Klubmesterskabsweekend

Årets klubmesterskab er altid en meget hyggelig dag hos DcH Næstved - men tag ikke fejl: vi er stadig konkurrencemennesker! Nogle mere end andre, men en del af os deltager faktisk for at vinde 😜😜 

Vores 3 hunde deltog i både lydighed, begynder-agility og klubmesterskabsagility

En af de rigtig gode ting er, at vi nu er en del, der gerne vil stille op i både lydighed og agility, og det kan sagtens lade sig gøre. Selvfølgelig giver det lidt ventetid for nogen - men så bliver der snakket, drukket en øl på bænken eller kigget på det, der nu lige foregår på pladsen. 

I år skulle Bent og jeg i aktion med Gimli i C-lydighed, Hazel i B-lydighed, Keeper i begynder-agility og selvfølgelig både Gimli og Hazel i agility. 

Formanden byder velkommen til de morgenfriske

Bent og Gimli gik en rigtig flot C-prøve. Nok det flotteste de har lavet til dato. 120 points ud af 150 mulige, heraf 5 øvelser med max points.

Tilskuere og konkurrenter følger med i, hvordan det går

Hazel gik en fantastisk B-prøve. Indrømmet: vi bliver reddet af, at der ikke er spor til klubmesterskabet, for ellers var det ikke gået helt så godt. Vi mister 3,5 point undervejs og ender med 151,5 points ud af 155 mulige, og vi "napper" Thomas, som meget fortjent vinder, lige i haserne hele vejen. Jeg er mega stolt af min alsidige hund. 

Uha, vi regner på points og spekulerer på, hvem der fører, mens vi venter.

Vi havde Pia med i bilen, og hun fik jo lidt ventetid, da hun ikke skulle op i lydighed. Til gengæld blev ventetiden brugt på at ordne poter på Liam og Tough'Y. Kæmpe tak for din hjælp, søde Pia. De 2 sheltiedrenge er nu smukke og lækre! 

Liam er faktisk dygtig til at stå og få ordnet poter.

Næste punkt for os var agility, og her skulle Keeper for første gang stille op i en konkurrence. I begynder-klassen er der ikke vippe og slalom, og A-bræt og balance er sat ned til lav højde. 
Keepsen klarede sin debut super flot. Det blev til 2 disk, men der var rigtig mange gode momenter. Hun blev fint siddende i start og kunne sagtens søge fremad mod forhindringerne selv. Jeg er så stolt af min lille hund, og jeg fryder mig over hendes udvikling. 

Fokuseret og hurtig. Keeper 💖

Bent og Gimli blev disket i spring-løbet og kom igennem AG-løbet med 10 fejl. Bent er begyndt at løbe hurtigere, og det gør, at han har bedre mulighed for at støtte Gimli undervejs. Det gør, at der faktisk bliver mere ro i deres løb, og det giver rigtig godt flow. Det skal selvfølgelig arbejdes med og forfines, men det virker!

Hazel havde et stjerne godt springløb (fejlfrit og hurtigst af alle), men i AG-løbet reagerer hun for hurtigt på en kommando (irriterende, når hun gør, hvad jeg beder hende om 😇), og det giver lidt rod, der desværre ender i en disk. Men resten af løbet var godt! Indrømmet - jeg er da p.... irriteret. Jeg er der jo for at vinde! Men når det så er sagt, så fryder jeg mig over den gode stime vi er inde i. Især, når jeg tænker på, hvor dårligt vi løb i foråret. Jeg håber, det fortsætter, og at vi får endnu et par gode stævneår, inden hun skal være senior. 

Dagen blev afsluttet med præmieoverrækkelser og til sidst dejlig hjemmelavet kartoffelsuppe.

Under præmieoverrækkelserne præmierer vi også årets hunde i C, B og A-lydighed samt i agility. I år vandt Hazel præmien for Årets agility-hund, og præmien var et smukt hjerte, som samtidig var en lille lampe. Virkelig opfindsomt - og jeg er mega glad for den (og stolt over at have vundet). 

