Järnavik 2025

Igen i år tilbragte vi en uge på Järnavik Camping sammen med Hanne og Ivan. Det var faktisk vores 5-års jubilæum som campister sammen, så det var fantastisk, at vi i sidste øjeblik kom af sted, selv om Sveriges-turen først var aflyst i år.
Ideen om at holde camping-ferie sammen opstod under Pandemien, og vi har siden nydt nogle fantastiske somre på Järnavik. Det er en ret fantastisk plads, lige ned til vandet, med gode bademuligheder og masser af lækre vandreture i omegnen. Selve pladsen er lidt ujævn p.g.a. niveau-forskellen og masser af klipper, men der er super fine pladser at ligge på. Køkken, toilet- og badeforhold er fine og rene. Der er ikke noget kæmpe legeland, kun en lille legeplads med en vippe og et par gynger, og aldersgennemsnittet for de besøgende er nok (rent gætteri) højere end 40. 
Ferien i år blev noget anderledes, end den plejer at være, da temperaturen de fleste dage lå et sted mellem 25 og 27 grader i dagtimerne. Så det blev de fleste dage til en frisk morgentur og en sen aftentur, og derimellem masser af dasen i skyggen for både mennesker og hunde - plus selvfølgelig en del ture i vandet for Ivan og mig.

Her kommer en lille billedkavalkade fra ugen, der gik 😎🌞🌞🌞🌞🌞

Alle dage startede med en tur til toppen af "Klippen". Der fik vi vores daglige "morgen-fix" af smuk natur og ro. Man kan faktisk godt blive lidt afhængig af den slags "fix". I år fik vi fortalt, at der var rigtig mange hugorme i området, så vi holdt hundene på stierne, når vi gik, og heldigvis så vi ingen hugorme de dage, vi var der. 

Om aftenen fik vi til gengæld ture i de smukkeste solnedgange. Jeg har riiiiiiiigtig mange billeder af solnedgange - men det er bare så smukt, når solen går ned og spejler sig i vandet. Det kan vi aldrig få for meget af. Og temperaturen var fin for hundene på det tidspunkt.

Normalt var det jo Ivan, der var min faste bademakker (hverken Bent eller Hanne har hang det der vandpjaskeri), men en enkelt gang fik jeg lokket Gimli med i vandet. 

Og hvem har brug for en swimmingpool ved et hotel, når man kan få lov til at bade i de her omgivelser? I hvert fald ikke mig!

Da Hazel jo brillerede med at komme i løbetid på feriens dag 2, ja så blev det ikke til meget svømning for hende. Til gengæld var hundepigerne flittige gæster på campingpladsens fine hundedusch.

Det blev da også til et enkelt opstillet billede - men det var svært at holde drengenes opmærksomhed væk fra Hazel. 

Og ellers, ja så blev dagene brugt til at dase og restituere efter Fionia Cup. Bent brugte en dag på at hjælpe Hanne og Ivan med at flytte deres campingvogn, men ellers var det sådan her, det meste af tiden gik. Plus selvfølgelig masser af kaffe-pauser og hygge-snak hos Hanne og Ivan.
Hurra for sølvtæppet, som gav skygge til hundene i løbet af dagen. 

Järnavik er i øvrigt en meget hunde-venlig campingplads. Jeg tror, at der i den uge, hvor vi var der, var der hunde på 2 ud af 3 pladser. Små og store, stille og larmende. Her er vores nabohund de sidste par dage. Hun er verdens sødeste Dogue de Bordeaux og hedder Solvej. 

Når man som jeg er født på Bornholm, og har travet Paradisbakkerne tynde med sin far, ja, så skal der noget helt specielt natur til, for at imponere mig. Men den ene ting, der er flot i Sverige, er mos. Der er mos alle vegne. Også oppe i træerne. Prøv at se egetræet herunder, hvor alle grenene er dækket af mos. 
Den anden ting er, hvordan de kæmpe store træer kan vokse nærmest direkte ud af klipperne. Der er praktisk taget ingen jord. Kun klippen, og så måske en lille revne ned i undergrunden. Utroligt, at de træer kan holde sig i live. Det er imponerende. 

