Bornholm, Bornholm, Bornholm

Allerede i marts måned sidste år, blev Bent spurgt, om han ville dømme til marts-stævnet 2025 - og det sagde han heldigvis ja tak til. Og efter at Bent i ugerne op til stævnet havde flået sig i håret og presset sin fantasi til det yderste, så lykkedes det for ham at komme med 24 baner, der var rigtig fine. Selvfølgelig var der et par ting, der var smuttet - men generelt var det super gode baner, som var mulige at løse og løbe. Fedt! 

Vi ankom fredag aften, og Pernille, som vi havde lejet hus af, havde sørget for at der var lys og varme, da vi kom. Vi havde medbragt tapas fra et sted i Næstved, som vi aldrig havde prøvet tidligere. Cafe Elysia - det kan bestemt anbefales. Lækker tapas til en rimelig pris. Vi blev i hvert fald meget meget mætte. 

Lørdag morgen var det op og afsted til Hønsehuset, som er Bornholmernes fine træningshal. Efter at der er kommet kunstgræs på (tidligere var der gulvtæppe), er den blevet rigtig fin at løbe i, og jeg kan da også kun være stolt af hundepigerne, der virkelig gjorde deres bedste. 
Keeper var lykkelig, for der var en hundeseng som den, Channie havde i sin gamle hal. Der lå hun fint, når hun skulle vente. Ingen grund til at bakse et bur ind til hende. Hun rokkede sig ikke ud af stedet. 

Jeg havde tilmeldt Hazel til 4 springløb, og dem vandt hun alle 4. Ganske vist med lidt fejl hist og pist, men hold da op, hvor er hun sjov at løbe seniorklasser med. Keeper var meldt til 4 agility-løb. Lørdag var vi lige ved og næsten, og hun viste nogle rigtig fine ting - og sandelig om ikke det lykkedes for os at komme igennem begge AG-løbene søndag, desværre med et par små-fejl, så ingen certer, men masser af succes. Seje lille sorte reje. Vild og skrigende, men super lydhør og opmærksom. Søndag lod jeg mig så lokke til et spring 3 også, men der glemte jeg så banen. Flot Marianne! 
Præmierne var dejligt guf, som vi i hvert fald altid kan bruge her hos os. Der er snacks til et stykke tid. 

Huset, vi havde lejet, lå for enden af en blind grusvej, så der var ingen naboer, der kunne blive irriteret over et enkelt vuf. Det var hyggeligt indrettet, og vi havde nogle rigtig gode dage. 

Den her flotte sten stod lige udenfor - så følte vi os rigtig velkomne. 

Der var en stor indhegnet have i, og oven i købet mulighed for at løbe rundt om den ene bygning, hvilket hundene havde stor fornøjelse af. I haven var der masser af forårsblomster, bl.a. min absolutte yndling: Dorthea-liljer. 

Søndag aften havde vi den flotteste solnedgang udenfor vinduerne, mens vi slappede af, evaluerede på weekenden og planlagde mandagens udflugt. 

Når vi er så heldige, at vi har en dag eller 2 på Bornholm, så er der 1 sted, der står øverst på min liste over "must go to", og det er Opalsøen på spidsen af Nordbornholm. Jeg har altid elsket det sted, og der er smukt både om sommeren i solskin og om vinteren i grå nuancer. Den barske natur og højderne er helt unikke, og vi nød turen rundt i adstadigt pensionist-tempo, men rundt kom vi. 

Undervejs rundt fik vi nye venner. På området har vi tidligere mødt får, men denne gang mødte vi en flok meget nysgerrige geder. De var ikke særlig imponeret af vores 3 border collier, og de fulgte lige så stille og roligt efter os et langt stykke vej. Op ad trapper og bakker. 

Herfra kan man se Hammers hus - hvis man ved, hvor man skal kigge 😜

Og her er vi nået om på den modsatte side af søen, og jeg synes egentlig man kan fornemme højdeforskellen på det billede. 

Op op op, ja - så er det klart, at på et tidspunkt, så skal man ned. Stierne er ikke særlig jævne, så det gik forsigtigt, for ikke at glide. 

Det var en dejlig tur, og vi er glade for, at vi kastede os ud i det - selv om det udfordrede både min astma og Bents brok. Vel nede igen lykkedes det rent mirakuløst at få et billede af alle 3 hunde med fine ører. Det hører godt nok til sjældenhederne. 

