Hele familien

Hele familien

mandag den 30. januar 2017

Januar - med godt og skidt

Januar. Gråt og trist og vådt. Ikke meget frost og sne. Godt nok, når vi skal køre – men rigtig kedeligt i mange andre henseender.

Vel hjemme fra juleferien fortsatte livet sin normale gang. Arbejde – træning – lidt weekendfrihed her inden stævnerne begynder.

Hazel fortsætter sin uddannelse. Hun er stadig en kæmpe fornøjelse at arbejde med. Hurtig til at lære – i hvert fald de ting, jeg er gode til at lære hende. Jeg kan se, at de øvelser, hvor jeg har kæmpet med tidligere hunde, der er det åbenbart mig, der har et problem. Apporten bliver aldrig min ven! Tricks og agility-foundation er sjovt, og hun arbejder med stor forståelse for de øvelser vi laver. Jeg elsker min lille chokkolade-knap! (nå ja – jeg elsker alle minde hunde, jo). Vi beklager den forringede billedkvalitet.


Agility

Eneste stævne i januar var DcH Højme’s weekend-stævne for store hunde. Bent og Blitz var af sted sammen Michael og Diva – og for at tage det sidste først, så havde Michael en kæmpe flot weekend. 7 fejlfrie løb ud af 8 mulige, bortset fra lidt tidsfejl hist og pist. Det var da noget af en sæsonstart. Jeg tror da helt klart, vi har en ny ekvipage med til DcH-DM i år.
For Bent’s vedkommende var det helt klart en overvindelse at turde bruge det opererede knæ. Og hvis vi så samtidig tænker på, at Bent ikke har kunnet løbe ordentlig siden midt på sommeren sidste år, så er han faktisk blevet lidt ”rusten” i sin reaktionsevne. Weekendens målsætning blev ikke helt indfriet – men til gengæld var det tydeligt, at søndag havde Bent meget større tiltro til sit knæ og kunne/turde løbe mere igennem. Det var en sejr i sig selv. Nu skal de to lige have pudset formen og samarbejdet lidt af her i foråret – så skal de nok komme igen i deres gamle fine form.

To flotte fyre med deres søde hundepiger 💕


Tanker om Zippo

I 2016, hvor Zippo blev 9 i juni, løb han stadigvæk fantastisk. Vi havde ikke meldt os til landshold, for hans fart var taget betydeligt af – men hans entusiasme og glæde blev ikke mindre med årene.

Desværre blev der sat brat punktum for hans karriere, da han midt i vores sommerferie pludselig måtte opereres for en temmelig stor brok. Dyrlægens ord – da vi hentede ham efter operationen var (sådan nogenlunde ordret): Zippo kan efter genoptræning leve et fuldstændig normalt liv, men han (altså dyrlægen) ville da nok overveje, hvis det havde været hans hund, om Zippo skulle løbe mere agility. Ellers skulle det i hvert fald kun være stille og roligt.


Hvordan reager man i sådan en situation? Ja, jeg gik da totalt i chok. Det var jo mit liv – altså at løbe agility med Zippo. Jeg tudede også en hel del, men da jeg fik hovedet oven vande igen, ja så lå beslutningen lige til højrebenet: Zippo skulle aldrig løbe agility mere. Det var det nemmeste at administrere – og i øvrigt har vi jo aftalt at han skal blive 100 år, så jeg må hellere passe på ham.

På forunderlig vis kom vi først igennem de første par uger, med krave (eller badering), fuldstændig ro, små ture i kort snor. Stingene kom ud, og efter et par dage mere kom også baderingen af. Det hjalp lidt på humøret, både hos Zippo og mig.


Så fulgte hårde måneder, hvor han ikke måtte løbe løs, han måtte ikke hoppe op (eller ned), og han måtte ikke lege med de andre hunde. Zippo, som altid har sovet i min fodende, måtte i bur om natten – og der kom hegn rundt om sofaen, så han ikke kom til at hoppe op i den, når vi ikke lige var der.

I begyndelsen af oktober nåede vi så langt, at vi gik over til ”normalt liv”. Sikke en forandring at se i Zippo’s øjne, da han første nat igen kunne hoppe op og krølle sig sammen i min fodende. Eller da han igen måtte løbe frit med de andre. Vi begyndte at træne ham langsomt op igen, så han kom tilbage til sin grundlæggende gode form. Lange ture i skoven er godt, både for sjæl og legeme.

I løbet af juleferien har vi set, hvordan han har drønet rundt på stranden ved Vesterhavet. Og hvordan han har leget med Hazel. Og hvordan han har hoppet op og ned ad alt muligt. Normalt liv????   Men hvordan er det lige, at det der normale liv adskiller sig fra at løbe bare en lille smule agility? Da først tanken var sået i mit hoved, så var den svær at slippe af med igen. Zippo er en fornuftig gammel hund på snart 10 år. Han kaster sig ikke ud i noget, der ikke er nødvendigt, og han passer på sig selv.