I forbindelse med uddelingen af præmier til årets agility-hund havde jeg kigget på lidt statistik. Da jeg begyndte at føre listerne med årets hunde i 2012, var vi 6 hunde, der gik ud i agility-konkurrence for DcH Næstved, og heraf havde de 5 tællende resultater. Bortset fra corona-året 2020, så er kurven steget lige siden, og vi har i 2022 havde 34 hunde i konkurrence for DcH Næstved, og 26 af dem havde tællende resultater. For første gang i år havde uddelt præmier i alle 3 størrelser (fordi vi nu er så mange), hvor vi ellers har uddelt 1 præmie. Det gør mig super stolt som træner og medlem af klubben. Vi gør os bemærket, når vi er ude. Vores sammenhold er tydeligt - vi hygger, spiser sammen, hepper på hinanden. Jo, det er altid godt at være ude til stævne, når man er fra DcH Næstved. 

Tak til alle, der har knoklet, for at vi kunne få et godt klubmesterskab.

Skulle vi måske så bruge søndagen på at slappe af og hvile ud? Nope - vi havde tid hos Channie. 2 timer, som vi normalt deler med Pia. Desværre havde Pia meldt afbud i dag, så vi fik løbet ret meget, kan jeg godt mærke på min krop her sidst på dagen. Men vi elsker timerne hos Channie. Det er Bents og min egoist-tid, hvor vi får input, som kan bruges både på egne hunde og i vores undervisning af andre. Tak Channie, for din dejlige måde at være på. Du har en kæmpe del af æren for, at vores hunde er der, hvor de er i dag. 😍

Keeper holder øje med Gimli, og Hazel smiler over hele hovedet. 

Den lille sorte skal ikke gå glip af noget. 

Channie og Bent drøfter "taktik"

Hjemturen gik via Sorø, for at hente noget medicin til Bents mor, som desværre igen er på sygehuset. Derfra videre til Slagelse for at besøge farmor. 

Da vi endelig nåede hjem, var det heldigvis stadig lyst, så jeg kunne nå at træne slalom med Keeper. Vi har hegn på, men er begyndt at fjerne sektioner. P.t. har vi 2 sektioner væk. Og Keeper elsker det. 

Så gik der endnu en weekend med hund! Næste weekend er heldigvis helt almindelig træningsweekend. Det er nu heller ikke så dårligt. 

En helt almindelig weekend i november - eller .....

Søndag aften - roen falder på mennesker og hunde - maden er i ovnen, og der er "Carmen Curlers" i fjernsynet lige om lidt. Det har været en helt almindelig weekend i vores liv, og dog......

Fra onsdag til søndag passede vi 2 af Pias hunde. Det er i sig selv ikke noget problem. Livi og Uha flytter ind som den naturligste ting i verden. Livi er glad, bare Bent er der - og Uha, ja hun er jo dronning, så hun styrer huset med fast pote: får den bedste stol i stuen og sover på vores hovedpuder, mellem Bent og mig. Eneste større udfordring er logistikken, når der skal spises. Men det klarer vi også. 

Lørdag fejrede jeg en milepæl i mit liv, da det var 3 år siden, jeg blev ablateret for 2. gang og slap af med mit hjerteflimmer. Om jeg nogensinde slipper af med skrækken for, at det kommer igen - det ved jeg ikke, men jeg nyder hver dag, hvor jeg ikke er nødt til at proppe min krop med betablokkere og alligevel ligge vågen flere timer hver nat, fordi hjertet fiser rundt og danser vildt. Jeg sender masser af gode tanker til privathospitalet Mølholm i Vejle, hvor jeg blev behandlet af Peter Steen Hansen, som både er en dygtig hjertekirurg og et yderst sympatisk og empatisk menneske! Tak for at give mig mit liv igen. Billedet er fra min første ablation for 2½ år siden samme sted. 

Lørdag tilbragte vi i øvrigt i klubben. Undervise og løbe med begynder agility holdet, Bent var på hvalpehold med Liam, og så undervisning af resten af agility-holdene. Det var som sædvanlig en fornøjelse, og det var umanerligt godt vejr, og det hjælper jo også med til den gode stemning på pladsen. 

Vel hjemme igen så blev der slået græs! Jep - her første weekend i november slog vi en del af græsset, så jeg kunne træne slalom med Keeper, uden at alting drukner i højt græs. Det kan jeg ikke huske, at jeg nogensinde har gjort før. Men som sædvanlig hos os, så kan man godt se, hvor man er kommet til. 

Søndag havde vi tilmeldt os agilitystævne på Garbogaard. Jeg havde aldrig løbet der, men jeg kunne godt se, at det var ikke en kæmpe stor hal, og der var ikke voldsomt mange konkurrenter i klasse3, så måske der ud af 4 muligheder var en reel chance for bare et enkelt cert? Oh yes! Hazel vandt den ene ag-klasse og fik sit agility-cert nr. 2. Nu tror jeg faktisk på, at hun kan blive champion, før hun skal løbe senior. 