En god travetur giver appetit, men her stødte vi ind i det sædvanlige problem på Bornholm om vinteren: der er ikke ret mange steder, der har åbent til frokost, og slet ikke en mandag. Så vi endte på Bryghuset i Svaneke til en omgang saltstegt sild og et par gode fiskefrikadeller. Nums, siger jeg bare. I mit barndomshjem spiste vi ikke bløde løg på saltstegte sild, men det får man altid på restauranter. Det kan heldigvis skrabes til side. Sildene var gode - og fiskefrikadellerne næsten lige så gode som min mors, grove - og med hjemmelavet remoulade. 

Fra Bryghuset kørte vi til et andet af mine faste besøgspunkter på Bornholm: Pastariget, hvor jeg igen i løbet af ingen tid fik brugt en mindre formue på lækker pasta, pesto og gode krydderier. Favoritten er helt klart pasta med rødbede. Den smager fantastisk f.eks. til en god hakkebøf.

Inden vi vendte næsen helt tilbage til vores feriehus kørte vi en tur til stranden ved Pedersker Sømark. Der var heldigvis ikke et øje, så hundene fik en ordentlig spænetur. Det var lige noget de kunne bruge. Og der var helt stille i huset resten af aftenen. 

Tak til alle, der deltog i stævnet, for  godt og hyggeligt samvær. Tak til Henne Pet Food, der sørger for, at vores hunde er i tip-top stand til at klare sådan en weekend. Og ikke mindst tak til Bent, fordi han endnu en gang gad køre med rundt til mine favorit-steder på Bornholm. Nu er vi hjemme i Bisserup igen, bilen er tømt og vaskemaskinen kører. 

Bornholm Bornholm Bornholm, 

tak for ferieglæder min ven

Bornholm vi skal mødes igen.

Fra den ene weekend til den næste – en billedserie fra en næsten helt almindelig uge i februar

Forrige weekend startede ellers ret fantastisk med en dejlig gåtur i solnedgangen. Sol, vand og hunde – det kan nu noget.

Lørdag morgen kørte vi mod Højme for – forhåbentlig – at hente en eller flere af årets DM-udtagelser. Men …… sværhedsgraden var skudt rimelig ved siden af skiven. De åbne klasser havde en sværhedsgrad som en nogenlunde fornuftig klasse 3, og da weekenden var overstået, ja så havde vi (d.v.s. mig og Hazel) 1 gennemført fejlfrit løb. Resten for både mig og Bent var disk. Jeg indrømmer gerne, at da vi kørte hjem søndag, så kunne min lyst til at løbe agility ligge på et meget lille sted.

Nå, men op på hesten igen, og til træning mandag aften løb begge mine hundepiger igen fantastisk. Og fulde af fortrøstning tog vi afsted til ”Be my Valentine” dobbelt aftenstævne for igen at forsøge at jagte nogle af de der DM-udtagelser.

 

Tirsdag blev det til 2 disk til Keeper, og da der var en flot ”figur” i præmie til førstepladserne, ja så blev jeg nødt til at efteranmelde Hazel i forsøget på at vinden sådan en. Hurra for de gamle seniorhunde, for projektet lykkedes. Og sørme om ikke Keeper kom igennem den ene bane – desværre med fejl. Så placering – men stadig ingen DM-udtagelser. Nå, men der er heldigvis masser af tid.

 

Projekt vandskade under brusekabinen skrider frem. Ikke hurtigt, men det skrider. Ting tager tid, når der er involveret taksator, forsikringsselskab, murer, blikkenslager og elektriker. Kæmpe tak til naboen i nr. 9 og til Pia for at lægge vaskemaskiner til vores tøjvask de sidste uger. Uden jer var det ikke til at tænke på, hvad vi havde gået rundt i.

Og pyt, for der er erantis og vintergækker alle vegne, og vi brugte fredag på at restituere, og så var vi klar til endnu en weekend i hundens tegn. Lørdag med undervisning i klubben fra 9 til ca. 14. Så hjem, hvor hundene søgte efter godbidder i haven, og vi fik lige tid til en lille lur inden aftenens event.

Der var nemlig inviteret til træner og bestyrelses-aften i DcH Næstved, hvor vi spiste dejlig mad, hyggede og bowlede. Phew, jeg var heldigvis ikke helt så dårlig til at bowle, som jeg huskede. Og når man faktisk fører, så er det bare om at få taget et billede, inden man bliver overhalet.

