Hele familien

Hele familien

torsdag den 28. maj 2015

Kingsmore Cup i Ribe

Endnu et af årets traditionsrige stævner, nemlig Kingsmore Cup hos Ribe Hundevenner, fandt som sædvanlig sted i Jernvedlund i pinsen.
 
Vi startede weekenden, efter teltopslagning og lejrbygning, med fiskemandens gode hjemmelavede fiskedeller og nye danske kartofler. Ja, hvis det havde været standarden for resten af weekenden, så havde meget nok set anderledes ud. Det smagte simpelthen fantastisk.

Når man bliver placeret på sådan en intermistisk campingplads, så ved man jo aldrig, hvem man kommer til at bo ved siden af. Det kan være larmende festaber eller søde stille mennesker og hunde, men en af de naboer vi havde denne gang, var specielt sød. Det var familien stær, som havde bosat sig lige over vores campingvogn. De nåede vist ikke mange løb på agility-banen, for de havde vældig travlt med at fodre deres små børn. Faktisk lavede de ikke andet, end at servicere børnene hele weekenden. Kan man kalde dem curling-forældre?

Ticket nyder vældig meget at være med på turene i campingvognen.

Og Fanta har fået sig en ny bedste-ven. Det er Louie (ved ikke om det er rigtig stavet), som er flyttet ind hos Hanne Rudbeck. De to har det vældig festligt, og de leger rigtig godt. Her har de gang i en lille "pind", om de fint deler.

Og ulykker - nej, det kunne vi da aldrig finde på. Vi er de fødte uskyldigheder :-)))))

Når alt det gode så er sagt, så gik jeg faktisk rundt i løbet af dagene i Jernvedlund og var en lille smule frustreret. Det var som om Zippo og jeg ikke helt talte samme sprog. Vi fik en del disk på ting, som for mig umiddelbart var helt mærkelige. Ja ja, jeg ved godt, at det er som regel førerens skyld, så derfor gav det selvfølgelig stof til eftertanke. Men jeg tror, at jeg er kommet til den konklusion, at jeg har et nyt luksusproblem. Jeg har jo efterhånden tabt 12 kilo, og jeg har ingen problemer med min achilles-scene i år, så derfor flytter jeg mig langt mere på banen, end jeg er vandt til. Når jeg så i mit hoved stadig forholder mig til min "gamle" handling, men i virkeligheden står et andet sted end forventet - ja, så skal det jo gå galt. Stakkels Zippo, som virkelig bryder sin hjerne for at finde ud af, hvad jeg prøver at fortælle ham. Han forsøger efter bedste evnen at tolke mine tegn, men det går altså galt ind imellem. Men hvad, det luksusproblem må vi se at få arbejdet med. Jeg burde jo være for rutineret til den slags, men jeg er ploppet i med begge poter. Op på hesten igen Marianne :-)

Her er min smukke dejlige Zippo fanget i et dejligt tæt drej. Fokuseret som sædvanlig. Det dejlige billede er taget af Steffen Køster Schmidt.
Lørdag eftermiddag var vi tidligt færdige og brugte derfor tiden til en dejlig gåtur med Hanne, Thala og Louise og alle vores hunde. Hundene nød rigtig at få lov at spæne rundt på den store eng med højt græs. Og et smukkere og mere dansk landskab skal man vist lede længe efter.


Engen var fuld af smukke gule smørblomster.

Og den lille sheltie var lige ved at blive væk :-)

Vejens beskaffenhed gav en del udfordringer for barnevognen, men så trådte "onkel Bent" til som vognfører, og det hyggede de sig vist med begge to, både Thala og Bent.

Efter sådan en tur bliver man godt træt, når man er hund. Og så er det godt at have sin bedste ven at putte med på sengen i campingvognen. De to merles holder sammen. Måske er det bare fordi de er de to yngste.

Det var dog heldigvis ikke alle vores løb, der gik i disk-posen. Ved weekendens sidste ag3 lykkedes det os at komme flot igennem (og det var ikke fordi alle de andre var kørt hjem :-). Zippo kunne dermed smykke sig med den flotte røde vinderroset. Og selv om rosetten kunne byttes til præmier, så beholdt jeg den for at minde mig selv om, at denne weekend alligevel endte godt - og at jeg tror jeg regnet ud, hvad der er årsagen til alle vores disk i Ribe. Jeg er simpelthen så vild med den hund!!!

fredag den 22. maj 2015

Nogle traditioner skal der ikke laves om på!

