jeg havde fået en fin campingplads, tæt på baderum og toiletter som ønsket, og helt ude i kanten. På den ene side havde vi Karin og Queenie, på den anden side Fionia-Cup komiteen, og bagved nogle flinke folk fra Schweiz, så bedre plads kunne vi ikke have.

Vi ankom lørdag ved frokost-tid og fik slået fortelt op, sat hegn op og installeret os - i bagende hede. Det tegnede godt.


Vi havde alle hunde med, og Zoë havde hele ugen sin egen private hunde-sitter. Jenny var rigtig sød til at lufte hende flere gange om dagen. Nogle gange gik de tur, og andre gange sad de bare og hyggede et eller andet sted. Om aftenen var Zoë rigtig træt efter en dag fuld af gode oplevelser. Jenny købte en fint lille hjerte til Zoë, med blå sten, der passer til hendes halsbånd, så nu er hun rigtig fin. 1000 tak til Jenny for hjertet og for at passe Zöe så godt.



Jenny var i øvrigt afsted med sin far og mor, Kenneth og Charlotte fra Sorø Hundevenner, som sammen med Susanne - også fra klubben - havde valgt at bruge denne uge af deres ferie på at være hjælpere på Fionia Cup, selv om de ikke selv skulle løbe. Det er da at udvise interesse for agility. Hatten af for det! Jeg ved også, at Kenneth har taget en masse billeder, så vi håber, at der falder en CD af på et tidspunkt. :o)

Herunder er Jenny og Zoë i en hyggestund.



Jeg skulle løbe med Zippo og Monty - og Bent skulle løbe med Ticket og så være ringleder sammen med Johanna. Monty løb springløbene - i alt 7 styks, og alle uden fejl. Det blev til en enkelt førsteplads og nogle andenpladser. Godt gået af den gamle dreng i den varme. Men han synes stadig at det er en fest at løbe. Selv om han ikke længere er helt så hurtig, så er det helt tydeligt, at han stadig har en fest, når han løber.

Zippo har været super. Et løb ud af de 15 vi løb, synes jeg han snød mig. Men i virkeligheden var det selvfølgelig mig, der ikke gav ham tydelig nok besked på, hvad han skulle. 2 ud af 5 mulige dage vandt han AG3, hvilket gav ham nogle gode points til "landsholdskontoen". Hvor er jeg stolt af min lille hund. Og taknemmelig for, at han er min!



Vores nabo ved ringsiden var Julie, der medbragte 2 lækre sheltie-hvalpe, børn af One. Pia og jeg påtog os hurtigt rollen som socialiserings-tanter, for hvem kan da stå for sådan et par små "marsvin". Og sjovt at se, hvordan de udviklede sig i løbet af ugen. De har helt sikkert fået nogle gode oplevelser med i bagagen.


Zippo fik lejlighed til at lufte sit Danmarks-dækken. Herunder er han til en præmieoverrækkelse, hvor han ligger og hygger sig. Præmieoverrækkelserne til disse ugestævner er en fest, hvor der hygges og festes, og hvor der drikkes en del fadøl, og de meget varme dage gjorde, at iskold fadøl var rigtig dejligt.


Pia løb med både Aya og Woogi. Hvordan det er gået kan man læse om på Pia's egen blog, men det er i hvert fald helt tydeligt her, at det er en meget glad Pia på podiet.

Og her kan man rigtig se, hvor flot Zippo er med sit dækken.


Når præmieoverrækkelserne var færdige skulle vi have alle hunde og noget af vores ting med tilbage med campingvognen. Så er det godt at have en stabil hunde-holder, mens vi får pakket alt det andet og lukket teltene. Her er Andreas med Aya, Ronja, Woogi, Ticket, Zippo, Monty og Dazzler. Hvem tør sige: miauv :o)

Bent og Ticket havde nogle rigtig gode løb. Et af dem var AG2 om mandagen, hvor Bent vandt løbet foran 53 andre og fik en pind. Hurra! Det var en rigtig flot løb, hvor Bent havde fuld kontrol over Ticket hele vejen rundt, så hun ikke fik mulighed for at lave nogen svinkeærinder.