Så jeg besluttede, at Zippo får lov at løbe agility igen. Ikke på normalt plan, men en eller to senior springløb, når vi alligevel er af sted. Han skulle ikke træne fast på noget hold, men selvfølgelig holdes i sin sædvanlige gode grundform. Og så må det briste eller bære. Rablende åndsvag? Måske – men det kan jeg godt leve med.

Men inden vi nåede så langt, ja så bristede boblen igen. Søndag aften havde vi Pia på besøg. Zippo trængte til at få ordnet sin krusede pels, og det gøres lettest ved at bade ham og så tørre ham med Pia’s blower. Da vi var færdige ville vi lige kigge på hans ar – og så fik vi lige en mega mavepuster, for lige oven i det gamle operationsar var der en stor bule, fuldstændig som sidst. Vi var blevet advaret om, at der kunne komme en brok i den modsatte side, men ikke i samme side – lige oveni.

Så i dag har vi været hos dyrlægen. Brokken er scannet, og der er indtil videre ikke andet end fedt i den. Men fixes skal den jo – så Zippo skal opereres igen en af de nærmeste dage. Det var ikke det forår vi havde regnet med. Men iflg. dyrlægen er Zippo frisk og rask og i så fin form, så der er ikke nogen risiko (ud over, at det altid er en risiko at operere) ved at lappe ham sammen igen. Han ville dog lige konsultere en kollega på landbohøjskolen for at se, om de kunne gøre noget andet end at ”bare” sy sammen.

Øv øv med øv på !!!  Men med forhåbningen om at han har flere gode år sammen med os, så kaster vi os ud i et nyt langvarigt projekt med bur om natten og hegn om sofaen. Elsker jo min Zipzap.

Og livet går videre

Næste weekend er det så de små hunde og mellemhundene, der skal til Højme og løbe. Jeg er noget spændt på, hvor meget jeg kan løbe. I sidste uge var jeg nedlagt fra onsdag og resten af ugen med noget, som jeg var sikker på var en af-art af den virkelig farlige mandeinfluenza. Et besøg hos lægen fredag opklarede dog, at det bare var en lille bitte tøse-influenza, kombineret med voldsomt dårligt reguleret astma-medicin. Godt så! Nu går det fremad, men jeg hoster stadig meget og får gummi-ben hvis jeg går for meget. Men Tough’Y og jeg glæder os til at tage hul på stævnesæsonen. Og vi bekæmper ethvert tegn på forkølelse og influenza med alle forhåndenværende midler 😇





lørdag den 7. januar 2017

Juleferie

Når man nu får mulighed for at gøre noget, som man med succes har prøvet før - så skal man ikke holde sig tilbage !

Så da vi igen i år fik mulighed for at leje Næstved Kommunes dejlige sommerhus i Saltum i juleferien, så gik vi "all in" og bookede fra 23. december til 2. januar. Sådan - nu skulle der holdes ferie, slappes af og hygges for alle pengene.

Jeg kunne skrive romaner om al det vi fik tiden til at gå med - men det er i bund og grund uinteressant. Så her kommer familiens juleferie i billeder - med lidt forklaring til. 

Vi plejer at have tapas med fra Næstved til aftensmad den 23. - men da vi gerne ville tidligt afsted, ja så blev det egne hjemmekreerede tapas. Det blev nu rigtig godt. 

Og den 24. om morgenen stod selvfølgelig på den første af mange ture til stranden. Hundene nød at få lov at løbe i det lave vand, og vi andre nød det smukke syn.

En mand og hans hunde på en strand ved Vesterhavet. Det er simpelthen balsam for sjælen. Faktisk stod vi op næsten i mørke, og så fik vi solopgangen fra stranden. Når altså der var sol. Og når vi så kom tilbage til sommerhuset havde Andreas lavet det store morgenbord klar. Det var lige til at holde ud.

Den 24. december måtte vi igen til julegodstjeneste i Saltum Kirke. En smuk stor kirke, med en præst der bare er så fornuftig at lytte til.

Og prøv så at få alle hundene til at gå pænt og se på fotografen, når de ved, at de er på vej til stranden. Nope!


Sådan så stranden ud juledag om morgenen. Jeg er så fascineret af alle de mønstre, som strømmen og blæsten kan lave i sandet. Stranden forandrer sig hele tiden. Det ene øjeblik er der intet vand, det næste øjeblik står man midt i 20cm. vand. Virkelig specielt.


Selv om det kun var 2. gang vi holdt jul på denne måde, så har vi allerede en masse "vi plejer"-ting. En tur til Rugbjerg Knude Fyr er en af dem. Juledag tog vi turen igen. Her ser fyret ikke så højt ud, men vi står på toppen af en kæmpe sand-bakke.


Og når man kigger ned er det fantastisk og overvældende.