Rundt om campingpladsen findes masser af fantastiske vandreruter. De er blandt andet beskrevet på en app, der hedder "Ark 56". I den app er der simpelthen kort over vandreruter i hele Blekinge-området. Markeret ind i naturen med synlige mærker, og nemme at finde rundt efter. Det er bare, at starte i den ene ende. 

Den sidste dag i ferien faldt temperaturen heldigvis så meget, at vi fandt det forsvarligt at gå en længere tur med hundene. Valget faldt på en tur, som vi forsøger at gå hvert år, for det er en meget smuk tur. 

En del af turen går gennem en skov, hvor der ligger kæmpe store sten over det hele. Det ser ud, som en kæmpe trold en gang i tidernes morgen har rystet en pose med kæmpe-sten, og så tømt den ud lige der. Stedet mig altid om den jødiske kirkegård i Prag, hvor man tidligere - når der ikke var mere plads - dækkede det hele til med jord og så lavede et nyt lag med grave og gravsten. Mange af stenene i skoven er delvis dækket af jorden, og resten stikker ovenfor. 

Sådan ser der ud på den jødiske kirkegård i Prag

Det har været noget af en trold, der kastede rundt med de her sten

Ca. halvvejs på turen når man ud til et klippe-parti, hvor der er en fantastisk smuk udsigt og hvor man kan kigge helt over til "vores" morgenklippe ved Järnavik (ved den blå pil).
Vi plejer at finde et sted i skyggen, så hundene kan få lidt vand og måske lidt energi-snack, mens vi  andre hviler benene lidt, inden vi skal tilbage igen. 

Og inden man rigtig har set sig om, ja så er der gået en uge igen. Vi nyder ugens sidste "morgen-i-Järnavik-fix" fra toppen af klippen, inden der skal pakkes campingvogn og turen går mod Danmark, hvor vi i weekenden lige snupper et agility-stævne lørdag og en rally-prøve søndag. 

Nu glæder jeg mig også til at komme tilbage til rutinerne og hverdagens udfordringer. Jeg glæder mig til at se mine kolleger igen og høre om deres sommerferieoplevelser. Jeg glæder mig til at komme i gang med træning med hundene igen - og til at komme i gang med at undervise igen. For jeg er jo enig med Dan Turell: "jeg holder af hverdagen".

Egentlig er der gået lidt flapsy-hapsy i de der ugestævner, men i år var der heldigvis igen Fionia Cup på Fyn, og Bent og jeg havde sagt ja til at være ringledere. Kæmpe tak til Rikke, Jim og co. for at have tillid til, at vi kunne løfte den opgave.

Ringlederne er dem, der får ringen til at hænge sammen og fungere – plus de er indsendere. Så der er meget, der skal holdes styr på, også sammen med egne løb. Det er sådan en slags real-life-puslespil, og indrømmet: vores overskud til at være sociale om aftenen var ikke ret stort. Men bortset fra det, så er det et sjovt job. Og hvis man så også er lidt sprognørd, så kan man så rigeligt få brugt (og også udvidet) sine sprogkundskaber. Vi fik f.eks. lige hjælp til at få genopfrisket vores få finske gloser – men når man kan sige ”velkommen”, ”tillykke” og ”tak” – ja så kommer man langt. Det gør man i øvrigt også, hvis man smiler, mens man lægger det der kæmpepuslespil.

 
Vi havde fået lokket vores tyske ”familie” til Danmark: Sabine, Sabine, Louise og Dirk var her og for at deltage i cuppen. D.v.s. Sabine’s hund Meira kom til skade lige før opstarten, så det blev desværre ikke til nogen løb for hende. Og Dirk skadede sit ene ben undervejs, men han kunne heldigvis godt løbe igen sidst på ugen. Til gengæld løb både Sabine og Louisa alt, hvad de kunne.