Jeg elsker jo at løbe med Hazel, og selv om vi havde en virkelig dårlig start på året, hvor vi ikke rigtig trak på samme hammel, så har det i det sidste halve år bare været mere og mere sjovt at løbe med hende, og jeg kunne næsten ikke klare tanken om, at vi ikke skulle løbe stævne igen før næste år. Godt vi tog chancen. Og i øvrigt tak til alle, der var der i dag, for en hyggelig dag. Vi har løbet agility, grinet, sunget og hygget! Det var en kæmpe fornøjelse. 

Sidst - men ikke mindst - tak til Henne Pet Food for at sørge for fantastisk mad med masser af energi til vores hunde. Det kan både ses og mærkes! Og selvfølgelig også tak til min søde mand, der altid er klar på noget agility. Flotte løb, du havde med Gimli i dag. 
Nu glæder vi os bare til klubmesterskab næste weekend.

 

Rygterne siger ..........

 ….. at vi har meldt os ud af alting. Det er nu ikke helt korrekt! Så her kommer den sandfærdige beretning om, hvad der sker i vores liv lige nu.

Jeg arbejder som bogholder – og jeg elsker mit arbejde! Jeg trives med de udfordringer jeg har, og jeg trives med mine kolleger. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at jeg hader at have revision. Så perioden fra maj til juli er hård for mig. Jeg er temmelig ærekær omkring mit arbejde, og jeg bryder mig ikke om, at nogen finder fejl, som jeg har lavet – eller finder noget jeg kunne have gjort bedre! Samtidig er det de måneder, hvor vi træner hunde om aftenen, og jeg vil gerne træne mine hunde! Så hvert år foregår der en kamp i mig med at balancere arbejde og fritid i de måneder, samtidig med at jeg skal forholde mig til revisors syn på mit arbejde. Heldigvis har jeg en god og forstående chef, som formår at hive mig op, når jeg sidder og føler mig som verdens dårligste bogholder! Og mine hunde elsker mig jo altid, uanset hvor meget eller lidt vi træner.

Hundetræning i solnedgangen

I den samme periode har Bent skullet forholde sig til, at hans arbejdsplads på forsyningen i Næstved skulle lægges sammen med den tilsvarende i Slagelse. Der blev lavet mange ”spilleregler” for, hvordan det skulle foregå, og rigtig langt hen ad vejen har Bent været super positiv i forhold til sammenlægningen. Jeg synes, der var nogen ændringer i Bents væremåde og har utallige gange spurgt, om han var stresset i forhold til sammenlægningen, men har fået et ”nej” hver gang.

Vinen slynger sig op ad udhustaget. Hvepsene har spist de sidste druer.

Så blev det sommer og vi havde en dejlig sommerferie med ZAC-camp, Jutlandia-Cup og en uge på Järnavik Camping i Sverige med Hanne og Ivan. Så der kom vi helt ned i tempo. Men tilbage på arbejde blev vi hurtigt hvirvlet ind i den vante trummerum: arbejde, træning, sen aftensmad, sove. Og så er vi færdig med den dag! Jeg fik med hiv og sving hevet min sidste DM-udtagelse i land, men så løb jeg mig til gengæld til en fibersprængning i venstre balle – 3 uger før DM!

Alle, der kender mig ved, at jeg elsker DcH’s DM. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, der er masser af flot hundearbejde, mange gensyn med folk, som man ikke ser så tit, mulighed for at købe en masse ting, man slet ikke vidste, at man manglede, og så selvfølgelig stemningen omkring aglity-banen. Hazel blev årets AG3-hund, hvilket jeg faktisk var super stolt over. Bent var dommer sammen med Gert Bruus, og de havde begge lavet super gode baner, synes jeg. Og det lykkedes faktisk også mig og min fibersprængning at komme igennem lørdagen uden at blive diskvalificeret. Det gik dog ikke længere  end B-finalen, og det er også helt fair, som min situation var. Hazel og jeg var med, og Hazel løb blændende godt!

Dronningebusken tror, at det er forår.

