Hele familien

Hele familien

onsdag den 16. november 2011

I don't like mondays

Dette blogindlæg har skrevet som en del af prosessen med at få bearbejdet det, der skete mandag morgen - og så også lidt for at minde os allesammen om at leve i nu'et. Vi ved aldrig hvad der sker om lidt.
Vi havde haft en rigtig dejlig og afslappende weekend. Hyggelig træning i flot vejr lørdag. Søndag formiddag en smuk tur i Akademihaven med farmor og søndag eftermiddag en lang tur i skoven, hvor vi nød de sidste rester af efterårsfarverne.
Farmor, Andreas, Soda, Zippo og Chinook på tur i Akademihaven.

Her er Andreas i Akademihaven ved hans årgangs-træ.

Så mandag morgen var vi friske og klare til en ny uge på arbejde. Bent kørte mod København og et kursus i firma-bilen, Andreas mod Næstved station og jeg selv satte mig ind i Jumpy'en og kørte mod Førslev. På vej mod den lille by Arløse på en lige strækning, med begge hænder på rattet og fuld koncentration på kørslen, kommer jeg af en eller anden årsag ud i rabatten. Rabatten er meget blød, og kanten meget høj, og da jeg ikke lige kan smyge bilen tilbage på vejen, går jeg lidt i panik og flår i rattet for at få den op på vejen igen. Det resulterer i, at jeg ryger helt over i venstre side, hvor jeg gentager min panik-handling. Tilbage i højre side ser jeg pludselig marken flyve forbi mine vinduer. Jeg når faktisk at tænke, at så tager det nok farten af så jeg standser, men nej, for pludselig ruller jeg rundt et par gange før bilen endelig standser. Heldigvis med hjulene nedad.


Motoren er stoppet men radioen spiller stadig, så jeg drejer nøglen. Oppe ved vejen står en dame fra et nærliggende hus. Hun ser mest ud som om hun ikke rigtig har lyst til at gå ud til mig, så jeg åbner døren og råber til hende, at jeg er ok. Samtidig kommer en elektrikker forbi, og de kommer begge ud til mig. De spørger om jeg vil ud af bilen, men da jeg kan mærke at jeg har ondt i ryggen vælger jeg at blive siddende, og de ringer 112.


Mens vi venter på Falck, der i øvrigt kom lyn-hurtigt, får jeg ringet på arbejde og sagt, at jeg nok ikke kommer. Jeg får også ringet til Bent. Hvordan siger man lige til ham der elsker mig: hej, øh jeg holder med bilen inde på en mark, jeg har det nogenlunde, men bilen har det ikke så godt... Det var godt nok svært.


Falck kom med hele det store udstyr, og næsten inden han havde sagt goddag sad der en redder og holdt mit hovede. Så gav de mig krave og diverse afstivninger på, mens de vurderede på om de kunne få mig ud uden at skære taget af. de besluttede at prøve, så vupti kravlede der 3 grandvoksne Falck-reddere rundt i kabinen mens jeg blev vendt rundt og lagt ned på et spine-board. Rummelig bil, den Jumpy. Så blev jeg båret over til ambulancen. Først konstaterede han at jeg var helt klar og ikke i chock, og så begyndte han at tale om at klippe min næsten nye jakke itu. Hov hov, stop nu lige, den må da kunne reddes - så det klarede han. Og han fik også min ring af, inden mine fingre ændrede sig til medister-pølser. Dygtig! Så kørte vi mod Slagelse.

I Slagelse var de klar til mig i skadestuen, min fod havde fået en flænge som nødtørftigt blev sat sammen med en bandage, og så afsted til røntgen. Hvor er det ubehageligt at blive kørt gennem sygehusets mange lange gange, når man kun kan kigge lige op i loftet. Ryg og hånd blev fotograferet, og så gik det tilbage til skadestuen, hvor lægen kiggede på billederne og frikendte min ryg. Hurra, så kunne jeg komme op på toilette, selv om det ikke var rart at komme op og stå. Men på sygehuset må man godt bande, hvilket jeg har benyttet mig meget af.

Desværre var min venstre lille-finger gået af led og brækket 2 steder, og der var jo også flængen i foden, så jeg fik en masse lokal-bedøvelse, foden blev syet, og fingeren forsøgt sat sammen. så afsted til røntgen igen for at se, om fingeren foreløbig sad rigtigt. Lægen var tilfreds, men fingeren skulle operes tirsdag for at blive ordentlig. Den blev fikseret på en slags pap-skinne, der var noget nyt de afprøvede, og så fik jeg valget mellem at blive eller komme hjem. Uh, det var svært, for på den ene side er det jo bedst at være hjemme, men jeg havde pokkers ondt i ryggen stadigvæk, især når jeg forsøgte at trække vejret dybt.
Jeg havde dog stort set bestemt mig for at tage hjem, da lægen kom og meddelte, at han gerne ville have mr-scannet min ryg for en sikkerheds skyld, og at han havde bestemt at jeg skulle blive natten over. Jamen så behøvede jeg jo ikke spekulere mere over det. Så sendte jeg Bent hjem! Han skulle jo også sørge for at få bilen fjernet of have fat i en taksator - og hjem til hyndene!