Igen var det sjovt at se Keeper sammen med søster Mystic. Tvillingerne, kalder vi dem. Ikke helt på udseende, men mentalt er de fuldstændig ens. De gør de samme ting, når de f.eks. møder mennesker. De ser ikke hinanden, når de er sammen, men de accepterer at sidde ved siden af hinanden og blive fotograferet.

Og sandelig om ikke Louisa og Do It løb sig til en plads i finalen. Det var en fed bane lavet af Tom Mercebach, med masser af udfordringer, og som ikke ret mange kom igennem. Men Louise blev nr. 3 blandt de store hunde. Hvor stolte var vi lige der? Det ser altid så let og ubesværet ud, når hun løber, så det var virkelig velfortjent med den tredieplads.

 
Bent løb et par løb med Gimli. Liam holdt fri. Ugen inden havde Bent fået grønt lys fra sin fys til at starte langsomt ud med at løbe igen, og når man skal løbe med Liam, så skal det være ”fuld skrue”. Derfor ingen løb til Liam. En enkelt gang blev det til en podieplads for Bent og Gimli. Gimli fik også et Wildcard til finalen, men da starten var svær for en hund, der ikke kan sidde ved start, ja så gik det ikke helt som ønsket. Men han var der!

Jeg løb med Keeper og Hazel. Hazel er jo bare sød og glad, og nogle gange lykkedes det, og nogle gange, ja så har vi det bare sjovt. Keeper var de første gange noget vild og ustyrbar, men det blev bedre og bedre, og på sidstedagen lykkedes det os da at komme fejlfrit igennem en AG3 designet af finske Marko Kivihalme. Vi endte på en 7. plads, og det var rigtig godt for mig og Keeper, og for vores fælles selvtillid, at gennemføre en fejlfri AG3.

Præmieoverrækkelser til Cup er jo noget helt specielt. Der er musik og fest, og så er det en af de få gange i løbet af året, hvor jeg drikker øl. Jeg er på ingen møde øl-drikker, men i lige netop den situation, der skal der fadøl til.

 
Det var dog ikke kun gode oplevelser, der prægede ugen. En af dagene udbrød der af ukendte årsager brand i en tysk campingvogn. Heldigvis, p.g.a. masser af hurtigt-reagerende mennesker, skete der kun materiel skade – men det lagde godt nok lige en dæmper på det hele i et stykke tid.

Og den 12. juni fik vi den triste besked om, at Jens Dixen Mejdahl var død efter lang tids sygdom. Jens var et fantastisk dejligt menneske, som var kendt af rigtig mange i agility-Danmark (og af en del i udlandet). Han hjalp altid til, når der var de store stævner. Og han havde altid en venlig eller munter bemærkning klar. Vores tanker går til Wickie og resten af familien, som nu skal igennem en hård tid.

Fredag var hviledag, og vi udnyttede den til fulde til at ......... hvile. Det vildeste vi foretog os var en spadseretur rundt om Ringe sø. Det er ikke nogen lang tur, men så kom hundene da lige ud og snuse lidt til andet end græsset rundt om campingvognen. I øvrigt gik vi så rigeligt på de andre dage. Bent gik i snit de 6 dage 22.774 skridt om dagen, og jeg kom igennem med sølle 20.840 skridt om dagen. Ikke så sært, at fødderne var trætte om aftenen.

Og som sædvanlig havde jeg lidt arbejde med på ferie (helt selv-valgt, men jeg ved, at det er værdsat). Det er bare lige en lille opgave, som helst skal gøres hver dag, og det er jo hyggeligt at sidde med det i forteltet om morgenen. Og egentlig lidt sjovt at tænke på, at jeg kan have kontoret med mig hvorsomhelst. 

Og bedst, som vi er kommet i gang, ja så er det hele overstået, og vi trillede mod Sjælland igen. Nu er campingvognen tømt og gjort ren, og nu pakker vi igen for at tage på 5-års jubilæumstur til Järnavik sammen med Hanne og Ivan. Det bliver SÅ godt!