Efter DM havde vi en del hængepartier, som det var svært at få gjort færdige. Bent manglede at aflevere regnskaberne fra campen og klubbens stævne, og jeg havde noget til DcH bladet. Men det var som om energien og tiden bare ikke var til det. Samtidig var Bent begyndt at arbejde i Slagelse. Det er noget mere besværligt for vores 1-bils-logistik, og det viste sig måske også, at ikke alle de aftaler, der var lavet i starten, helt kunne overholdes. I sådan en sammenlægning vil der jo altid være en del ”hug en hæl og klip en tå”, men hvis hæl, der skulle hugges i, se det var jo en anden sag. Bent har i hvert fald i et stykke tid balanceret på kanten af en sygemelding p.g.a. stress.

I uge 38 artede Bents astma sig ikke helt efter aftalen, og han havde været hos sin læge og fået en kur med binyrebarkhormon. Det sker sådan cirka en gang hver andet år, og det plejer at hjælpe prompte. Men denne gang var det som om, det ikke helt slog igennem.

Weekenden den 30/9-1/10 gik det galt. Der var stævne i klubben. Super hyggeligt og godt arrangeret blåbær/klasse 1-stævne. Bent var dommer i klasse 1, og jeg var hjælper. På trods af silende regn det meste af dagen, blev stævnet alligevel afviklet fint og med masser af godt humør. Sådan en gang regn kan ellers godt gøre noget ved folk, men ikke her! Dagen efter var vi hos Channie til træning og forbi Saras nye butik på vejen hjem. Da vi kom hjem, gik jeg fluks videre med arbejdet med DcH-bladets DM-skriverier. En kæmpe opgave, men også en spændende opgave. Bent blev ved med at gå og sige, at han ikke synes han havde det rigtigt ok, og medicinen havde ikke hjulpet på hans astma, så han endte med at ringe til lægevagten, som bad ham komme forbi Slagelse og blive checket op.



Bent blev undersøgt for alt muligt, blodprøver, røntgen m.m., og der var ikke noget, der ikke var hamrende normalt. Han fik astmamedicin i maske og binyrebark i rigelige mængder intravenøst, og det var derfor de gerne ville beholde ham natten over. På sygehuset mente de, at hans astma var ”væltet”, og det kunne meget vel være p.g.a. stres. Næste morgen tidlig var han klar til at komme hjem, og jeg blev også hjemme mandag. Og der tog vi den der alvorlige lange snak om at rydde op i vores liv og prøve at geare lidt ned. Men det betyder jo ikke, at vi har meldt os ud af alt!

Temperaturen sneg sig op på 22 grader på terrassen

Jeg har meddelt bestyrelsen i DcH Næstved, at til generalforsamlingen i januar, hvor jeg er på valg, ønsker jeg ikke genvalg. Og det betyder også at vi begge trækker os fra de ting, der handler om ansvar for stævneafvikling, regnskab for stævner og den slags. Men vi er stadig trænere (og det bliver vi ved med at være), og vi vil stadig være aktive i klubben og hjælpe med stævner og hvor det ellers er nødvendigt. Det er jo ”vores” klub, og vi kan garanteret ikke helt lade være med at blande os.

Bent har besluttet at stoppe med kredsens agility-udvalg ved novembermødet. Arbejdet er ikke kæmpe stort, men en del af det er at finde dommere til stævner i de klubber, der ikke selv gør det, og når det ikke var til at finde dommere til alle stævner, så endte det ofte med, at Bent tog tjansen selv. Bent har bare også brug for at komme ud til stævner og bare være Bent og Gimli til stævne og koncentrere sig om sine egne løb! Bent fortsætter som dommer og i landsagilityudvalget, ligesom jeg fortsætter i DcH bladets redaktion.

Årets sidste høst af tomater. De grønne må syltes.

Så kan der være nogen der spørger, hvorfor i alverden jeg så er startet på uddannelsen til kredsinstruktør. Og svaret på det er, at det er noget, jeg har ønsket mig i mange år. Nu er det endelig lykkedes mig at blive optaget på uddannelsen, og ud over at jeg elsker at undervise, så synes jeg, at jeg har rigtig meget at byde ind med som underviser, både i agility, men også i andre fag.

Det er der, vores liv er landet lige nu – og vi har absolut ikke meldt os ud af alt! Vi skulle have været til Norwegian Open og forbi Hanne og Ivan i Perstorp på vejen, men omstændighederne taget i betragtning (og en spirende forkølelse hos mig), ja så valgte vi at blive hjemme. Så nu har vi 3 dage, hvor vi skal forsøge at lave så lidt som muligt. Ikke noget vækkeur, ingen planer! Det er svært, for når man i lang tid har planlagt nærmest hver time af sin dag, så er det ikke nemt bare at lade stå til! Vi øver os, og vi skal nok blive bedre til det. Det vigtigste er, at vi har hinanden, vores hunde, vores arbejde, gode venner og et godt liv. Det der liv skal så bare lige omdefineres lidt.