 

Søndag var der dømt rallytræning. Sjove baner med masser af spring og tunneller. Hazel var fantastisk, og Keeper var faktisk heller ikke ringe, da hun lige fik lov til at prøve.

 

Hjemme igen stod den på fabrikation af panna cotta til dessert (det er jo søndag) og brombærmarmelade. Så skulle der samles hundel… i haven og i øvrigt ryddes op i huset generelt. I morgen kommer mureren igen, og så er der forhåbentlig lys forude i forhold til at komme i bad i badeværelset og ikke ude i badevognen.

Jo jo, der er gang i den hos os.  

Nytårsblog – om 2024

Vores konge sagde det faktisk i sin fine nytårstale: mange bruger nytårsaften til at gøre status. Og det gælder også os. Hvordan gik 2024 – på godt og skidt? Og hvad ser vi frem til i 2025?

Hunde

På hundefronten mistede vi jo 4 af ”vores” i 2024. Det var barsk. Først i foråret var det verdens sødeste lille Tough’Y, der p.g.a. sygdom måtte afsted. I september var det først Chinook (som boede hos Bents bror) og så Blitzepigen. Begge var 13 år og mætte af dage, og vi vidste, det var på vej – men derfor er det alligevel hårdt. Og så i oktober var det Fanta, som jo var Birgittes hund siden 2020, men som levede de første år af sit liv hos os, og på den måde stadig i hjertet talte som ”vores”. Kæmpe tak til Birgitte for at give ham det bedste liv, man kunne drømme om som hund. Og nu synes vi også godt, at det må stoppe.

Tough'Y, Chinook, Blitz og Fanta

Tilbage har vi så Hazel på 8 år, Gimli på næsten 7, Keeper på 3 og Liam på 2½. En fin flok, der fungerer i hverdagen. Kunne man forestille sig, at den blev udvidet? Ja, det kan man godt, hvis det rigtige match kommer forbi. Jeg har lært, at ”man skal aldrig sige aldrig”, når det gælder hunde!

Gimli, Liam, Hazel og Keeper

Træning

Vi træner stadig hos Channie ca. hver 14. dag. Det har vi gjort siden jeg fik Hazel, og det bliver vi ved med, så længe vi kan (og har hunde, der kan) – hvis altså Channie bliver ved. Det er dejligt at træne med/hos en, der kender os så godt, som Channie gør. Hun ved lige nøjagtigt, hvor langt hun kan presse mig, så jeg stadig kører hjem og synes, at jeg faktisk er ret god til det der agility.

Derudover træning vi selvfølgelig i ”vores” klub, DcH Næstved. Der har vi nu været medlemmer i 13 år, og det har vi det godt med. Vi har vores agilityhold, som vi underviser, og derudover træner vi vores egne hunde både i agility og rally. I 2024 havde jeg endda kastet mig ud i at have et hvalpehold over 10 træningsgange. Det var godt nok sjovt, og det gør jeg gerne igen. Og ja, det er mange dage på træningspladsen, men det er også venskaber, respekt og sammenhold.

Resultater

Ja, for alt det der træning, det må da give noget i den anden ende?

2024 var vores første konkurrenceår i rally i DcH-regi, og både Gimli og Hazel er rykket op fra begynderklassen til øvet klasse. Der kæmper vi så med småting og petitesser til konkurrencerne, så målet for 2025 må være at forsøge at komme videre til ekspert-klassen. Måske også at blande os lidt i de åbne klasser i kampen om DM-udtagelserne.

I agility har Bent været ukampdygtig det meste af året i forhold til at løbe, så det blev ikke til meget agility for ham og Gimli. Hazel har klaret sig fint i klasse 3 og blev i juli måned springchampion. Det lykkedes sandelig også for hende at kvalificere sig både til DKK’s og DcH’s DM.

Hazel med sine flotte champion-rossetter

Keeper startede året med at spurte skrigende og ukontaktbar rundt i klasse 1. Men i løbet af foråret faldt brikkerne pludselig på plads, og i Viby rykkede vi i klasse 2. Der var vi så i 6 uger, og så var vi i klasse 3. Det arbejder vi så stadig på, for med en fører, der ikke kan løbe ret godt, og en hund, der af og til er lige vel selvstændig, så er det ”op ad bakke”. Men vi øver os, og Keeper kan en frygtelig masse teknik på lang afstand, hvis hun altså kan høre, hvad jeg siger. Og sandelig om ikke også Keeper havde kvalificeret sig til DM i både DKK og DcH. Hvor stolt var jeg lige der?