I år var vi oppe i fyret - og det var noget grænseoverskridende for Bent, for trappen var lavet af metal-riste, som man kunne kigge igennem. Og hvis der er noget Bent ikke bryder sig om, så er det at gå på trapper, hvor man kan kigge ned.

Og selv i modlys er udsigten fra fyret ud over Vesterhavet fantastisk.



I nordjylland er der havtorn alle steder. Men Rugbjerg Knude er nok et af de steder, hvor vi har set flest. Jeg undrede mig over, at ingen plukkede dem, men så læste jeg, at de skal have frost først, og de er vandvittig svære at plukke. Så derfor få vi andre lov at nyde de smukke klynger af gule buske.


En anden tradition, som der bestemt ikke bliver slækket på - uanset hvor vi holder jul - det er at spise andeskrog. Derfor er vi også altid nødt til at have 2 ænder, så der er et skrog til Bent og et til Andreas. Bare jeg får ris á la mande om morgenen den 25., så må drengene godt beholde deres andeskrog.

Den 26. december var den dag, hvor stormen Urd havde meldt sin ankomst til Danmark. Men morgenen startede ualmindelig smukt og stille ud med en flot solopgang.



Men da radioavisen om eftermiddagen anbefalede folk at blive indendøre, så tog vi tøj på og gik en tur. Hold da op, hvor det var specielt. Vi fik virkelig øje for elementernes rasen. Der, hvor der plejede at  være 200-300 m. strand, ja der var nærmest ingenting. Flere steder måtte vi gå indenom første klitrække for at komme videre. 



Og skiltene, som plejer at stå midt ude på stranden, ja de stod pludselig midt i havet.

Og det her billede, ja det er bare fordi Bent og Andreas, som begge gik bag mig, hyggede sig over, at jeg var indklistret i skum fra havet. 😘

Nå, men så var det jo godt at komme hjem i sommerhuset og kaste sig i sofaen foran fjernsyn og brændeovn. 


Næste morgen var der igen helt ro på stranden. Ikke en vind - og den smukkeste solopgang. Og selv om vandet stadig var langt inde - så er det alligevel på vej ud på plads igen, så stranden kan få sit normale udseende igen.


En anden tradition i juleferien (1 gang = tradition) er, at vi besøger Bianca, Tough'Y og Fanta's opdrætter. Bianca havde fået en lille ny hvalp, som er efter Fanta's søster Tattoo - så vi måtte naturligvis, når man nu kender vores hang til opstillede billeder, have et familiebillede af onkel Fanta og hans lille niece. Hun var mega cute.

Resten af dagene i juleferien gik med det her:

og det her

Der er også mange interessante ting at finde på stranden. Vi finder aldrig det der stykke rav, som burde ligge der - især lige efter stormen. Men der er krabbekløer på størrelse med en halv hånd, og der er knivmuslinger, som er lige så lange som mine støvler.



Og nå ja, så er der sofahygge for alle pengene 💖

Den 30. december var jeg lige nødt til at køre på arbejde et par timer, men så er det jo smart, at jeg bare kan køre til vores afdeling i Brønderslev og logge ind på en computer og lave det, jeg lige skulle nå inden nytår. Så fik jeg også set den afdeling. Brønderslev er jo ikke lige sådan et sted vi kommer forbi med jævne mellemrum. 

Og om eftermiddagen var der igen tid til en tur på stranden, hvor vandet lavede forunderlige og foranderlige "floder" og mønstre i sandet.

Nytårsaften kom Andreas tilbage, efter et par dage hjemme på arbejde. Han havde været tidligt oppe for at komme med toget. Tak Pia, for at køre ham til stationen. Så en middagslur var på sin plads, og Hazel var solidarisk. 

Og om eftermiddagen kom Birgitte og Midni for at holde nytårsaften med os. Det var bare så super hyggeligt. Stille og roligt, god mad, masser af hygge. Og så måtte vi også lige vise dem Vesterhavet. 

Midni betragter vores flok som "sin" flok - og vores hunde har taget Midni til sig som en af flokken, så der blev rigtig leget og løbet på stranden den eftermiddag.

Og nå ja, så var den juleferie forbi. Og nu er der allerede gået en uge af 2017. Træningen er gået i gang rundt omkring, og jeg synes faktisk det er dejligt at komme i gang efter ferien. Nu kan vi bare kigge på alle de mange dejlige billeder, mens vi mindes en fantastisk juleferie.

tirsdag den 3. januar 2017

Fantastiske Fanta - 3 år

3 år er allerede gået, siden vores fantastiske Fanta blev født. 

En lille arbejdsbi, der er ligeglad hvad vi laver - bare vi laver noget! Han er noget af det smukkeste at se på, han er sund og rask, og han er sød med sødt på 💖💖💖


Tak til Bianca Rosenkilde, kennel Zarvo, for denne dejlige hund - og tak for det gode venskab vi har fået.