Bent sørger for, at vi kan få varme i aften.

Læringen i det her er:
    ·         Tro ikke på noget, du ikke hører ”fra hestens egen mund”.
    ·         Husk at stoppe op og revurdere dit liv en gang imellem. Vi har været heldige! Der er ikke nogen, der alvorligt syge eller døde, vi var bare ”tæt på” at køre os selv ud over kanten.

Højt at flyve - dybt at falde

For halvanden uge siden var vi en smuttur på Bornholm. Bent var inviteret til at dømme stævne i weekenden den 27. og 28. august, og vi havde snuppet os en ekstra dag til lidt sightseeing. De søde DKK-Bornholm-folk havde sørget for fin indkvartering til os i Storløkke ferieby i et fint lille hus med fin plads til os og vores hunde, endda med en lille gårdhave. Hele huset på billedet var "vores" - men gårdhaven kun på den del, der er bag muren. 

Huset var fint indrettet med stue, soveværelse, badeværelse og et lille køkken, så man kunne godt lave mad der, hvis man ville. Faktisk var huset beregnet til 4 personer, men det var nok blevet lidt sammenmast.

Og jeg grinede lidt af, hvordan billedet af køkkenet ændrede sig, da vi flyttede ind med hundemad, Husk, olie, foder og diverse medikamenter til "hvis nu". Vi er altid forberedt på det værste, og det viste sig at være rigtig fornuftigt denne gang, da Gimli tillagde sig en ordentlig omgang meget meget dårlig mave. Godt vi havde medbragt Canekur og Husk i rigelige mængder, og godt vi kunne købe ris og A38 i brugsen i allinge. 

Det er helt normalt i den slags udlejningshuse, at der ikke ønskes dyr i møblerne, men da vi ved, at  vores hunde hjemmefra er vandt til at ligge i sofaen, så havde vi selvfølgelig medbragt lagner og tæpper til at dække møblerne til. Så behøver vi ikke få stres over det.

Fredag havde vi egentlig planlagt en tur, men vores morgen blev ikke helt som planlagt. Gimli havde stadig dårlig mave, Blitz virkede træt og påvirket af varmen og vores venner i Sverige havde mistet deres ene elskede lille sheltie, My, ja så hyggede vi bare i huset. Jeg kørte til røgeriet i Allinge efter frokost, og så tog vi på tur om eftermiddagen.

Vi fik fat i Rune og Christian, som også var på Bornholm, og jeg fik lokket Rune og Carla med en tur rundt om Opalsøen - mit absolut "must-see", når jeg er på Bornholm. Det syn kan man da aldrig blive træt af. Jeg må dog indrømme, at jeg synes der var lidt for mange turister - egentlig kan jeg bedre lide stedet forår og efterår, når stedet ikke myldrer med badegæster, der hopper i søen, og teambuildinggæster, der laver forskellige konkurrencer. 

Meget apropos det med at hoppe i søen, så lod jeg Hazel få en svømmetur i en af de små søer på toppen af klipperne. Det nød hun så meget, at hun næsten ikke var til at kalde op igen. Keeper røg også ved en fejl i vandet, men det var bestemt ikke hendes favorit. Så hun skyndte sig hurtigt op igen, da hun lige havde checket, hvad Hazel lavede.

Lørdag var stævnedag, og Hazel var flyvende. Bortset fra vores usikkerhed omkring felterne, så løber hun bare så godt lige nu. Efter vores lidt usikre forår, hvor vores samarbejde ikke rigtig lige sad i skabet, så er det nu en kæmpe fornøjelse at gå på banen med hende. Hun er super sød og prøver virkelig at gøre, hvad jeg beder hende om. At jeg så ind imellem er en klovn, det kan Hazel jo ikke gøre for.

Foto: Leif Kjærgaard

Lørdag lykkedes det faktisk så godt, at vi vandt spring 3 og fik vores første springcert. Så nu har vi et af hvert. Med 3 års mellemrum. Så hvis vi fortsætter i det tempo, så er Hazel 18, når hun bliver færdig som champion. Nej, spøj til side - jeg er mega stolt af vores løb. Det er ikke ofte, jeg får lov at slå Lone og Pizza. 

Og så skulle vi selvfølgelig have det der flotte vinderbillede, men da jeg altså ikke kan folde mine knæ sammen på nogen som helst måde, så blev det sådan lidt i havfrue-stil. 