Her kan man se Bent og Ticket's løb:
http://www.youtube.com/user/bluewyle#p/a/u/2/DN2OrnIbO3c

Og her er den glade vinder med Ticket iført flot Danmarks-dækken.
Kennel Foula var flot repræsenteret på Fionia Cup. Men at samle de deltagende Foula-hunde til et billede var umuligt, så det blev bare til en flot billede af Breezy, Zippo og Woogi.
Pia forærede alle deltagende Foula-hundeførere ved Fionia-Cup flotte grønne t-shirts med navn. Tak Pia! Dem vil vi bære med stolthed.

En del af præmie-overrækkelserne er også udstyret. Bemærk f.eks. her den flotte hat jeg har på. Den tilhører Anne Kew og familie, men blev sådan en slags vandre-hat under præmie-overrækkelserne. Her er jeg i flot internationalt selskab med Anne Marie Brandt med sin hurtige Silja fra Tyskland, og Ivan Baad fra Sverige.


Men de lange præmieoverrækkelser kunne også være trættende. Her er det Woogi der snupper en lille lur hos Bent.

Og her snupper Zippo sig en slapper hos sin bedste Pia. Hvis der er to, der er glade for hinanden, så er det altså Zippo og Pia!


Andreas hyggede sig også under præmieoverrækkelserne - her med en is-kold fad-bamse. :o)


Desværre blev jeg disket i ugens første spring-åben, så jeg skulle løbe fejlfrit i ugens anden spring-åben, og helst med en nogenlunde god placering, for at kvalificere mig til fredagens finale. Jeg ville rigtig gerne med i finalen, for både Zippo og jeg synes det er fantastisk sjovt at løbe den slags løb, hvor publikum hujer og klapper. Heldigvis kom jeg med, efter et spring-åben om fredagen, der godt nok var fejlfrit, men bestemt ikke kønt.

Jeg synes godt vi kan være stolte af vores mellem-hunde finale. Blandt de store hunde var 10 af 25 deltagende hunde danske. Blandt de små var 2 af 10 deltagende hunde danske, men blandt mellemhundene var 2 af 12 ikke danske. Godt gået af mellem-hundene.

Her er Zippo og jeg for fuld fart på vej gennem finale-løbet.


Vi løb os til en 6. plads med en feltfejl. Super seje Zippo. Fejlen fik vi på balancen, hvor hundene kigger lige ind i en tunnel, de ikke skal ind i. Jeg var meget koncentreret på at få ham væk fra tunellen, og det kostede altså feltet. Øv. Hans tid var i øvrigt den 3. hurtigste!

Flot nok var alle 3 vindere i år fra Danmark: Tillykke til Anne Kew og hans kongelige sejhed Sir Hector Jensen, Pia Metz og ganske unge Lucky og Poul Lerche og hans lige så unge Nala. Hurra for Danmark!

Så manglede vi bare alle de afsluttende ceremonier. Her er det ringlederne: Bent, Maj-Britt, Anne, Ulla og Andreas (Johanna var taget hjem tidligere) der får fortjente klapsalver og siger tak for godt samarbejde til hinanden. Og der var virkelig godt samarbejde mellem ringene - mere end tidligere år, hvor det nærmere har været en konkurrence om, hvem der kunne bliver færdig først. Godt gået.


Så var der bare tilbage at pakke sammen og køre hjem. Vi havde valgt at blive til lørdag, og om natten blev det mega regnvejr. Øv, tænkte vi - vådt fortelt! Men nej, lørdag morgen skinnede solen fra en klar himmel, så vi kunne pakke stævnetelte og fortelt ned i tør tilstand.

Og vel hjemme igen var der nogle hunde, som synes det var herligt at komme ud og ligge i deres egen have. Her er det Dazzler, der har fundet sig en kølig plet i skyggen i det nu (igen) høje græs.

Og Paddy er kravlet ind under brændeovenen, hvor der er køligt på metalpladen.
Tak til Mette og Ib, Annette og Jim samt Susanne og Tommy for en rigtig god uge. Især må jeg fremhæve Ib. Den mand stod aldrig stille. Hver gang vi så ham var han i gang med et eller andet fysisk, samle affald, bære vand eller andet knoklearbejde. Men rigtig godt gået af hele komitéen. Det har i bare gjort godt denne gang!

søndag den 4. juli 2010

Ugekursus i Kolding 2010

Eller omdøbt til "Plus 4 kilo"-kurset. :-)

Igen i år havde KOCH med Ingo i spidsen arrangeret 4-dages kursus med fremragende undervisning på KOCH's dejlige træningsplads. Jenny Damm, Johanna Allanach og Tina Mette Jørgensen hersede med os på skift, og fantastisk at de også torsdag eftermiddag, hvor flere af deltagerne tydeligvis var temmelig flade - også kunne opvise entusiastisk undervisning. Vi har fået rigtig meget godt med hjem til at putte i vores agility-værktøjskasse, både til os selv og vores egne hunde, men også til undervisningsbrug.

