Hele familien

Hele familien

søndag den 4. december 2016

Vi er på rette kurs

Denne weekend har faktisk været en helt fantastisk weekend. Det kan jeg skrive med et smil og med ro i sindet - for jeg synes vi har været ude på en noget turbulent rejse det her efterår i 2016.

Hvor skal jeg begynde? Jo - det begyndte nok at gå galt hen over sommeren, hvor der ikke rigtig var noget for mig at lave på arbejde. Mit "gamle" arbejde - bogholderiet - blev flyttet til Århus. Jeg fik godt nok løbende forskellige opgaver, men ikke rigtig noget fast, og hver måned var jeg bange for at blive fyret når vi rundede månedsskiftet. Ikke nogen fed situation. Det har heldigvis ændret sig, så der nu er faste arbejdsopgaver til mig.

Samtidig havde vi rigtig meget arbejde op til DcH DM. Arbejde, som voksede og voksede, så til sidst gik vores dage med at stå op, gå på arbejde, komme hjem og sætte os ved  computeren, spise aftensmad og gå i seng. Det har ikke været noget fedt hus at være hund i hen over august og september. Faktisk må det have været temmelig kedeligt. Nu har vi så heldigvis verdens dejligste hunde, som tålmodigt har ventet på deres træning og gåture. Og som samtidig har været den bedste "medicin", når tingene ikke lige gik efter bogen.


Nogle personlige - og temmelig ubehagelige - oplevelser, under og lige efter DM, sendte så os begge helt ned i kulkælderen, og da der efter DM der stadig var meget arbejde med oprydning af forskellig slags, så var vi faktisk helt henne i slutningen af oktober, før vi kunne sige, at der var "lys for enden af tunellen". Dertil kom så Bent's problemer med hans knæ, som heldigvis nu er ordnet. Men alt i alt, så har det godt nok været et lidt anderledes og hårdt efterår.

Når jeg nu sidder her og tænker over de sidste par måneder, så kan jeg undre mig over, hvordan vi er kommet igennem. Men det skyldes helt klart 3 ting: vigtigst, at vi har hinanden. Og dertil vores hunde og nogle rigtig gode venner. Hundene er den bedste medicin mod alt dårligt - og gode venner, hvor man kan "læsse af" og blive hørt, ja de er uundværlige. Nu er vi faktisk nået til, at vi sover normalt om natten igen, og vi kan slappe af og hygge os med venner og familie uden at blive stressede og hektiske over alt det, vi nu ikke får lavet.

Jeg vil ALDRIG derud igen, hvor jeg har været i den periode. Nemt at sige - ja, men vi må prøve at passe på hinanden og sørge for at vi ikke sætter os selv i den slags situationer igen. Vi skal tænke over, hvad vi siger ja til (nej er et svært ord), og forsøge at prioritere vores fritid lidt anderledes, og især lidt mere egoistisk. Lige nu glæder vi os til juleferien om 3 uger, hvor vi bare skal hygge os med sønnen og hundene. Ingen faste planer, andet end masser af frisk luft, god mad og vin og afslapning. Og resten finder vi på hen ad vejen. Det bliver fantastisk.


Men der er heldigvis også sket dejlige ting i den periode. Og en af de bedste har helt klart været, at jeg har fået min lille Hazel. Min helt egen og højt elskede border collie, som indtil nu til fulde lever op til alt, hvad jeg havde ønsket mig. Hun har nu boet hos os i 7 uger, og for hver dag bliver jeg mere og mere forelsket i hende. Hun er stærk og viljefast, og rigtig glad for de andre af vores hunde (som nu heldigvis også alle sammen er glade for hende). Blitz har været den sidste, der har overgivet sig - men nu leger de! 

Vi har også været til løvfaldsstævne hos Ribe Hundevenner. Det gav ikke det store rent resultatmæssigt, men det var alligevel en hyggelig dag med alle hunderødderne. Hazel fik mødt en masse søde hunde og mennesker, og hun klarede både køretur og stævnedag uden problemer.

Hazel har gået til træning, både hos Johanna og i DcH. Det er totalt forskelligt - men begge dele har hun klaret i fin stil. Hun arbejder koncentreret og fornuftigt, uanset hvad hun laver, og hun er egentlig ret ligeglad med andre hunde. Cool hundehvalp.

Lørdag den 29. oktober havde vi det årlige klubmesterskab i DcH Næstved. Det blev som sædvanlig en rigtig hyggelig dag. Her havde jeg bl.a. fornøjelse af at udnævne Per med Panther til klubmester for de store hunde.


