Hele familien

Hele familien

lørdag den 11. februar 2017

Februar - mest om Tough'Y og Zippo

Februar startede for mit vedkommende med stævne hos DcH Højme med Tough'Y. Det  var hans 3. stævne i alt (2 løb på Barthahus i november og 3 i In-Dog hallen i december) og det var hans første 2-dages stævne med 4 løb hver dag.

Generelt klarede han det rigtig flot. Der er stadig mange ting, vi skal arbejde på (heldigvis), men han var glad og hyggede sig. Det blev til en enkelt pind i bogen og et løb med fejl - og 6 fine disk-løb. De 2 sidste løb søndag var det tydeligt, at han var mega-træt. Træt i sit hoved af larm og nye indtryk. Og så havde han mig på slæb, sammen med resterne af min influenza. Det er ikke nogen god kombination. 


Tough'Y er en lille følsom fyr, Så det vigtigste for mig var, at uanset hvad der skete på banen, så skulle han være helt overbevist om, at han var verdens bedste Totte, når han kom ud - og det lykkedes heldigvis. Det skal nok blive en sjov sæson 2017. Han skal have lidt mere "hår på brystet" - og med det skal der nok komme lidt mere fart. Søde seje lille Tot 💖

Lørdag var jeg afsted sammen med Susanne, og søndag var Bent og alle hundene med. Zippo fik lov til at ligge i cafeteriet (der var varmt og ingen sand - tak Jim) og Hazel fik hilst på en masse mennesker, bl.a. Natalie 💓 Vi fik også prøvet at træne lidt mellem dem, der gik og gjorde klar til start. Det kunne da ikke rigtig distrahere Hazel. Hun er bare en stjerne at træne med.

Torsdagen før Højme-stævnet var Zippo så blevet opereret for sin brok på Faxe dyrehospital. Selve operationen forløb fint, omend området omkring den gamle brok fra juni 16 med dyrlægens ord var "noget rod". Men han fik fixet og syet sammen og ryddet op efter bedste evne, og så går vi i gang med rekonvalescens-periode og genoptræning igen igen. 

Jeg er dog lidt forvirret af, at hvor Svendborg foreskrev ca 4 måneders "ro" inden genoptræning, så siger Faxe 3 uger. Helt nøjagtigt citeret: "hvis det ikke holder efter 3 uger, så holder det heller ikke efter 3 måneder. Det er godt nok lidt svært at forholde sig til, så jeg tror jeg lander blødt sådan nogenlunde lige midt imellem. Såret er vokset fint sammen og Zippo synes selv, at han er en vældig karl, som ikke behøver at være spærret inde og ligge i bur. Det er jo ikke nemt at sige til sin gamle glade hund, at nu må han lige lade være med at være glad. Men vi har indrettet os efter omstændighederne - igen - og det går rigtig fint. 

Jeg er så heldig, at Zippo har kunne været med mig på arbejde hele ugen. Først iført sin badering - men fredag helt uden. Når der ikke har været så mange på kontoret har han fået lov at tulre lidt rundt. Det nyder han meget. F.eks. har han brugt rigtig meget tid på at kigge på bilerne udenfor. 



Så nu ser vi tiden an nogle uger endnu - og derefter med lidt mere frihed en måned eller 2, og så satser vi på, at det bare ikke var lavet godt nok i sommers og at nu holder det. Så skal Zippo have lov at komme med ud til stævnerne og få et par springløb en gang imellem. Det er jeg sikker på, at han vil nyde.

I dag har vi - som alle lørdage i vinterhalvåret - været til træning i DcH Næstved. Først var Hazel til lydighedstræning. Der var en del afbud - faktisk var vi kun 2 - så jeg fik lokket Bent til at deltage med Fanta. Det var så stor en succes (tak til Freddy) at Bent nu har meldt sig til at fortsætte på holdet sammen med Fanta. Hazel var overhovedet ikke påvirket af at far og Fanta lige pludselig også var der. Det var dejligt.

Desværre var forholdene ikke til agility. Banen var fuld af sne, og den blev hurtigt lidt smattet og glat. Så vi havde lavet små "stationer" med tricks og små øvelser. Det var rigtig sjovt og hyggeligt. Så må vi se, hvordan banen ser ud næste weekend. Efter træningen, da alle andre var kørt hjem, var det tid til den obligatoriske spæne-tur. Zippo var dog i snor, men han var med rundt. Vi havde også Izmoo med. Izmoo var i dagpleje idag, mens Pia og Uha var til udstilling i Fredericia. Men hun faldt bare ind i vores flok som det mest naturlige i verden. En sheltie fra eller til - det mærkes ikke 😆