Keeper med fuld fokus i slalom

DM i agility og klubmesterskab 

Da nu begge pigerne var kvalificeret, og jeg i øvrigt også løb på et hold, ja så deltog vi i DKK’s DM, men det er stadig lige så kedeligt, som sidst jeg deltog – og det er en del år siden. Jeg tror faktisk, at det var Hazels første DKK-DM. Selve agility-delen var ok og fint afviklet, men ”indpakningen” ….. Alt det festlige ….. Det var der godt nok ikke meget af.

DcH Næstved klar til DcH DM. 8 hundeførere, 10 hunde og en fanebærer

Så er det jo anderledes til DcH DM. Jeg eeeeeeeelsker DcH DM, og 2024 var mit nr. 15 i rap, kun afbrudt af Corona-pausen. Og det var lige så festligt, folkeligt og fornøjeligt, som det plejer at være. Hazel endte på en 4. plads, og Keeper på en 7. plads, og jeg var giga stolt. De er verdens nemmeste piger i konkurrence-situationen. Så jeg er helt tryg, når jeg går til start, uanset om det er med Hazel eller Keeper. Det blev så Hazels sidste DcH-DM. Jeg havde besluttet, at fra dagen efter DM var Hazel senior. Jeg kunne sagtens hive hende gennem klasse 3 et år mere, men hun har sat farten betydelig ned, og der er ingen grund til at hun skal miste glæden ved agility, fordi det bliver svært at springe. Og når jeg ser hende løbe på den lave højde, ja så bliver jeg bare SÅ glad for min beslutning.

Klubmæssigt er et af årets højdepunkter jo klubmesterskabet. Det blev ikke til nogle klubmester-titler i 2024, men til gengæld blev Hazel årets hund i både agility og rally. Der blev jeg godt nok overrasket.

Hazel med sine "årets hund" præmier

Land (og udland) og rige rundt

I 2024 har vi været det meste af Danmark rundt, og også et par ture til Tyskland. Fra Bornhold i øst til Esbjerg i vest, og fra Brønderslev i nord til Ribe i syd. Plus Fyn og Sjælland rundt. Og vi elsker vores ture i med hunde og måske campingvogn. I påsken var vi til stævne i Harsewinkel i Tyskland, og i december var vi igen et smut i Tyskland for at mødes med nogle af Keepers kuldsøskende. Jeg kalder det sådan en slags sidegevinst ved det, at købe en hund. Keeper har givet os nogle helt utrolig dejlige venskaber, og vi glæder os over, at nogle af vores tyske venner forhåbentlig kommer til Danmark i år for at deltage i Fionia Cup.

Keeper og kuldsøster Mystic

Henne Pet Food

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at en stor del af sådan et år for vores hunde, kommer fra det, vi putter i dem – altså deres mad. Igen i 2024 har vi været sponseret af Henne Pet Food. Vores hunde fungerer super godt på deres mad, de har masser af energi og deres pels er blank og flot. Kæmpe tak til Henne Pet Food for jeres tillid til os – og tak for gode oplevelser sammen med Bea og Peter. Vores hunde elsker Bea! Og når hun står på stand, så ved især Hazel godt, hvor Henne-standen er. Når hun har løbet et løb, så er det meget vigtigere at finde Bea og få ros og godbidder, end at få ros af mig.

Hazel og Keeper med yndlings-Bea

Sammen med Peter fik vi også lov til at prøve at stå på stand til Store Hestedag. Det var et par super sjove dage, men også et par hårde dage. Det giver kæmpe respekt til dem, der weekend efter weekend bruger deres tid og energi på at rejse rundt med standen. Tak for jer!

Bent "på arbejde" for Henne Pet Food

Nok om hunde – hvad med os?

Hvis vi skal tage det kedelige først, så har mine lunger i hvert fald ikke fået det bedre. Jeg har stadig omkring 65% lungefunktion, og det kan der nok ikke rykkes ved. Så det forsøger jeg at leve med på en eller anden forholdsvis fornuftig måde, som stadig indebærer en masse agility.
Så har jeg jo i flere år bøvlet med smerter i tommelfingerens rodled i begge hænder, men værst i højre, og 4. oktober blev jeg så opereret for at forsøge at fjerne smerterne i højre hånd. Til det kan jeg bare sige, at det var 100% succes. Jeg har nu praktisk talt ingen smerter, og jeg kan vride en klud, pudse briller og strikke uden smerter – ting jeg ikke har kunnet i mange år. Det er SÅ dejligt.