Tough'Y havde sin første stævnestart til DGI-stævne på Barthahus, bare 3 dage efter, at han var blevet gammel nok. Det klarede han bare så flot. Han løb 2 løb. I AG-løbet skred han af vippen, så den tog vi om igen - og blev disket. I spring-løbet løb han super flot og fejlfrit og vandt klassen. Blitz var også med på Barthahus, men det var helt klart, at Bents manglede evne til at løbe gjorde, at deres løb ikke blev optimale. Hazel var selvfølgelig også med på Bartahus, hvor vi øvede os i at træne under andre forhold end vi plejer. Og så så havde vi besøg af både Midni og Mille - Tough'Ys yngre søskende. Det var bare så hyggeligt. 



En stolt Tough'Y med sin præmie for at vinde springløbet.


Så har vi selvfølgelig passet vores hold og vores træning. Jeg plejer faktisk at sige, at hundetræning er sådan en slags euforiserende stof: man bliver afhængig af det og man kan blive totalt "høj".  

Og så er vi vel ved at  være fremme ved denne herlige weekend, som vi lige er færdige med. Jeg havde lokket Pia med til stævne i IEC-hallen i Viborg. Fredag efterlod vi Bent med 4 af vores egne hunde samt 2 af Pias. Så satte vi kursen mod Odder i første omgang, hvor vi havde fået lov til at overnatte hos Tina og hendes mand. Det med den overnatning, ja det er endnu en af de fantastiske ting ved hundefolk. Ikke at vi kendte Tina særligt godt, men alligevel kunne vi få lov at overnatte i opholdsrummet til hendes hundecenter, med optimale luftemuligheder lige uden for døren. 1000 tak Tina. Det var rigtig dejligt. 

Lørdag morgen satte vi så kursen mod Viborg. Pia skulle løbe med Uha og Zoomi, og Tough'Y og jeg skulle have vores debut i DKK-regi. Mine mål var, at han skulle have alle sine felter, og så gerne en pind i bogen. Og det lykkedes til fulde. Så jeg er stolt og glad over min lille søde hund, som er så nem at have med, som er så sød mod alle hunde og mennesker, og som trods sit lidt forsigtige væsen bare hele tiden vokser med de opgaver jeg giver ham. Hans tillid til mig er uforlignelig, og det kommer vi rigtig langt med. Jeg elsker min lille Tot - og jeg glæder mig til at sæsonen 2017 går i gang. Så skal vi ud og give den gas. Kæmpe tak Pia, for godt selskab og masser af god snak. Du er enestående til at lytte. Jeg er vild med at være på tur med dig. Men jeg er samtidig også taknemmelig for at være gift med en mand, der synes det er helt i orden, at jeg tager familiens eneste bil og forsvinder til Nord-Jylland, mens jeg efterlader ham herhjemme med resten af hundeflokken - henvist til at tage bussen, hvis han vil nogen steder. Det kan vist kaldes at være godt gift. 

Tough'Y og Zoomi afprøver, om min seng er god nok. 

Og Hazel trænede koncentreret, selv om der blev løbet agility.

Søndagen blev brugt på juleafslutning på Fanta's lydighedshold. En lidt vemodig træningstime, da jeg har besluttet at stoppe på holdet. Ikke på grund af hverken træner eller hold - men jeg er simpelthen nødt til at have en dag herhjemme, hvor jeg ikke skal op til vækkeur, men hvor jeg bare kan nulre rundt og forholde mig til, hvad dagen nu bringer, som f.eks. at se familien. 


Formationstræning :-)

Efter træningen kørte vi til Sorø for at spise frokost med farmor og Andreas. En rigtig hyggelig frokost med sild, øl og snaps. Sådan farmor. 92 år og still going strong. Bent og farmor tog bilen og kørte en tur på kirkegården, og Andreas, Hazel (som var eneste hund med) og jeg tog en tur ud i det gode vejr. Det resulterede i en serie dejlige billeder af min lille stjerne. Tak Andreas for at stille op med kameraet.





Og så er den weekend slut. I morgen er det arbejdsdag, og næste weekend er der andre nye planer, som vi glæder os til. 

Husk at passe godt på jer selv og hinanden. For mit eget vedkommende kan jeg mærke, at "træerne vokser stadig ikke ind i himlen". Der er et stykke vej endnu, før jeg ikke er så sårbar mere - men det bliver bedre og bedre hele tiden.