Lørdag var det varmt. På et tidspunkt 31 grader, og ikke en sky på himmelen. Det ændrede sig da så sandelig til søndag, hvor regnen væltede ned de første 3-4 timer af stævnet. 

Og ja ja, jeg kender godt den der med, at der findes ikke dårligt vejr - kun dårlig påklædning, men den holder ikke en meter. Agility er sjovere i tørvejr. Basta! Bare se på dommeren - ser han måske glad ud?

Desværre gjorde fugtigheden i luften, at mine lunger nægtede at samarbejde søndag formiddag. Normalt så har jeg sådan en våbenhvile-aftale med min astma: jeg tager min medicin, og astma holder sig i ro, men det gik helt over gevind søndag formiddag, så det blev ikke til flere sådan rigtig gode løb. Nå jo, spring 3, som var perfekt, indtil jeg lige glemte at kigge på min hund. Dumme mig! Heldigvis holdt regnen op ved frokosttid, så vi blev nogenlunde tørre, inden vi skulle køre hjem. 

På Bornholm havde vi også vores flag og vores kasse med Henne Pet Food vareprøver. Det er super sjovt og giver anledning til mange gode snakke med hundefolk.

Sidste weekend var så lidt mere afslappende. Bent havde DM-formøde i Haslev lørdag formiddag. Jeg spiste morgenmad herhjemme med Andreas, der lige havde et par timer til lidt hygge og en gåtur med sin mor. Tak for det - det er altid så hyggeligt. 😍

Vi gik på havnen og købte fisk, som vi havde lovet at have med til Skærbæk til aftensmad. Sådan en flot guld-ørred kan man få hos vores lokale fiskemand. Den er økologisk og super lækker. Jeg bliver aldrig træt af at spise fisk, og jeg er faktisk rigtig glad for traditionel fisk: torsk, laks, ørred og den slags. Jeg prøver også gerne noget nyt, men det her, der er mums!

Vi kørte over til Henrik og Anne lørdag aften, og Henrik fik lov at tilberede fisken. Henrik er en "haj" i et køkken, så det blev super lækkert.

Og vi nåede at bade både lørdag eftermiddag og søndag morgen, inden Anne kørte mod Århus til DKK DM og vi kørte mod Føns på Vestfyn til et lille hyggeligt agilitystævne. 

Så frisk ser man ud, når man har  været i Lillebælt søndag morgen den 4. september kl. 6.15! Vi ser sgu da godt ud, Anne og jeg. Og på det tidspunkt var vandet varmere end luften. 

Vi satte kursen mod Føns, og igen var Hazel en stjerne og fejlfri i begge AG-løb med henholdsvis en 1. og en 3. plads. Vi havde Pias hunde Livi og Uha med, og Uha er jo dronningen, så hun skulle naturligvis ligge hos mig og kigge på agility. Og Livi og Keeper er bare super gode venner, det er så dejligt at se.

Nå, men efter frokosten startede vi med spring åben, og så var det slut med at flyve for mit vedkommende. Mit i løbet skete der et eller andet. Måske var der et hul eller en tue, hvor min fod sad fast, der lød et smeld, og så stod jeg der med vanvittig ondt i venstre balle og ben. Fibersprængning, sagde alle de kloge, som lynhurtigt kom med en stol og is til at lægge på, og så sad jeg der. Og nå ja, så har jeg da siddet der lige siden. Altså bare i min sofa. Heldigvis er der håb forude. Jeg har tid hos lægen i morgen og hos en fysioterapeut med speciale i sportsskader på fredag. Og så håber jeg på at være flyvende igen til DcH DM om godt 2 uger. Ellers bliver der krise! 😥 

Så tingene kan hurtigt ændre sig. Men set statistisk, så er det her min 3. større skade på ca 25 år med agility, og det er jo i virkeligheden ikke såååååå alvorligt. Bare smertefuldt og irriterende og på et kedeligt tidspunkt, men nu satser jeg på, at den der fys på fredag kan udvirke mirakler. Ingen stævner til mig næste weekend, og ingen træning foreløbig. Så bliver jeg forhåbentlig hurtigt igen fit for fight. 

Og så var det i øvrigt et rigtig hyggeligt stævne i Føns, med fine præmier fra Dalum Dyrehandel. Hazel snuppede 3 (Bent løb et super flot spring 3 med hende) og Gimli snuppede 1, så nu er der fyldt op i godte-skabet igen. 