Gennem flere år har det været en fast tradition, at i Kr.Himmelfartsferien tager vi til stævne hos DKK Viby. I år var der både fine præmier, DM-udtagelser, landsholdspoints og ikke mindst MaxiZoo cuppen at løbe efter.
 
Blitz var nærmest "i himlen" - for Ann, Natalie og Emily aka Big Mama and the Kewties var med til stævnet, og hun løb agility med sin far - så kan man ikke ønske sig mere, når man er Blitz. Det blev til flere rigtig fine løb og en enkelt pind i bogen. Men bedst af alt, en storsmilende glad hund.
 
Dazzler fik lidt points på landsholdskontoen, men fik desværre også en mindre skade - så der er dømt pause de næste par uger.
 
Zippo, det zeje dyr, løb rigtig godt. Jeg kan godt mærke, at jeg kan flytte mig lidt hurtigere på banen. Lørdag var helt klart vores bedste dag, hvor vi vandt AG3 (heldigt, at der var landsholdspoints i det løb) og fik CACIAG. Selv om han snart bliver 8, så kan jeg stadig blive helt høj af at løbe med ham. Og jeg "tænder" lidt på der svære baner. Jo sværere - jo sjovere. 
 
 
 Til Maxi-Zoo cuppen havde vi lavet et hold, der helt klart gik efter en god placering. Dweet, Zippo og Blitz. Og det lykkedes da også for vores "team Shop til dyr" at få en placering som nr. 3. Sejt, når man tænker på at vi blev slået af 2 rene border collie hold i en konkurrence, hvor alle hunde springer 30 cm. I år var stemningen helt i top, og konkurrencen knap så langtrukken. Dejligt, at Viby stadig holder fast i den konkurrence, selv om det mest er fis og ballade.
 
 
Lørdag eftermiddag, da vi var færdige i Viby, kørte vi til Føns Strand, hvor DcH Vestfyn skulle have stævne om søndagen. Hundene nød mere plads og stilheden - vi var de eneste overnattende.
 

Der blev tid til en tur på stranden, hvor vi blev blæst godt igennem. Fanta synes stadig ikke, at vand er et hit.

 
Ved stranden i Føns er der rigtig meget strand-malurt. Duften af frisk malurt minder mig altid om min far, der lavede bitter med malurt i. Så han fik lige en tanke - oppe i himlen.


Efter sådan en god tur på stranden, så bliver man meget meget træt. Så var det godt, at vi havde vundet en ny hundeseng i Viby. Blitz er en rigtig puttegøj. Hun elsker, når der er noget hun kan kravle ned i - eller op på, bare man kan putte sig i det.



Det meste af dagen var vejret sådan:

Der kom dog nogle gevaldige byger ind imellem - og vinden ruskede godt i teltene.

Det er efterhånden ikke så ofte, at vi får videofilmet vores løb, men denne gang fik vi faktisk filmet flere løb. Tak til Pia for hjælpen :-)
Her er Blitz i dagens sidste løb: et smukt spring 2, som resulterede i en første plads og endnu en pind i bogen.
https://www.youtube.com/watch?v=bNid-I8ghLw
Og her er Zippo i AG åben. Dejligt at få konstateret, at hans felter sidder, hvor de skal (i hvert fald i det her løb), og at han ikke bruger unødig plads, når han skal rundt om en springvinge. Zuper Zeje Zippo.
https://www.youtube.com/watch?v=9b4ruoROhyo

Og så er vi ved at være klar til næste weekend. Puha, hvor maj måned altid er lidt stressende, men også rigtig hyggelig.

onsdag den 6. maj 2015

Dejlig weekend i Hvalsø

Egentlig startede weekenden allerede torsdag, hvor både Bent og jeg havde fri. Vi brugte dagen til at få pakket campingvognen og få handlet - og det sidste betød en tur til Skælskør. Når man kører fra Bisserup til Skælskør på denne tid af året, så skal man ud gennem skoven, og lige nu, hvor bøgen er ved at være sprunget ud, så lukker træerne sammen over vejen, så det er næsten som at køre i en lysegrøn tunnel. Jeg elsker det syn, mens bøgen har den helt spæde lysegrønne farve. Det er bare så smukt.
 