3 uger med hånden i gips

Bent bøvlede først på året med smerter i knæene. Den første melding lød på, at han aldrig skulle forvente at kunne løbe mere. Men Bent er en ihærdig mand, og ved hjælp af træning, træning og mere træning, så lykkedes det ham at styrke sine knæ så meget, at han nu igen kan løbe. Læringen har måske været, at han skal forsøge at lære sine hunde at være lidt mere selvstændige – men løbe, det kan han.
Da det så var i orden, så begyndte højre skulder igen at være smertefuld, og i november blev Bent så opereret i skulderen for ”at skaffe mere plads”. Den operation blev selvfølgelig også fulgt af masser af øvelser i forbindelse med genoptræningen, og jeg er så stolt af Bent, for han knokler på med øvelser hver dag, og har nu heldigvis stort set ingen gener fra skulderen mere. Nu skal den bare styrkes og have ro til at hele, så bliver Bent ”så god som ny”.

Og ud over det med helbredet?

Ja, så blev 2024 året, hvor jeg blev færdig som kredsinstruktør i agility. Det har været en spændende proces, og jeg glæder mig nu til at komme ud og arbejde med en masse nye lokalforeningsinstruktører.
Jeg har nu rundet 4 år hos Ensinger Denmark A/S. Et arbejde jeg elsker, hvor jeg har gode kolleger, og hvor jeg bliver udfordret (på den gode måde) på mange fronter. Egentlig var det meningen, at jeg skulle gå lidt ned i tid og have en ugentlig fridag, nu, hvor jeg faktisk har nået folkepensionsalderen, men den er lige ”skudt til hjørne” i 3-4 måneder, da vi p.t. mangler en kollega.
Jeg holder også stadig fast i  at være medlem af redaktionen af DcH bladet. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at skrive, men jeg synes også jeg får mange spændende oplevelser ud af det.

Og Bent, ja han er stadig dommer, heldigvis med lidt færre dommerdage i 2024 end tidligere, men stadig mange. Bent har været med til at uddanne de sidste nye dommere, og det er en ting, som han synes er rigtig sjovt at være med til. Bent holder også stadig fast i sin plads i agilityudvalget hos DcH.

Bent dømmer til Jutlandia Cup

Og nå ja, så er der sommerferien i Sverige, sammen med de bedste venner, Hanne og Ivan. Vi elsker vores ferie på Järnavik camping. Der står tiden lidt stille, og vi bor midt i den mest fantastiske natur. Det bliver til en masse vandreture, masser af kaffe og snak, god mad, badeture med Ivan, læsning og afslapning. Og nå ja, jeg har da lige booket ferien for næste år, så vi er sikre på, at vi kan få plads 115 i vores ferie.

Vandretur med Ivan ved smukke Järnavik

Og så blev det jul

I år har vi haft 14 dages juleferie. Det føles virkelig som lang tid, og vi er nu begge begyndt at glæde os til at komme tilbage på arbejde og komme i gang med hverdagen.
Vi havde en hyggelig jul, selv om en fjerdedel af vores juleteam de sidste mange år desværre var ramt af sygdom. Vi fik dejlige gaver – især havde Bent flottet sig med koncertbiletter til koncert med Bryan Rice, og julemanden havde købt reflekterende jakker af det finske mærke Paikka, så vi begge kan være super synlige, når vi lufter hunde i mørket.

Bent med sin nye refleks-jakke

Nytårsaften havde vi bestilt med fra Skagen Food, og det var simpelthen super godt. Det tog os hele aftenen at arbejde os igennem 4 retter, men det gjorde jo ikke noget. Keeper bliver aldrig fan af nytårsaften, men de andre klarede det fint.
Og så har vi ellers sovet længe, gået ture, lagt puslespil, læst og slappet af. Rigtig ferie!

Hummerhaler anrettet lige til Masterchef

Hold da op, det blev langt

Ja, og jeg har det sådan, at hvis der ikke er nogen, der gider læse det helt til enden, så har det nærmest været en god form for terapi for mig at kigge tilbage på året, der er gået, finde billeder og få det hele skrevet ned.
Nu glæder vi os til at tage hul på 2025, med træning, stævner, kurser, ture, venner, hunde og oplevelser.

Rigtig godt nytår.