Og maden var jo som sædvanlig et kapitel for sig selv. Bortset fra den lille snak om, hvor vidt "tarteletter" er ental eller flertal :-) så har vi simpelt hen fået så meget vel-tillavet god mad, at vi nærmest er mætte for de næste mange dage. Tak til alle køkken-folkene.

Og tak til vores med-kursuster for 4 hyggelige dage. Allerede mandag under morgenmaden gik snakken, og det fortsatte den med alle dagene. Super med Lone's morgengymnastik, den vil vi ikke undvære. Og en enkelt aften med foredrag er også fint. Vi krydser fingre og håber, at det kan lade sig gøre at lave kursus igen næste år.

Herunder er en lille billedkavalkade fra dagene:

Johanna underviser Tina og Murphy
Jenny forklarer til Lone og Sui

Og Tina har fat i Anders og Lucky

Dem der ikke løb søgte ind i skyggen
Her har Johanna gang i både Susan og Michael
Og her er Jenny i gang med Helle og Merci

Spørg lige, hvem der synes det er skønt at være på agility-kursus?

Og mens Zippo hygger sig med agility snupper hans far en lille lur i campingvognen
Og hundeførerne kan også blive trætte :-)
Så er Zippo og jeg i gang hos Jenny
Så må vi lige snakke lidt om mulighed for forbedringer
Og gamle agility-hunde er som gamle cirkus-heste: de vil helst være i manegen. Lotus søgte dog fornuftigt ind i skyggen
Så er der gang i Gitte og Badu
Så har Johanna gang i Lisbeth
Sådan så himlen ud det meste af dagene. Fantastisk
Så er Badu også blevet træt og varm. Så hun snupper lige en lur.
TAK FOR 4 FANTASTISKE DAGE!!!

mandag den 28. juni 2010

Hold da helt op.....

.... hvor er det længe siden jeg har blogget!

Der er sket så meget, og vi har haft så travlt, at jeg slet ikke har kunnet følge med. Så her kommer bare lidt om den seneste tid.

Torsdag eftermiddag, lige efter arbejde, koblede vi campingvognen på og kørte mod Herning. Der var verdenshundeudstilling - World Dog Show (WDS), og vi havde sagt ja til at hjælpe ved verdensmesterskabet i HTM og Freestyle. D.v.s. det endte med at blive Bent, der hjalp alle 3 dage.

Vi fandt uden problemer vores plads på DKK-campen, meget belejligt midt mellem messehallerne og agilitybanen. Og allerede fra fredag formiddag var Bent engageret til at blogge. For Bent var det nogle rigtig hyggelige dage, hvor han sammen med Erica fra Sverige lavede nærmest on-line-blogging, så alle kunne følge med i, hvordan verdensmesterskaberne gik, også selv om de ikke selv var i Herning.

Jeg mødte Thorleif og Sophie fredag morgen - og fik tilbuddet om at være med til agility-opvisning i Store Ring. Det var jo et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Resten af dagen gik med at se åbnings-seremonien i HTM-ringen og lidt shopping. Der var dog rigtig mange kris-krams-forretninger - og ikke ret meget, der fristede.

Lørdag og søndag løb jeg agility. Jeg var selv meget godt tilfreds med mine løb, også selv om vi fik en del diskere. Det var ikke Zippo's skyld. I de åbne løb kunne man kvalificere sig til en finale søndag, og i finalen blev vi nr. 2 efter Siri og Sonic fra Finland, og d.v.s. bedste danske mellemhund. Super seje Zippo. Han elsker de der løb, hvor folk råber og klapper. Det er de bedste løb. :-)

Nu er vi så Kolding på det årlige "uge"-kursus. I år er det Tina Mette, Jenny Damm og Johanna, der underviser. I dag har vi været på hos Tina og Jenny, og i morgen går det så løs med Johanna. Ticket har været fremragende, og meget mere udholdende end forventet, og Zippo - ja, han er bare så super at arbejde med.

Her er fantastisk at være. Lige som en stor agility-familie. Rigtig meget hyggelig hundesnak, fantastisk forplejning og super undervisning. Det er bare rigtig dejligt.

søndag den 30. maj 2010

Hold da op en weekend

Så er vi tilbage på vores egen blog igen.