 
Fredag over middag satte vi så kursen mod Hvalsø og årets første "rigtige" stævne med campingvognen. Det var sjovt at se, hvordan hundene nød det. De fandt hurtigt deres yndlingspladser fra de foregående år.  
 
 
Rent løbsmæssigt var lørdagen en blandet fornøjelse. Både Zippo og Dazzler havde succes med at få lidt points på landsholdskontoen, men Zippo og jeg kiksede totalt i dagens spring klasse 3, For Bent og Dazzler var det lige modsat, så Dazzler fik lidt points i spring klasse 3. Blitz havde igen en masse "lige ved og næsten"-løb, men det er en fornøjelse at se hende løbe. Hun bliver mere og mere fremadrettet, endda lidt uartig ind imellem :-) men stadig super fokuseret. Når det skrider lidt en gang imellem, så er det fordi hendes kommunikation med Bent kikser, hvilket er ok med den fart.

 
Lørdag aften bød på hygge i campingvognen med gode venner, og søndag morgen blev vi mødt af frost på græsset og is i vandskålene. Men flot så det ud - stilhed før stormen, kl. 5.30 om morgenen.
 
Zippo og jeg startede ud med hold agility-løbet, og billedet herunder viser meget godt, hvordan et løb gik. Hm.......
 
 
Men så tog vi os sammen, og det blev til en 2.plads i agility 3 med reserve CACIAG og en 1. plads i spring 3, hvilket samlet gav en 1. plads og max points i dagens all-round-hund. Phew, så fik vi lige konstateret, at vi kunne åbenbart godt løbe agility. Jeg var ellers lige ved at blive i tvivl.
 
Søndagen blev også brugt på den årlige hædring af årets agility-shelties. Som sædvanlig var der - ud over vandrepokalerne til vinderne - fantastiske flotte rosetter til top 4, og så selvfølgelig diplomer til de 10 bedste.
 
 
Og det var faktisk sådan, at med et "mulehår" foran Gitte og Zinnia lykkedes det igen for Zippo at snige sig op på første pladsen. Zuper Zeje Zippo. Her er de glade sheltie-ejere i mellemklassen.
 
Team Shop til dyr var også flot placeret i forbindelse med hædringen af årets agility-shelties. Ud over at Zippo vandt i mellemklassen var det nemlig Susanne og Dweet, der vandt for de små hunde. Nå, ja - så er Zippo og Dweet jo i øvrigt også lige helbrødre (dog fra hvert sit kuld), så det var også et stort skulderklap til opdrætter Pia fra Kennel Foula. Foula-power :-)
 
Fanta var selvfølgelig også med til stævne, og da han jo stadig er for ung til at deltage, så brugte han dagene på at møde nye gode hundevenner. Her er det smukke Valdemar han hilser på.
 
Og her er det en lille hvid mudi-pige, som lige skal checkes ud.
 
 Ind imellem fik vi også trænet lidt og leget.
Gamle Ticket var selvfølgelig også med. Hun elsker turene rundt om ringen, hvor hun finder masser af venner, som gider klappe hende lidt. Hun mødte også Emmy, som var forbi. Emmy havde sit kamera med, og hun har taget de dejlige billeder herunder af Ticket. Det er fantastisk så godt, kameraet har fanget Tickets personlighed. Jeg synes hun udstråler lige nøjagtig det hun er: en smuk ældre dame.  
 
 Emmy havde også sin egen hund Hero med. Ticket og Hero er i familie på den måde, at Ticket er barn af Emmy's hund Robbie, og Hero er et barnebarn af Robbie.
 
Sådan en weekend går hurtigt, og med Hvalsø Hundevenner's fantastiske stævneteam, så blev stævnet som sædvanlig afviklet til UG. Søde hjælpere, fine præmier god information undervejs og godt styr på tidsplanen. Det er en fornøjelse at deltage i. Når man så lægger samvær med gode venner og flot (men koldt) vejr oveni - så har det været en rigtig dejlig weekend.