Vores "eget" stævne - og stævnet efter

Weekenden den 6. og 7. august holdt vi vores eget stævne, altså hos DcH Næstved. Jeg følte lidt, at vores del af planlægningen ikke havde været optimal, fordi vi havde været på ferie, og jeg synes ikke rigtig vi havde præmier nok - men alt gled som sædvanlig som smurt. Kæmpe tak for det gode samarbejde til Rune og Christian. Og mindst lige så stor tak til alle vores klubmedlemmer, der var super seje hjælpere hele weekenden. 

Det er nemlig sådan, at når man som medlem af DcH Næstved melder til stævnet, så er man automatisk på hjælperlisten. Det vi tjener på stævnet går til alles fælles bedste, og det er den måde, vi kan bidrage. Alle sammen. Det er dog altid planlagt sådan, at man kan nå sine egne løb. Jeg ved godt, at der er klubber, hvor reglen er, at man ikke løber til klubbens eget stævne, men det synes jeg er noget fis. Hvis ikke vores knap så stævnevante medlemmer skulle kunne starte på hjemmebane, så giver det ingen mening for mig. Det er jo der, de er trygge og kender forhindringerne. 

Igen i år brugte vores søde søn en weekend til at knokle for en klub, som han overhovedet ikke har noget tilhørsforhold til, ud over at hans forældre tilbringer stort set al deres fritid der. Tak Andreas, du er en stor hjælp, og en dejlig del af vores stævne, som vi ikke gerne vil undvære. 

I år var vi så heldige, at 2 af vores sponsorer havde valgt at komme med en stand. Sara fra Dogz.dk har i flere år nærmest været en fast bestandel af vores stævne, sammen med hendes søde familie. I år var standen udvidet med en lille bod med flotte håndmalede sten, kreeret af Sara's datter. Hun skal nok blive til noget stort! 

Ud over Sara havde vi også besøg af Land og Fritid, som havde givet en masse dejlige præmier. Og tak for besøget. 

Minna og Thomas havde været så søde at sætte den store pavillon op til os, så vi havde det største sekretariatstelt, vi nogensinde har haft. Rune's lille smarte indtastningssystem fungerede fint, så vi igen i år kunne dele præmier ud så snart klassen var færdig og resultaterne var checket. 

Og selv om de 2 herrer her ser vældig koncentrerede ud, så gik det rigtig nemt og fint. 

Rent resultatmæssigt skal jeg bestemt ikke klage. Hazel har masser af energi p.t. (tak #Henne Pet Food), og hun løb sig til flere rigtig gode resultater. Vigtigst var dog, at den sidste DM-udtagelse kom i hus, så jeg nu kan deltage i DcH-DM for 13. gang i træk siden 2009, kun afbrudt af Corona-året 2020, hvor DM var aflyst. Ingen tvivl om, at jeg elsker DcH DM. Det er festligt, folkeligt og fornøjeligt, og der er mulighed for at se masser af flot hundearbejde. 

Christian var gået totalt roset-amok (på den gode måde) og havde genindført en "gammel kending" for os, der har været i det her game i mange år, så der var fantastisk flotte rosetter til "bedst i 2 åbne løb" og "bedst i 4 åbne løb". Det sjove er, at det ofte ikke er den der lynhurtige hund, der vinder den ene klasse, men mere den stabile hund, der måske har 4 halvgode placeringer. Der var i hvert fald en hundefører i mellemklassen, der fik sig en kæmpe overraskelse, og det var så fedt at se! 

Og efter en god stævneweekend, så er vi jo så heldige, at vi har nogle hundeførere på vores hold i Næstved, der har klaret sig godt. De har fået pinde (som i øvrigt i år blev markeret med de fineste små pinde med sløjfer på, hvor der stod: tillykke med pinden), eller DM-udtagelser - og så er det jo klart, at der er en bestemt ting under opsejling: KAGE! Og vi blev heller ikke snydt den første mandag efter stævnet, hvor vi kunne sætte tænderne i den her lækkerbidsken. 

Så gik ugen sin gang, og al træningen startede op. Vi nåede både mandagsagility, Channietræning, puslingeagility, hvalpehold og torsdagsagility, inden vi igen ramte en weekend. Den weekend bød på en uventet fridag lørdag (fordi vi ikke behøvede at tage til Kolding og jagte min sidste DM-udtagelse) og en stævnedag hos DcH Nykøbing-Rørvig, incl. det årlige Sjællandsmesterskab. Vi afleverede de 2 vandrepokaler, som Blitz og Hazel vandt sidste år, så nogle nye hundeførere kunne få dem hjem og pynte. Der er noget særligt ved vandrepokaler. For mig er det sådan et blik "down memory lane" med hunde, som ikke længere er iblandt os og måske også hundeførere, som slet ikke løber agility mere. 