Nå men jeg kom på køretur igen til scanneren, fik sprøjtet kontrast-stof ind og blev scannet, men heldigvis var alt ok. Det var "bare" smerter fra slaget. Så jeg blev installeret i en seng på stue 8 sammen med Ulla, der havde ca lige så mange smerter som mig. Vi blev hurtigt til "stønnerne fra nr 8". Endelig der sidst på eftermiddagen fik jeg lidt at spise, og så var det jo bare at vente på morgendagen.





Næste morgen kom der sms fra Andreas at der havde været et bud med blomster. 1000 tak søde Pia. som du kan se er de rigtig flotte. Jeg trøstede mig også lidt med de mange hilsner på Face Book. Mens jeg ventede - og fastede - og ventede. Pludselig kom lægen fra skadestuen. Han skulle høre hvordan min pap-skinne havde været at have på, så det fik vi snakket lidt om. Han vidste imidlertid også, at håndkirurgerne havde diskuteret meget om jeg skulle opereres eller ej. Det var jo interessant nyt. Snart efter kom hånd-kirurgen og forklarede. Der var for og imod - men med vores forestående ferie var vi heldigvis begge absolut mest stemt for løsningen uden operation. Håndkirurgen lovede at finde ud af nogenlunde hvornår de så ville fikse min hånd, og så ringe besked til afdelingen, men næsten før jeg havde lænet mig tilbage i sengen igen kom han susende tilbage på stuen og meddelte, at nu var det nu! Sygeplejersken fandt en kørestol, i forvejen var jeg jo iført hospitals-outfit model "very sexy", de kastede et håndklæde over mine bare ben, og så suste vi tværs gennem sygehuset igen. Det viste sig, at kirurgen var blevet kaldt ned på sin afdeling, men han indgik en handel med dem. Den gik ud på, at han kom kun hvis han kunne tage mig med og ordne min hånd først. Og her troede vi at menneskehandel var forbudt!

På kirurgisk blev man hånd igen lokal-bedøvet (har fået nåle nok for det næste år), hevet fra i brudene og sat sammen igen. Gips på og - igen - afsted til røntgen. Både personalet på røntgen og portørerne hilste nu som om jeg var en gammel bekendt. Hm..... På vej tilbage var jeg bare så spændt på om det nu sad riftigt. Alternativet var operation med metal-indlæg, men da je kom retur havde lægen allerede kigget på billederne og stod klar med "tommelfingrene opad". Yehaa, billederne var fine, så jeg blev igen transporteret retur til afdelingen, hvor jeg kunne ringe til Andreas og sige: kom og hent mig.

Nu sidder jeg så her og laver ingenting, hvilket jeg er rigtig dårlig til. Jeg skal til kontrol og røntgen i morgen fredag for at se, om alt stadig sidder som det skal. Indtil det tør jeg ikke bruge min venstre hånd til noget overhovedet. Hvis det holder, så er der kontrol hver uge indtil vi rejser, og hvis det stadig holder kan jeg måske få gipsen skiftet ud med en skinne jeg selv kan tage af, så venner: kryds fingre for mig! Alternativet: operation, og det vil jeg helst undgå lige inden vi skal rejse.

Jeg vil gerne rose Falck-folkene. Tænk hvis alle kunne samarbejde som de gør. Imponerende. Og personalet på Slagelse Sygehus, der var søde og professionelle, selv om de havde mega travlt.
Nu håber jeg bare jeg er klar til i et eller andet omfang at komme på arbejde igen på mandag på min dejlige arbejdsplads, som også har sendt en flot buket.

Og lektien gentager vi lige: Husk at leve i nuet - vær glade sammen med dem I holder af, for der kan hurtigt ske noget. Der var heldigvis en engel der holdt hånden over mig denne gang - men det var sgu uhyggeligt tæt på!

tirsdag den 1. november 2011

VELKOMMEN TIL VERDEN LILLE VEN

Et lille mirakel har holdt sit indtog i vores familie. Den 31. oktober 2011 fødte Heidi en smuk og sund dreng på 3.100g og 53 cm. Velkommen i familien lille ven - og velkommen til verden. Vi glæde os til at lære dig at kende.