Og denne weekend var der så DKK-internat.stævne i Albertslund. Da Bent kom hjem fredag aften, talte han godt nok om, at ladelampen lyste i bilen, men den lyste ikke konstant, så vi regnede med, at den kunne nok holde weekenden over, og der var bestilt tid hos mekaniker mandag. Men sådan skulle det ikke gå.

Vi startede uden problemer, men mens vi kørte derudad skete der flere og flere mystiske ting. Vinduerne kunne næsten ikke rulles ned og op, og blinklyset blinkede langsomere. Flere lamper lyste nu, og da vi var nået til Ringsted fandt Bent det ikke forsvarligt at køre længere. Fair beslutning, men hm....... Der var jo lige et stævne.

Desperate opkald til adskillige venner og livliner gav heldigvis bonus, og Jeanette var så sød at komme forbi og hente mig og Zippo, så vi kunne komme ind og løbe AG3. Jeg var godt nok spændt på, om jeg overhovedet kunne løbe, for jeg er helt vildt forkølet. Min næse er totalt stoppet, jeg har ingen luft og jeg har ikke beværet mig i noget hurtigere en langsom gang hele ugen.

Pia og Bent ventede så på Falck, som kørte bilen til Bøgelunde og dem hjem. De havde besluttet at vente med stævne til søndag, og Bent brugte dagen på at få fat i en lånebil (Tak til Lis). Pia brugte til gengæld dagen på at slå græs, støvsuge og ordne badeværelse. TAK!!!

Det størte problem med Pia og Bent's manglende deltagelse lørdag var, at deres hold pludselig var reduceret fra 4 til 2. Hm.... Henrik måtte på jagt for at finde en ny reserve, og heldigvis kom Allan med O'Gaia holdet til hjælp, så de kunne bevare deres gode placeringer for holdet.

Mine løb gik faktisk bedre end forventet. Mine ben eksede godt nok noget undervejs, og jeg kunne ikke hjælpe Zippo optimalt, men vi kom igennem. Desværre uden points på landsholdskontoen, men med nogle - situationen taget i betragtning - udmærkede resultater.

Søndag kom Pia og Bent så med. Igen takket være en god ven's hjælp, for Henrik kom og hentede Pia, da der kun kan være 2 i Lis' bil. Søndagen bragte også regn. Øv øv øv. Jeg ved godt, at man bare skal have ordentlig tøj på, og det har vi jo, men det er altså sjovere i solskin.

De fejl vi fik i klasse 3-løbene fik vi fordi jeg ikke havde luft til at være de rigtige steder, men til gengæld løb han 2x2 fejlfri åbne, og endte weekenden med at blive bedst i 4 åbne klasser. Dygtig Zipzap!

Næste weekend spitter vi op igen. Bent og Pia følger mig til Ribe til landsholdssamling, og så kører de tilbage til Vejen til DcH-stævne. Jeg skal have Dorthe og Djohs boende i campingvognen, så det skal nok blive hyggeligt.

mandag den 17. maj 2010

søndag den 16. maj 2010

En kold og våd weekend

Selv om jeg næsten ikke orker at skrive på blog'en lige nu, hvor jeg kommer til at se på mit indlæg om Meghann - så skal jeg jo igang igen, så her kommer en lille beretning om weekenden i det jyske og fynske.

Egentlig kunne det sammenfattes til meget få ord: brrrrr, dryp, fryser, øv, blæst - og flere i den stil - men der var jo også rigtig mange gode momenter.

Stævnet i Viby hos Thorleif, Sofie, Ghita og co. var som altid veltilrettelagt og godt afviklet med fine præmier. Jeg var dog ikke begejstret for systemet med kun at åbne præmieboden til sidst. Det blev sådan noget med at man stod og vogtede på det, man gerne ville have - og i samme sekund der blev sagt GO, så kastede man sig over præmierne som gribbe for at få fat i det bedste.

Mine løb var lidt blandede, og vi løb ind i en stribe felt-problemer, som vi dog har fået rettet op på igen. Tak til Johanna for on-line assistance. :-) Nu skal vi bare have fart på felterne, som tidligere. Samtlige starter var bare super. Ingen tyv-starter overhovedet. Herligt at gå ind på banen med ro. Zippo og jeg fik også lidt gode landsholds-points på kontoen. Det er jeg rigtig glad for - og noget benovet over.