Der er altid noget særligt med det første stævne efter vi selv har afholdt. Det giver det et ekstra lille kick, bare at være almindelig deltager og ikke skulle bekymre sig om noget som helst andet. Og så giver det nok også det der lille ekstra overskud til lige at gå ind og hjælpe med at sætte springhøjden op eller ned - bare fordi man ikke behøver at gøre det. 

Stævnet i Nykøbing var vores debut med vores lille "Henne Pet Food-reklame-stand", og vi fik uddelt en masse smagsprøver på godbidder, lakseolie og pemmikan. Jeg skal helt klart ind og læse lidt mere på lektien, så jeg kan svare bedre på de spørgsmål vi får, men det var super populært og meget hyggeligt. 

Igen denne weekend gav Hazel gas. Desværre betyder det også, at der ryger et felt ind imellem, men hellere det, og så vi har farten og glæden. Så skal felterne nok komme tilbage. Det blev også til et par præmier, men det var en voldsomt varm dag for både hunde og førere, så vi droppede AG3 og vred det sidste "krudt" ud af benene i Sjællandsmesterskabsfinalen i stedet for. 

Som tidligere, så havde vi DcH-Næstved-fællesspisning til morgenmad og frokost. Christian havde endda overgået sig selv og bagt pandekager til os. Uhm, det var en lækker lille hapser i varmen. Og der var en helt bjerg af dem. Det med fællesspisningen er en rigtig dejlig tradition, og det giver masser af plus på fællesskabs-kontoen, også i forhold til nogle af dem, der er medlemmer af klubben uden at komme til Næstved og træne. I love it 💓

Lille Liam var selvfølgelig med, og han tog det hele ret afslappet på ryggen i sit bur i bilen. Han er en kæk lille fyr, der egentlig ikke gider spilde sin tid på at snakke med mennesker, hvis der er andet spændende under opsejling. Han skal ud og opleve verden, ikke sidde og nusse. 

Keeper er også blevet rigtig dygtig til at slappe af, når hun er med til stævner. Her ligger hun i bilen med køledækken på, og hun kan faktisk se ud på banen. Hun skraber tæppet væk, så hun kan ligge på den lidt køligere metalbund, og så nytter det ikke noget, at jeg synes hun skal have noget blødt at ligge på. Og det hjælper måske også på stressniveauet, at hun har en afslappet Zoomi liggende ved siden af. 

Selve Sjællandsmesterskabet blev dømt (og banen tegnet) af Tom Mercebach. En dejlig bane med masser af flow og gode linier. Ærgerligt, at ikke flere deltog. Tom trak - trods varmen - i den pæne skjorte - og der var rigtig dejlig stemning og opbakning fra tilskuerne. Det blev til en 2. plads til Hazel og mig (og det kan man jo ikke rigtig bruge til noget), men alligevel, så er jeg glad for vores løb, hvor hun løb med samme fjollede energi og glæde, som tidligere på dagen. Vi fik en feltfejl, men pyt, vi havde en fest! Og jeg elsker at løbe med hende, når hun er, som hun er lige nu.

Også i år gik 2 af pokalerne til DcH Næstved, nemlig klassen for små hunde, som blev vundet af Pia og Izmoo, 

Og seniorklassen, som blev vundet af Anja og Spotty. Kæmpe stort tillykke til Pia og Anja. Selv om det havde være cool, hvis Næstved havde snuppet alle 4 pokaler, så er det nu alligevel flot at vi tager 50%.

 

Kæmpe stort tillykke til de nykårede Sjællandsmestre: Anja med Spotty, Lis med Chicca, Laila med Summer og Pia med Izmoo. Flot løbet i den varme. 

Bent var dommer sammen med Tom, og hele dagen forsynede de os med gode baner med masser af flow. Det var en fornøjelse at løbe dem. Og der var en rigtig dejlig stemning, både blandt deltagerne og med hjælperne. Tak til Vibeke og hendes mandskab for en fint afviklet stævnedag. 

Og endnu en gang tillykke til Anja og Pia, som var med til igen at sætte DcH Næstved på landkortet.