Bent har haft det luxus-problem, at Ticket nu er begyndt at løbe rigtig hurtigt. Så han skal lige huske at handle meget hurtigere, end han tidligere har skullet. Det gav lidt problemer først på weekenden, men rettede sig heldigvis i løbet af dagene.

Nu glæder vi os til Bornholm næste weekend. Det bliver spændende. Og dejligt at komme til et stævne med 1 bane. :-) Så kan vi forhåbentlig følge med i, hvad der sker. Iflg. programmet er der tilmeldt 4 mellem-hunde, og de 3 af os er i klasse 3!

Weekenden sluttede i Odense med Royal Canin Show. Det var en noget blandet oplevelse, og da det regnede temmelig konstant, fra vi ankom lørdag eftermiddag, til sidst på eftermiddagen søndag, så var alle menneskers tolerance-terskel noget lav. Banerne var våde, og en del af dem meget snævre. Posen blev ikke fjernet, hvilket gav lidt problemer for de små hunde. Men rigtig hårdt for arrangørerne af det kæmpe arrangement, hvoraf agility'en kun var en lille del. Der kom næsten ingen publikum, så de kan vist vente sig en klækkeligt underskud.

Here er et lille stemningsbillede fra Odense:


tirsdag den 11. maj 2010

Farvel min elskede Meghann



I dag måtte vi så igen gå den tunge vej til dyrlægen - denne gang med Meghann. Kun knap en måned efter at vi måtte sige farvel til Bessie. Hold da op, hvor det er hårdt.

I et stykke tid havde hun døjet med "hurtig" mave. Vi havde prøvet diverse håndkøbsmidler samt en antibiotika-kur fra dyrlægen, men totalt uden virkning. Men da hun stadig virkede frisk og energisk gik der nogen tid før vi indså, at dette var nok ikke bare "hurtig" mave.

Lørdag til stævnet i Hillerød for 1½ uge siden løb hun med Julie. Hun rev godt nok et par pinde, men ikke noget alarmerende. Men da vi kom hjem var hun totalt drænet for energi. Aldrig før har vi set hende så flad, og derfra gik det kun nedad bakke.

Hos dyrlægen tog de en blodprøve for at checke hende, men det eneste der var entydigt var, at hun ikke optog protein. Hendes protein-niveau var alarmerende lavt. Vi fik fat i noget medicin, som skulle kunne hjælpe, men efter 5 dage var der intet opmuntrende resultat, og der skulle helst have været bedring efter 2-3 dage. Meghann's appetit blev mindre og mindre. Hun spiste en frikadelle, lidt kogt fisk eller lidt leverpostej, men kun fordi jeg madede hende med hånden, og kun for min skyld - ikke fordi hun havde lyst.

Her til morgen nægtede hun totalt at spise, og jeg vidste nu, at der måtte ske noget drastisk. I samråd med vores egen dyrlæge kontaktede vi dyrlæge Annette Spohr på Faxe dyrehospital. Annette er specialist i tarmsygdomme, og hun undersøgte Meghann og foreslog, at vi tog et røntgenbillede og derefter evt. scannede. Røntgenbilledet var utydeligt og svært at tyde - hvilket sammen med hendes ind imellem lidt hektiske vejrtrækning kunne tyde på væske i kroppen, hvilket scanningen til fulde bekræftede.

Hun havde væske i brystkassen og hele bughulen. Samtidig var hendes tarmvægge, som normalt skal måle mellem 2 og 3 mm, helt oppe på at måle mellem 5 og 6 mm. Diagnosen var galopperende cancer i tarmene, og vi valgte derfor at stoppe hendes lidelser med det samme. Det var helt klart for os og alle andre, som kender Meghann, at hun var meget meget dårlig, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har haft smerter. Der var ingen grund til at hun skulle lide mere.

Da vi kørte hjem fra Faxe skinnede solen samtidig med at det regnede. Det har selvfølgelig været fordi Meghann skulle bruge regnbuen. Min elskede smukke hund er nu gået op over regnbuebroen for at mødes med Bessie og Siffer og alle de andre gamle venner. Tak Meghann, for alle de fantastiske oplevelser du har givet mig. Du har virkelig lært mig fornøjelsen ved at arbejde med hunde. Og du har mange venner rundt omkring, der også vil savne dig.

Sov godt min ven - og hils de andre.